Kommentar af 
Maria Reumert Gjerding

Maria R. Gjerding: Danske børn lider af naturmangel

KOMMENTAR: Danske børn opholder sig betydeligt mindre i naturen, end deres forældre gjorde. Det er ikke bare synd for børnene, men også på lang sigt et problem for naturen, skriver Maria R. Gjerding.

<b>SYMBIOSE: </b>Børn og natur er en stærk kombination, der gavner alle.
SYMBIOSE: Børn og natur er en stærk kombination, der gavner alle.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Maria Reumert Gjerding
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Denne uge har vi i Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet inviteret over 188.000 børn ud i naturen, og indtil videre har det været en fest.

Glade, ivrige børn med røde kinder og kæmpestore grin er hele ugen myldret ud i naturen. Fra Nordjylland til Sydjylland – fra øst til vest. De har drønet op og ned af bakker og træer, ud i vandhuller, hen over strandene, i parkerne og i engene.

Ja – børnene har taget for sig af retterne med en iver, som havde de nærmest aldrig været i naturen før.

Og det har mange af dem faktisk stort set heller ikke.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Kun 29 procent af børnene kommer ud i naturen hver dag i løbet af sommerhalvåret. Da deres forældre var børn, var 36 procent ude hver dag.

Maria R. Gjerding

Børn får nemlig alt for lidt natur. Vi har lavet en undersøgelse, der viser, at kun 29 procent af børnene kommer ud i naturen hver dag i løbet af sommerhalvåret. Da deres forældre var børn, var 36 procent ude hver dag, mens 55 procent af bedsteforældrene kom ud dagligt. Det skal vi have ændret på, fordi vi jo ved, at børn, der jævnligt leger i naturen, bliver både sundere, gladere og klogere. Og hvem ønsker ikke det for sine børn?

Det står faktisk værst til i hverdagen. Da bedsteforældrene var børn, brugte de en time i naturen på hverdage. I dag er de 5-12-årige kun ude en halv time, og hver fjerde barn kommer stort set ikke ud i naturen på hverdage. Det kan jeg næsten ikke bære, fordi jeg jo selv var stærkt naturafhængig som barn og ved, hvad naturen gjorde ved mig og for mig. De oplevelser ønsker jeg for alle børn, og jeg tror, at vi tager noget fra dem ved ikke at introducere dem til naturen.

Behovet for naturen er grundlæggende for os. Det er skrevet ind i vores DNA. Men vores måde at leve på har rykket os så langt væk fra naturen, at den mentale sundhed er udfordret som aldrig før, og meget tyder på, at vi er ved at sætte flere generationer af børn og unge over styr naturmæssigt.

Peter Qvortrup Geisling
Læge

Eller som tv-lægen Peter Qvortrup Geisling har sagt til os "Behovet for naturen er grundlæggende for os. Det er skrevet ind i vores DNA. Men vores måde at leve på har rykket os så langt væk fra naturen, at den mentale sundhed er udfordret som aldrig før, og meget tyder på, at vi er ved at sætte flere generationer af børn og unge over styr naturmæssigt".

Det er heller ikke sundt for naturen, at børnene sidder inde på deres værelser. I min optik er det en helt afgørende del af løsningen på klima- og biodiversitetskriserne, at vi har børnene med. Børn skal vide mere om naturen, dens ressourcer og kredsløb. For børn, der kender og elsker naturen, er også bedre til at passe på den.

Der er heldigvis begyndt at komme mere fokus på at få børnene ud af huset. Forleden bragte Politiken en historie om, at børn faktisk har ret til fritid – at det simpelthen er nedfældet i Børnekonventionen. Den var ny for mig, men jeg kan da ikke være mere enig. Vores undersøgelse viser nemlig, at børns skemalagte fritid er en væsentlig hæmsko for at komme ud i naturen, dels på grund af mange faste aktiviteter, dels på grund af de voksnes frygt for at sætte børnene fri.

Børn skal da ikke altid "gå til" noget, og de skal da slet ikke sidde bag en computerskærm hele deres fritid. I min optik skulle de have lov at løbe ud eller tage far og mor i hånden og gå ud i naturen. Det har vores børne- og socialminister, Mai Mercado, heldigvis fokus på, og ministeren tænker i partnerskaber mellem det frivillige Danmark og natur- og friluftsforeninger, fonde og kommuner som oplagte muligheder for at få den nedadgående brug af naturen vendt.

Det er sådan set det, vi gør med Naturens Dag, og i år har særligt mange skoler og institutioner sluttet op om Naturens Dag, og der er rekordmange børn med. Vi samarbejder på kryds og tværs og har hele ugen – som Naturens Dag jo reelt varer – haft hundredevis af arrangementer med lokale aktører indover.

Det er klart, at når vi på søndag slutter festen med et brag af ture og pragtfulde arrangementer over hele landet, så er håbet jo, at naturen har sat sig så stærkt i børnene, at de vil rykke i deres forældre for at komme ud igen næste uge. Det er helt centralt, for hvor børnenes naturbegejstring er helt deres egen, så er de voksne nøglen til at få dem derud. Det giver glade naturbenyttere her og nu og gode naturbeskyttere på sigt.

--------

Maria Reumert Gjerding er præsident i Danmarks Naturfredningsforening. Hun er tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten, hvor hun var ordfører for blandt andet miljø, klima og grøn omstilling. Gjerding er desuden uddannet cand.scient. i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier fra RUC.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Maria Reumert Gjerding

Præsident, Danmark Naturfredningsforening
cand.scient i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier (RUC 2006)

0:000:00