Debat

Marie Krarup: Uffe Ellemann kortslutter Ruslandsdebatten

DEBAT: Uffe Ellemanns anmeldelse af Marie Krarups nye Ruslandsbog bærer præg af, at Ellemann mangler argumenter i forhold til sine modstandere og derfor går efter manden i stedet for bolden, mener Marie Krarup (DF).

Uffe Ellemann kommer med urigtige beskyldninger mod sine modstandere, fordi han ganske enkelt mangler argumenter i Ruslandsdebatten, mener Marie Krarup (DF).
Uffe Ellemann kommer med urigtige beskyldninger mod sine modstandere, fordi han ganske enkelt mangler argumenter i Ruslandsdebatten, mener Marie Krarup (DF).
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Marie Krarup (DF)
Forsvarsordfører og forfatter

Jeg har udgivet en interviewbog om Rusland og den nye kolde krig. Sigtet med bogen er at hæve debatniveauet ved at give plads til alle holdninger i debatten og ikke kun dem, som den tendentiøse presse synes om.

Bogen er fyldt med fakta og oplysning, noget som selv anmeldere må anerkende. Derfor bør bogen være i stand til at bidrage til, at debatten kommer op på et højere niveau end dér, hvor den har befundet sig det sidste halvandet år. I den periode har debatten nemlig været præget af to negative tendenser.

Manden i stedet for bolden
Den første er, at der gives utrolig stor plads til synspunktet om, at Rusland er ligesom Sovjetunionen, og at landet er frygteligt farligt for os og resten af Europa.

Det er sørgeligt at se Uffe Ellemann bruge tricket med at forsøge at tilsværte en stærk debatmodstander i stedet for at argumentere imod hans argumenter.

Marie Krarup (DF)
Forsvarsordfører og forfatter

De fleste, der ved noget om Rusland, er ikke enige i den påstand, men de bliver ikke interviewet eller inviteret til at deltage i TV-debatterne i lige så høj grad som dem, der har den neosovjetiske synsvinkel.

Den anden tendens er, at man ikke bruger argumenter imod sine modstanderes argumenter. Man går efter manden i stedet for bolden. I stedet for at forsøge at komme med belæg for og dermed sandsynliggøre påstanden om, at Rusland er lig med Sovjet, så kalder man modstanderne for ”nyttige idioter” eller ”betalt af Kreml” og andet komplet vrøvl.

Dermed bliver det meget let at fortrænge de stærke og velargumenterede personer fra debatten, uden at man er nødt til at tage stilling til eller modgå deres argumenter.

Urigtige oplysninger
Det er sørgeligt at se Uffe Ellemann bruge tricket med at forsøge at tilsværte en stærk debatmodstander i stedet for at argumentere imod hans argumenter. Det sker i hans anmeldelse af min bog ”Ny kold krig”, hvor han kommer med urigtige oplysninger om professor Paul Robinson fra University of Ottawa.

Ellemann påstår, at Paul Robinson er ansat ved en internetside med russiske synspunkter, der også har bragt stof af antisemitisk observans. Men Paul Robinson er IKKE ansat på ”Russia Insider”.

Internetsiden har uden hans vidende delt nogle af hans artikler. Paul Robinson har selv været opmærksom på den ubehagelige artikel på ”Russia Insider” og kritiseret den. Så Uffe Ellemanns påstande er ikke rigtige.

Men det lykkes ham at placere Robinsons navn i samme sætning som ordet antisemitisme. Det knytter en dårlig association til Paul Robinson. Og hvem orker at gå ind og kontrollere, om påstanden om en sammenhæng mellem Robinson og antisemitisme er rigtig? Der er simpelthen tale om forsøg på tilsvining i stedet for argumentation.

Man kan se Paul Robinsons svar her.

Ellemann mangler argumenter
Robinson er en klar og velunderbygget stemme i Ruslandsdebatten. Det kan man forvisse sig om ved at læse mit interview med ham i min nylige bog eller ved at se og læse hans indlæg på en konference i København 26. februar.

Tænk, hvis Uffe Ellemann havde forsøgt at argumentere imod Robinson i stedet for at bruge tilsvining. Hvad var der så sket?

Ja, der var vel sket det, at det var blevet tydeligt for alle, at Uffe Ellemann mangler argumenter. At han ikke kan klare sig i diskussionen, fordi han formentlig først og fremmest bygger på frygt og følelser – og nu også urigtige beskyldninger imod sine debatmodstandere - og ikke på fakta og viden. Det er for ringe. Ruslandsdebatten bør kunne føres på et højere niveau.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marie Krarup

Fhv. MF (DF, løsgænger)
sprogofficer (Forsvaret), cand.mag. i øststatskundskab, samfundsfag og religion (Københavns og Aarhus Uni. 1996 og 2006)

Uffe Ellemann-Jensen

Fhv. udenrigsminister (V), MF og partiformand
cand.polit. (Københavns Uni. 1969)









0:000:00