Majbritt M. Nielsen: Reformationsdag nr. 500 - på godt og ondt

I dag er det 500 år siden, den tyske munk, Martin Luther, d. 31. oktober 1517, angiveligt slog sine 95 teser mod slotskirkens dør i Wittenberg. Teserne var en protest imod den afladspraksis, der kendetegnede den katolske kirkes praksis på tidspunktet. Luther mente, at ingen kunne stille sig imellem individets forhold til Gud og at enhver havde retten til at fortolke Bibelen, hvilket stod i skarp kontrast til pavekirkens holdningsmonopol. Det er sandt, at Luthers reformation lagde kimen til den langt mere humanistiske holdning om menneskets religionsfrihed og rettigheder i øvrigt, som vi kender det fra det vestlige demokrati, men Luther selv var hverken demokrat i nutidens forstand eller tolerant over for andre dele af kristendommen.

Martin Luthers tanker om en religiøs revolution falder sammen med trykkekunstens start. Det tyske folk vil snart kunne læse guds ord på tysk uden kirkens indblanding, hvilket naturligvis ikke er i præsternes interesse; katolicismens trosmonopol er snarligt udfordret. Kirken i Rom giver Luther 60 dage til at trække sine teser tilbage, hvilket han nægter. I stedet brænder Luther demonstrativt pavens bandbulle imod ham, hvilket endeligt ekskluderer ham fra den katolske kirke. Luther er nu kætter og skal henrettes.

I sit kætterskjul oversætter han ved hjælp af den nye bogtrykkerkunst Bibelen til tysk og reformationen ser dagens lys og gennemføres endeligt i Danmark i 1536. Grundtanken om det enkelte menneskes ret til frihed, personlig udvikling og ansvar ser et meget tidligt lys i samme ombæring, men der skal gå længe, før vestligt demokrati og religionsfrihed er en realitet

I dag er det utænkeligt, at religiøse eller politiske røster skal lyde højere og tælle mere i en afstemning, end de jævnes i et demokratisk samfund. Men i reformationstiden var forskellen på mennesker og deres rettigheder afgrundsdyb. Magtfordelingen mellem konge og bonde var ulig noget, vi overhovedet kender i dag, og modsætninger er der nok af i Luthers lære.

Borgerskabets privilegium og pligt til at beskytte og styre underklassen med Guds ord i hånden levnede ikke plads til forskellighed i opfattelser eller politiske ståsteder. Individet var endnu ikke interessant, hvis det ikke henvendte sig til Gud. Magtbalancen mellem mennesker var ifølge Luther en nødvendighed for et sammenhængende, religiøst samfund, selvom menneskers individuelle forhold til Gud skulle være ligeligt. Ulighed var en forudsætning for sammenhængskraften, fordi mennesker grundlæggende er egoister, der til enhver tid vil hytte sig selv der, hvor mennesket er sat. Derfor må enhver relation kunne henføres til under- og overordnede præmisser, da et feudalt samfund ellers dør.

Rent samfundsmekanisk havde Luthers tanker altså intet med lige muligheder, talefrihed eller frihedsrettigheder i øvrigt at gøre, men hans grundtanker om, at enhver måtte tilegne sig grundlæggende viden om kristendommen sideløbende med en realistisk fornemmelse af egne samfundpligter, pegede alligevel i retningen af lighed.

Borgerskabets privilegium og pligt til at beskytte og styre underklassen med Guds ord i hånden levnede ikke plads til forskellighed i opfattelser eller politiske ståsteder.

Majbritt M. Nielsen

Et menneske blev myndiggjort af at tage Gud til sig og dette legitimerede vedkommendes (oftest ringe) samfundsposition og ansporede samtidig vedkommende til at følge samfundets hierarki og underordne sig. Gud havde skabt forskellighed og den orden måtte ikke udfordres. Mellem adel og præst, borgerskabet og bonden og mellem mand og kone i hjemmene var lydighed over for overordnede altafgørende og i Guds mening. Dette hierarki kastede også beskyttelse til de underordnede af sig, men altså ikke i større omfang end den autoritære “gensidighed” kunne bestå. At alle mødte ligeligt frem for Gud berettigede altså ikke en samfundsbåret lighed, snarere en forståelse af at samfundet måtte være ulige for at lykkes.

