Lykke Friis: Spænding i sovevognen

Af Lykke Friis
Formand for Det Udenrigspolitiske Selskab

Sovevognsvalgkamp. Tænk, at dette billede fra valget i 2009 og 2014 igen har fået renæssance op til Forbundsdagsvalget den 24. september 2017. Vi skal ikke længere tilbage end til foråret, før valget tegnede til at blive uhyre tæt. Kansler Merkel var hårdt ramt af eftervirkningerne fra flygtningekrisen, og flere inden for hendes egne rækker udtrykte bekymring for, at kanslerens dage som trækplaster ved valgurnerne var ved at være talte.

Heroverfor stod en dynamisk, karismatisk ny SPD-formand Martin Schulz, der på grund af sin tid i Europa-Parlamentet ikke var fedtet ind i de mange kompromiser, som uundgåeligt kendetegner en stor koalition mellem CDU og SPD. Med 100 procent af stemmerne bag sig ved formandsvalget lignede Schulz unægtelig en stærk modkandidat, og medierne svømmede over med begreber som ’Messias’ og ’Schulz-toget’. I nogle få målinger formåede Schulz da også at lægge kansleren bag sig.

Da den danske sommerferie klingede ud i midt-august, var situationen imidlertid en fundamental anden. Selvom Merkel personligt – blandt andet på grund af sin passivitet i bilskandalen – er gået markant tilbage i løbet af sommeren (10 procentpoint), fører hun fortsat klart over Schulz i målingerne. 59 procent foretrækker hende som kansler, mens kun 33 procent ønsker sig Schulz som Tysklands næste leder. Endnu mere tankevækkende er det, at hele 22 procent af SPD’s vælgere foretrækker Merkel frem for Schulz. Set i det lys er det mere end svært at få øje på nogen i Tyskland, som tror, at Angela Merkel må pakke kontoret ned i Kanzleramt – det tyske statsministerium – efter den 24. september.

Det bliver for eksempel interessant at følge, hvor stort held SPD får med at gøre sikkerhedspolitikken og socialdemokraternes løfte om ikke at bruge to procent af BNP på forsvarsudgifter til et valgtema.

Lykke Friis
Formand for Det Udenrigspolitiske Selskab

Keine Experimente
Det centrale spørgsmål er, hvordan Merkel har formået at vende udviklingen. Umiddelbart er der tre forklaringer, der presser sig på. For det første opfattes kansleren langt uden for egne rækker som en uhyre kompetent, seriøs og uprætentiøs politiker, der grundlæggende har styr på tingene. I en krisetid med politikere som Vladimir Putin og Donald Trump søger tyskerne mod det sikre, stabile valg – helt ligesom de i 1957 i stor stil stemte på kansler Konrad Adenauer, der stillede op under sloganet ’keine Experimente’. De høje vækstrater og lave arbejdsløshedstal svækker også tilbøjeligheden til at skifte kansleren ud. Det er således ikke for ingenting, at der står følgende på Merkels valgplakater: ’Für ein Deutschland in dem wir gut und gerne leben’ (’For et Tyskland, hvor vi lever godt og gerne’).

For det andet er flygtningetemaet røget langt ned ad dagsordenen som en konsekvens af såvel det beskedne antal nytilkomne flygtninge og Merkels afsked med ’Wilkommenskultur’. Valget bliver med andre ord ikke en folkeafstemning om Merkels flygtningekurs. Siden efteråret 2015 har regeringen gennemført en stribe stramninger af flygtningepolitikken, og Merkel har personligt slået fast, at kontroltabet – hvor mange kom ukontrolleret ind over de tyske grænser – ikke må gentage sig.

I en krisetid med politikere som Vladimir Putin og Donald Trump søger tyskerne mod det sikre, stabile valg.

Lykke Friis
Formand for Det Udenrigspolitiske Selskab

Det forhold, at flygtningetallet er faldet, og at partiet har haft travlt med interne personopgør, betyder også, at Merkel ikke længere presses så massivt fra højre af Alternative für Deutschland. Hvor det nye parti tidligere stod til at blive det tredjestørste i Tyskland, risikerer det pludselig at skulle kæmpe mod spærregrænsen. Endelig hører det med til billedet, at Martin Schulz og SPD ikke kan bruge Merkels flygtningepolitik mod hende, da partiet har støttet kursen hele vejen igennem. For eksempel udtalte Martin Schulz fra sin post i Europa-Parlamentet, at flygtninge var ”guld for Europa”.

