Trads: LO’s spektakulære farvel til S er en gave til Løkke

Engang kunne man i hvert fald regne med én ting i dansk politik – nemlig at ’bevægelsen’ stod sammen fra vugge til grav uanset hvad.

Socialdemokratiet, fagbevægelsen og alt det, der hørte med af spejderbevægelser, aviser, boligforeninger, ligkistemagasiner med meget, meget mere, kæmpede side om side som ægte kammerater, når det gjaldt. Intet tidspunkt stod det tydeligere end i valgkampe, hvor fagbosserne hældte millioner i partikassen.

Sådan er det ikke længere. Slet ikke.

Tilbage i 1998 holdt det formelle samarbejde mellem LO og S op; i 2001 lukkede LO for den indflydelsesrige partiavis Det Fri Aktuelt; i 2003 stoppede den direkte partistøtte fra LO til S; og mandag meddelte LO så i – af alle medier - Berlingske, at den end ikke vil føre valgkampagne sammen med S.

Den endegyldige afslutning?
Det er, siger Flemming Ibsen, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, en ’markant nyorientering’, som måske varsler den endegyldige afslutning på den socialdemokratiske bevægelse.

Det tør nok siges – for uden formelle bånd, uden penge mellem parterne, og nu uden så meget som en koordineret valgkamp, ja, hvad er der så tilbage?

Harald Børsting, den afgående formand for LO, måtte i weekenden insistere på, at han skam fortsat er medlem af Socialdemokratiet – en forsikring, som ledende socialdemokrater, der virkelig er vrede på ham, formentlig er ret kolde over for. De er nemlig langt mere optaget af, hvad Børsting i øvrigt sagde i det opsigtsvækkende interview, som Bent Winther, måske den journalist, der bedst forstår samspillet mellem parti og fagbevægelse, lavede i Berlingske:

”Der er nogle centrale temaer, som er vigtige for lønmodtagerne i Danmark. Uanset farven på den kommende regering så er der her så massive og konstruktive ønsker, at vi som lønmodtagere gerne vil samarbejde med den til enhver tid siddende regering,” fastslog Børsting.

Den til enhver tid siddende regering!

Nye toner fra fagbevægelsen
Med andre ord lyder det, som om det nærmest er ligegyldigt for fagbevægelsen, om statsministeren hedder Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen. Det er virkelig – virkelig – nye toner.

LO-bossen, der selv er bitter over, at trepartsforhandlingerne brød sammen under netop en socialdemokratisk ledet regering i 2012, er ingen sentimental mand – og selv om han siden 1974, da han blev tillidsmand på en fiskefabrik, har levet i og af den symbiotiske ’bevægelse’, ja, så ser han ud til at ende som den, der skærer den sidste rest af forbindelser fra.

For Børsting er det vigtigste, understreger han, at LO har det bedst mulige forhold til ’den til enhver tid siddende regering.’ Det skal tages helt bogstaveligt. Det LO, der engang var en integreret del af Socialdemokratiet, ligner nu mere en almindelig lobby-organisation, der gør sine hoser grønne hos dem, der bestemmer – og om et øjeblik kan det vise sig at være de borgerlige.

Ændringen er helt konkret:

Engang mødtes LO- og andre fagbosser kun vrangvilligt med ’borgerligheden’, men nu er den slags møder ren rutine. Tirsdag mødes Børsting således med Lars Løkke Rasmussen – og det kommer, efter at han for nylig ærgrede sig over, at det var Venstre, der var løbet med sloganet ’Det skal kunne betale sig at arbejde’, fordi det ifølge LO-formanden burde være et socialdemokratisk princip.

En stor gave til Løkke
Løkke må slikke sig om munden som en veltilpas kat foran en skål fed fløde – for den udstrakte hånd, som Børsting kommer med til ham, er en enorm gave, fordi den kamporganisation, som de borgerlige plejede at være oppe imod, ikke bare løsriver sig fra Socialdemokraterne, men nærmer sig Venstre:

”Fagbevægelsen repræsenterer det arbejdende danske folk og har på meget lange strækninger sammenfaldende interesser med Venstre,” siger Løkke til Berlingske.

Det er nok at drive det for langt – for den kampagne til otte millioner kroner, som LO og FTF ruller ud i disse dage, flugter trods alt fortsat mere med rød end med blå blok: investeringer i job, keynesiansk udpumpning af offentlige penge, mere uddannelse, fortsat offentlig vækst, bedre arbejdsmiljø – men bemærkelsesværdigt uden krav om bedre dagpengeregler.

Den gamle slagsang – ’Når jeg ser et rødt flag smælde’ – lyder efterhånden som et ekko fra fortiden i LO og omegn. Ja, måske er Lars Løkke Rasmussen den, der mest nynner med på den i disse dage.

Børstings farvel til Socialdemokratiet er i hvert fald en stor gave til de blå. Ja, den største gave, som Løkke har fået meget, meget længe.