Måling: Næsten hver tredje vælger foretrækker Mette Frederiksen

POPULARITET: S-formand Mette Frederiksen er fortsat det mest populære statsministerbud blandt vælgerne. Det viser ny måling, hvor Løkke blot får opbakning fra hver fjerde.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

103 dage før valget senest skal være afholdt, er S-formand Mette Frederiksen den mest fortrukne til at overtage Statsministeriet.

Det viser en ny måling foretaget af Norstat for Altinget og Jyllands-Posten.

Her svarer 31 procent, at de foretrækker Mette Frederiksen som Danmarks statsminister, hvis der var valg i morgen.

Blot 24 procent vil gerne beholde den nuværende, Lars Løkke Rasmussen (V). Han bliver endda overgået af svarmuligheden 'en anden kandidat', som 28 procent har valgt. 17 procent svarer 'ved ikke'.

Artiklen fortsætter efter grafen.

Selvom Mette Frederiksen ifølge målingen er mest generelt populær blandt vælgerne, viser målingens undertal også, at hun ikke har stor opbakning blandt oppositionspartiernes vælgere.

Mens 79 procent af Socialdemokratiets egne vælgere foretrækker Mette Frederiksen, er der kun 26 procent af Enhedslistens vælgere, der vil have S-formanden til at stå i spidsen for landet i næste valgperiode.

Ser man på Radikales og Alternativets vælgere, er tilslutningen henholdsvis 30 og 35 procent.

Ovre i den blå lejr har Lars Løkke lidt bedre opbakning fra sine regeringsfællers vælgere. Hos både Liberal Alliance og Konservative vil 55 procent have Løkke som statsminister.

Værre ser det ud, når man studerer svarene fra dem, der vil sætte kryds ved støttepartiet Dansk Folkeparti. Her vil kun 27 procent have, at den nuværende statsminister fortsætter sit arbejde i Statsministeriet.

Artiklen fortsætter efter grafen.

28 procent af de adspurgte i målingen har svaret, at de foretrækker en tredje kandidat til statsministerposten. Af dem løber DF-formanden, Kristian Thulesen Dahl, med førstepladsen. Han er tæt efterfulgt af Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, der i sommeren 2018 meldte sig på banen som statsministerkandidat.

Dokumentation

Om målingen

Dataindsamling er foretaget af Norstat for Altinget og Jyllands-Posten i perioden 20. februar til 26. februar 2019 blandt 1.205 personer.

Heraf er 902 gennemført på nettet blandt Norstats webpanel, mens 303 er fra telefoninterview.

Alle respondenter er vejet på parametrene køn, alder, region, højest gennemførte uddannelse, personlig indkomst og deres stemmeafgivelse ved folketingsvalget i 2015.

Usikkerheder:
Sådan skal tallene læses. De angiver, hvor mange procentpoint plus/minus, der skal tages forbehold for, når du læser resultatet af målingen. Det betyder blandt andet, at for Mette Frederiksens resultat på 31 procent er den statistiske usikkerhed +/- 2,6 procentpoint. Således kan tilslutningen til S-formanden i virkeligheden svinge mellem 28,4 til 33,6 procent.
5 procent: 1,2 procentpoint
10 procent: 1,7 procentpoint
15 procent: 2 procentpoint
20 procent: 2,3 procentpoint
25 procent: 2,5 procentpoint
30 procent: 2,6 procentpoint
35 procent: 2,7 procentpoint
40 procent: 2,8 procentpoint
45 procent: 2,8 procentpoint
50 procent: 2,8 procentpoint
55 procent: 2,8 procentpoint
60 procent: 2,8 procentpoint
65 procent: 2,7 procentpoint
70 procent: 2,6 procentpoint
75 procent: 2,5 procentpoint
80 procent: 2,3 procentpoint
85 procent: 2 procentpoint
90 procent: 1,7 procentpoint
95 procent: 1,2 procentpoint.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00