Kommentar af 
Mads Strange

Mads Strange: Drop de woke vrangforestillinger. Selvfølgelig er matematik ikke racistisk

Hvis det identitetspolitiske korstog lykkes med at udbrede sine woke vrangforestillinger, får det katastrofale konsekvenser for alle – ikke mindst de befolkningsgrupper, der i forvejen er dårligst stillede, skriver Mads Strange.

Identitetspolitiske farisæere fremsætter krav om, at man må skrotte idéen om korrekt matematik, da afroamerikanske studerende statistisk set halter bagud. Hvis det lykkes med at udbrede sådanne woke vrangforestillinger, får det katastrofale konsekvenser for alle, skriver Mads Strange.
Identitetspolitiske farisæere fremsætter krav om, at man må skrotte idéen om korrekt matematik, da afroamerikanske studerende statistisk set halter bagud. Hvis det lykkes med at udbrede sådanne woke vrangforestillinger, får det katastrofale konsekvenser for alle, skriver Mads Strange.Foto: Shannon Stapleton/Reuters/Ritzau Scanpix
Mads Strange
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I disse år er en identitetspolitisk kulturkrig ved at udspille sig i den vestlige verden. Det fik vi endnu engang syn for sagen på i sidste måned, da musikeren Ronja Maltzan fik at vide, at hun ikke måtte spille til en koncert i Tyskland for klimabevægelsen ’Fridays for Future’ som planlagt, medmindre hun indvilligede i at klippe sit hår af.

Klimabevægelsens drakoniske krav skyldtes, at sangeren havde fået lavet dreadlocks i håret. Da denne frisure historisk har været båret af jamaicanere, blev hun beskyldt for på racistisk vis at udnytte sin hvide hudfarve og privilegier til at stjæle sorte personers kultur gennem såkaldt "kulturel appropriation".

Med den venstreekstreme wokeismes indtog i vesten er grundløse racisme-anklager som denne efterhånden ved at blive hverdagskost, og nu har det identitetspolitiske korstog endnu engang fundet høtyvene og faklerne frem med et nyt anklageskrift.

Denne gang er det selveste matematikken, som er blevet sendt på anklagebænken med beskyldninger om at være racistisk.

Denne gang er det selveste matematikken, som er blevet sendt på anklagebænken med beskyldninger om at være racistisk

Mads Strange

Ja, du læste rigtigt. Et af de seneste skud på stammen hos de vakte venstreorienterede er nemlig, at man undertrykker etniske minoriteter ved at mene, at der findes facit i matematik. Påfundet udspringer af den ulyksalige tendens til, at afroamerikanske studerende gennemsnitligt klarer sig betydeligt dårligere i matematikprøver end hvide og især asiatiske studerende.

Da matematiske færdigheder vægtes højt som adgangsbillet til universitetet i USA, antages et fokus på facit-orienteret matematik at holde racemæssige uligheder i hævd. Det har således fået de identitetspolitiske farisæere til fremsætte krav om, at man enten må undlade at teste elevernes matematiske færdigheder eller sågar helt skrotte idéen om korrekt matematik.

Hvis du ved læsningen af dette føler dig fristet til at trække på smilebåndet og ryste på hovedet af, hvor åndssvagt det lyder, bebrejder jeg dig ikke – men jeg vil nu alligevel råde dig til at lade være. For påfundet har ikke kun vundet indpas hos en lille flok virkelighedsfjerne venstreekstremister uden nævneværdig betydning.

Idéen fremføres blandt andet af ”Equitable Math” initiativet, som efterhånden nyder hovedrystende bred opbakning i de amerikanske kyststater. Oregons undervisningsministerium har allerede taget initiativets materiale til sig, og også i landets største stat, Californien, anvendes det i flere skoledistrikter.

Selv Bill Gates, der om nogen burde købe ind på idéen om korrekt matematik, har gennem sin velgørenhedsfond støttet det identitetspolitiske tosseri med én million dollars. Det bør vække bekymring. For selvom vi i Danmark trods alt stadig er langt fra situationen i USA, har de seneste år vist os, hvordan den amerikanske identitetspolitiks dogmer har det med at sprede sig som en steppebrand.

Men hvis vi skal stå en jordisk chance for at udjævne de raceforskelle, der stadig hjemsøger mange vestlige lande, er udbredelsen af oplysningsfjendsk fakta-resistens det værste, vi kan gøre

Mads Strange

Der må ikke herske tvivl om, at det ér et stort problem, at afroamerikanske studerende statistisk set halter bagud relativt til andre etniske grupper i det amerikanske uddannelsessystem. Men hvis vi skal stå en jordisk chance for at udjævne de raceforskelle, der stadig hjemsøger mange vestlige lande, er udbredelsen af oplysningsfjendsk fakta-resistens det værste, vi kan gøre.

For hvis det identitetspolitiske korstog lykkes med at udbrede deres woke vrangforestillinger, får det katastrofale konsekvenser for alle – ikke mindst de befolkningsgrupper, der i forvejen er dårligst stillede.

Uden korrekt matematik ville vi hverken kunne bygge huse, veje og broer. Innovative nyskabelser såsom smartphones, sociale medier og computere ville være en by i Rusland, og vores velstandsniveau ville blive bombet tilbage til stenalderen.

Vi ville ikke kunne udvikle medicin, vores fødevareproduktion ville bryde sammen og folk ville begynde at sulte ihjel hurtigere, end folkedomstolens farisæere kan nå at fremføre nye racisme anklager.

Derfor bliver vi nødt til at sætte en stopper for den identitetspolitiske bølge, der netop nu skyller ind over den vestlige verden. For hvis vi kaster idéen om korrekt matematik på møddingen, kommer de oplysningsidealer, der udgør rygraden i vores vestlige civilisation, til at kollapse som et korthus.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mads Strange

Kandidat til Europa-Parlamentet (LA), politisk rådgiver, Liberal Alliance
b.sc.pol. (Københavns Universitet)

0:000:00