Selv om meningen med livet og regelsættet for dette var leveret af Luthers tanker om individets forhold til Gud, var disse tanker ikke mere individbåret, end at det skulle være den rigtige Gud, man plejede et forhold til. Luther udtalte sig allerede fra starten af sin prædikekarriere meget negativt om jøderne, om hvilke han sagde, at de var løgnagtige.

I 1543 udgav han bogen “Jøderne og deres løgne”, hvori jøder får en hård medfart, fordi de tolker Det Gamle Testamente forkert og ikke vil indse, at Kristus er den reddende skikkelse, testamentet fremsætter profetier om. Han opfordrer faktisk decideret til forfølgelse og undertrykkelse af jøderne, hvilket er en holdning, eksempelvis nazisterne tog Luther til indtægt for, og fremsatte på ny.

Med tiden ændrede Luthers holdning sig lidt frem og lidt tilbage, men det er almindelig anerkendt i dag, at folkekirken får en distræt mine, når den konfronteres med disse sider af den revolutionære. Som Paulus opfordrede de første menigheder, opfordrer kirken i dag troende til at sortere i de mange skrifter, Martin Luther nåede at kaste af sig, inden han døde i 1546.

I løbet af 1800-tallet turde flere mennesker med tesebårne tanker at udfordre kirken. De fortolkede deres eget kristne tilhørsforhold og samlede sig i grupper, der kan opfattes som en spæd start på borgernes egen organisering efter interesser i et demokratisk samfund.

Efter Grundloven i 1849 gav grupperne ret til at tilhøre den kirke og den præst, der havde samme forståelse af Guds ord og de samfundsroller, de prædikede, var individets forhold til Gud sat mere fri end nogensinde før. Grundloven cementerede den evangelisk-lutherske kirke som folkets kirke og gav altså danskerne trosfrihed, selvom de dog stadig måtte støtte den igennem skatter. I dag er det valgfrit, om man ønsker at indbetale kontingent til Guds hus. Samme lighedstanke og erfaring med at organisere sig førte også til kvindernes krav om stemmeret og efterlevelsen af dette i 1915. Men det er en anden historie om demokrati, jeg måske kaster mig over næste gang.

Religionsfrihed er i dag en grundlæggende frihedsrettighed. Her i landet var der religionstvang, omend det lyder forfærdeligt, indtil 1849. Kongeloven af 1665 dikterede trostvang og Christian d. 5.’s Danske Lov fastsatte sanktioner for udøvelse af fremmede religioner. Det er stadig § 67 fra 1849 i Grundloven, der giver os retten til at være udøvende religiøse eller helt at undlade det. Religionsfrihed er også retten til ikke at være religiøs.

I europæiske lande er det oftest sådan, at den internationale lovgivning på området yder statsborgere en større beskyttelse, end den nationale lovgivning kan. Menneskerettighedskonventionens artikel 9 anvendes således ofte, selvom den principielt er underordnet Grundlovens § 67.

Martin Luther havde mange gode tanker om religion og menneskelige instansers kapitalisering på denne. Det virker stadig kontraintuitivt, at en Gud, der elsker sine skabninger, skulle elske de af dem, der kan betale, mere end dem, der efter Guds eget ord ikke skal hindres i at komme til ham. Ligesom de 10 bud kan ses som en slags tidlige bud på borgerrettigheder, kan Luthers teser ses som en spæd start på den demokratiske tænkning, vi ikke ville være foruden i dag.

God reformationsdag!

---------

Majbritt Maria Nielsen er jurastuderende og har arbejdet med juridisk formidling og lovgivning. Hun er tidligere kampagneleder for Liberal Alliance. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.