Debat

Debat: Brug for grundig oprydning

ROD: Forsvaret er blevet syltet ind i uigennemskuelige ledelseslag, stabe og støttestrukturer, der har kostet dyrt på sammenhængskraften og effektiviteten, skriver major og byrådsmedlem Steen Holm Iversen.

Kravet til forsvarsminister Trine Bramsen må entydigt være, at hun skal rydde op nu, mener Steen Holm Iversen.
Kravet til forsvarsminister Trine Bramsen må entydigt være, at hun skal rydde op nu, mener Steen Holm Iversen.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Sofie Hvemon
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Steen Holm Iversen
Major i Forsvaret og medlem af Varde Byråd

Tirsdag i sidste uge var en historisk dag for Danmark og for Forsvaret.

Det blev dagen, hvor en generalløjtnant på orlov og civilt ansat koncernstyringsdirektør blev fyret på gråt papir sammen med direktøren for Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Det skete på baggrund af en redegørelse udarbejdet af en departementschef, der både burde og kunne have betjent sin minister bedre, både efter hans egen, men ikke mindst også efter hans ministers opfattelse.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Sagen eksploderede i medierne
Store dele af den samme departementschefs redegørelse må i øvrigt antages at være identisk med indholdet af den mail, som han modtog 4. november fra den nu fyrede koncernstyringsdirektør – men som han efter eget udsagn glemte at læse.

Beklageligvis nåede man heller aldrig til punktet om Rigsrevisionens undersøgelser på de møder, som departementschefen deltog i.

Indførelse af “styrelsesmodellen” i Forsvaret og afskaffelse af den militære kontrol og Forsvarschefens helhedsansvar har på alle måder ramt alle niveauer i Forsvaret. 

Steen Holm Iversen
Major i Forsvaret og medlem af Varde Byråd

Han fandt det øjensynlig heller ikke påkrævet senere at sætte sig dybere ind i sagerne om Rigsrevisionens undersøgelse af mulig svindel, og den famøse mail fra formodentlig en af hans nærmeste blev aldrig læst.

Sammenfattende fik forløbet, efter departementschefens eget udsagn, den konsekvens, at han måtte hasteorientere ministeren en sen aften i London efter Nato-topmødet om sagen, der ville eksplodere i medierne den næste dag.

Det sker ikke hver dag.

Konsekvenser af strukturomlægningerne
Det blev også dagen, hvor omverdenen mærkede konsekvenserne af de strukturomlægninger i Forsvaret, som Trine Bramsen selv under Nick Hækkerups ledelse og sammen med en enig øvrig forligskreds og Enhedslisten gennemtvang i 2013 og 2014.

Strukturomlægningerne blev gennemtvunget til trods for utallige advarsler fra mange sider, herunder Forsvarets egne personelorganisationer.

Indførelse af "styrelsesmodellen" i Forsvaret og afskaffelse af den militære kontrol og Forsvarschefens helhedsansvar har på alle måder ramt alle niveauer i Forsvaret. Selv de laveste taktiske niveauer er ikke gået ram forbi.

Forsvarets ansatte og enheder er så at sige blevet syltet ind i et utal af uigennemskuelige ledelseslag, stabe og støttestrukturer, der samlet set har kostet dyrt på Forsvarets sammenhængskraft, ledelseskraft, ressourcer, effektivitet og i sidste ende på kampkraften.

Og det til et punkt, hvor det er blevet til et spørgsmål om liv eller død – eller et spørgsmål om at tabe eller at vinde.

Tør vi lade være med at forberede os?

At tabe eller vinde
I særlig grad er spørgsmålet om at "tabe eller vinde", Forsvarets størrelse, robusthed og ledelsesineffektivitet blevet udstillet efter 2014.

Ruslands invasion af det østlige Ukraine og annektering af Krim har genskabt konturerne af fordums kolde krig, vi alle troede, var historie.

Det har genskabt behovet for et territorialforsvar, en konventionel volumen og robusthed, ikke mindst evnen til at håndtere udvikling af en international situation – fra fred til krise, fra krise til krig og i sidste ende til et forsvar af rigsfællesskabet.