Den tredje forklaring på Merkels comeback er netop Martin Schulz. Tyskerne synes ikke at købe hans fortælling om, at han er et ubeskrevet blad, der uden at være fedtet ind i den traditionelle politik kan give Tyskland et frisk pust udefra. Dertil regnes Europa-Parlamentet for meget som en del af det tyske establishment. Det hører også med, at han haft svært ved at fremlægge et konkret regeringsalternativ. Op til det vigtige delstatsvalg i Saarland, lige efter at han var blevet formand, flirtede han med ideen om en såkaldt rød-rød-grøn koalition bestående af SPD, De Grønne og Die Linke, det gamle kommunistiske parti fra DDR-tiden.

Illustration: Jørn Villumsen

Minder om Helmut Kohl
Valgnederlaget og den efterfølgende debat viste, at Schulz her sidder fast i et næsten uløseligt dilemma: Hvis han går mod venstre og åbner for en regering med Die Linke, taber han utallige midtsøgende SPD-vælgere, der for eksempel er fundamentalt uenige med Die Linke i, at NATO skal opløses og erstattes af et kollektivt sikkerhedsforbund med Putin. Hvis han derimod i stedet støtter ideen om en stor koalition med CDU, blot med ham som kansler, taber han de mere venstreorienterede vælgere, som netop har sat deres lid til, at Schulz kan gøre op med den store koalition og tilbyde en helt ny kurs. Med andre ord kommer Schulz til at understrege budskabet om, at Merkel er ’alternativlos’.

Alt dette betyder dog langtfra, at valget den 24. september bliver uinteressant og kedeligt. Spændingen ligger bare ikke i, hvem der bliver kansler, men i hvem Merkel kommer til at danne regering med. Bliver det med det liberale FDP, der står til at komme ind i Forbundsdagen igen? En CDU-FDP-regering (sort-gul) vil vække minder om netop afdøde Helmut Kohl, der jo regerede i årevis i den konstellation. Eller bliver det en helt ny koalition i form af en sort-grøn regering, hvor Merkel regerer med De Grønne? Eller vil tyskerne for første gang skulle kaste sig ud i en trepartis-regering – med CDU, FDP og De Grønne – en koalition, der går under betegnelsen Jamaica-koalitionen? Endelig kan ’business as usual’ naturligvis heller ikke afvises, nemlig at den store koalition fortsætter, selvom både CDU og SPD er godt og grundigt trætte af det, tyskerne kalder ’GroKo’ (Grosse Koalition).

Selvom det her og nu kan være svært at se de helt store forskelle på disse farvekombinationer for Danmark og resten af Europa, vil valgkampen givetvis stille skarpt på dem. For eksempel vil det liberale FDP næppe være lige så villige til at hjælpe Frankrigs Emmanuel Macron med økonomiske reformer som det stærkt Europa-positive De Grønne. FDP har i hvert fald flere gange slået fast, at det skal være slut med den bløde kurs over for lande, der ikke overholder Vækst- og Stabilitetspagten til punkt og prikke, samtidig med at de er fundamentalt imod for eksempel euro-obligationer. Tilsvarende har FDP på det seneste slået sig op på en klima-skeptisk kurs, der står i stærk kontrast til De Grønne. Dertil kommer, at valgkampe altid skærper debatter og dermed vil påvirke kanslerens råderum efterfølgende. Det bliver for eksempel interessant at følge, hvor stort held SPD får med at gøre sikkerhedspolitikken og socialdemokraternes løfte om ikke at bruge to procent af BNP på forsvarsudgifter til et valgtema. I givet fald vil det blive vanskeligere for Merkel at bidrage til et styrket europæisk forsvar.

Set i det lys er der rent faktisk rigeligt at holde øje med op til valget. Trods den overordnede sovevognsproblematik – Merkel bleibt Kanzlerin.