Efterretningsvurderinger fastslår, at dette scenarie er usandsynligt, men omvendt forudså man ikke hverken Murens fald, krigen imod terror eller Ruslands annektering af Krim, og behovet for både militære forberedelser såvel som forberedelse af det civile beredskab er utalte.

Sammenligner vi os med vores nordiske naboer, er forskellighederne i tolkningen af situationens nødvendigheder slående, og et forsvar uden en effektiv ledelsesstruktur, og som er konstant ramt af skandaler, gør ikke opgaven hverken mindre eller nemmere.

Der skal ryddes op nu.

Derfor var der stille på de sociale medier
Tirsdag var også en dag, hvor der var stille på de sociale medier.

Det var der dels på grund af debatkulturen i Forsvaret, men også fordi mange føler sig triste over endnu en stribe af sager, der trækker Forsvaret og dets mange ansatte igennem sølet og den offentlige mediemølle.

Men nok også, fordi de fleste nok var både overraskede og lidt usikre over for den ledelsesmæssige konsekvens, som pludselig blev vist i toppen.

Desværre skulle den komme fra politisk hold, men det er ikke dagligdags kost i Forsvaret, trods ineffektivitet eller åbenlyst ressourcespild.

Fyringer skal ske på ordentligt grundlag
De fyrede skal retfærdighedsvis have mulighed for at rense deres navne. Dette bør ikke ske igennem en høring eller kuglegravning, men som en uvildig dommerledet undersøgelse.

Det er vigtigt både at have en objektiv og garanteret uvildig person for bordenden for en undersøgelse, for deres handlinger skal ikke bedømmes eller vurderes af den selvsamme departementschef, som må siges at have en interesse i at rette op på den "helhed", som han, efter eget udsagn, ikke så igennem hele forløbet.

Har man begået noget ulovligt, skal man stilles for en domstol. Det er der nogen, der øjensynlig har, og har man svigtet sine foresattes tillid, og eksempelvis forsøgt at skjule eller opgivet direkte urigtige oplysninger til Folketinget og Rigsrevisionen, skal det ikke gå upåagtet hen.

Men fyringer skal ske på et ordentligt grundlag, og så alle sider af sagen er belyst.

Behov for et tveægget sværd
Ministeren har brug for et tveægget sværd for at rydde op, så hendes afgørelser ikke alene baseres på den redegørelse og det partsindlæg, som hendes departementschef har fremlagt.

Alt andet er ikke længere en løsning – hverken for Forsvaret eller for dets mange dedikerede og engagerede ansatte, der hver dag sikrer Danmarks frihed og selvstændighed – til lands, til vands og i luften. Tilliden til ledelsen er historisk lav.

Mediernes dækning, ministerens og departementschefen egne udtalelser og ikke mindst den 16 sider lange redegørelse, der er fremlagt, giver os et indblik i, hvad der er foregået, og det forholder vi os til.

Hvad der i virkeligheden er sket – det ved dog kun de implicerede.

Ryd op med det samme
Man kan i den grad undre sig over, at denne sag overhovedet når det politiske niveau, før der bliver handlet. Har ministeren mon "fyret" de rigtige?

Er respekten over for Folketinget, Rigsrevisionen og dermed borgerne i dette land i virkeligheden eroderet på de helt centrale pladser i centraladministrationen og Forsvarsministeriets departement?

Udgør Forsvaret et unikt problem, eller har Moderniseringsstyrelsens organisering af det statslige område igennem de sidste 20 år i virkeligheden en mørk bagside, vi først ser nu?

Kravet må være entydigt til ministeren: Ryd op – og ryd op nu.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Steen Holm Iversen

Kandidat til Europa-Parlamentet (K), sektionschef, Danske Artilleriregiment, Oksbøl Kaserne, kandidat til Europa-Parlamentet for Konservative, byrådsmedlem (K), Varde Kommune, major
reserveofficer (Kamptroppernes Reserveofficersskole i Oksbøl 1987), premierløjtnant af linjen (Hærens Officersskole 1993)









0:000:00