Kommentar af 
Martin Lidegaard

Martin Lidegaard: Danmark har ikke brug for en socialdemokratisk udenrigspolitik

KOMMENTAR: Jeppe Kofod (S) har bebudet en ny, socialdemokratisk udenrigspolitik. Men hvis Danmark skal gøre sin stemme gældende internationalt, kræver det national enighed om udenrigspolitikken. Kofod må huske på, han er Danmarks udenrigsminister, ikke Socialdemokratiets, skriver Martin Lidegaard.

Socialdemokratiet har store, historiske fortjenester, når det kommer til Europa. Her ses Jens Otto Krag underskrive Rom-traktaten i Bruxelles i 1972.
Socialdemokratiet har store, historiske fortjenester, når det kommer til Europa. Her ses Jens Otto Krag underskrive Rom-traktaten i Bruxelles i 1972.Foto: Nf/Nf-Nf/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Indrømmet. Jeg fik kaffen noget galt i halsen, da jeg forleden hørte udenrigsministeren lancere idéen om en ny socialdemokratisk udenrigspolitik.

Selvfølgelig har alle regeringer til alle tider spillet ud med deres udenrigspolitiske tanker og forslag til strategier, men så længe jeg kan huske, har alle også forsøgt at holde snæver partipolitik ude af ligningen.

Forklaringen er enkel: Danmark er en småstat. Hvis vi overhovedet skal gøre os nogle forhåbninger om at påvirke nogen eller noget, kræver det som minimum enighed indadtil. Et splittet Danmark har ingen chance for at gøre sig gældende på udebane – også derfor var Anders Foghs beslutning om at sende danske soldater i krig i Irak på det snævrest mulige mandat så kontroversiel – og katastrofal.

Men vi må altså forstå, at også når det kommer til udenrigspolitikken, ønsker Socialdemokratiet at gå sine egne veje. I sagens tjeneste vil jeg her undlade at dvæle yderligere ved, hvilke signaler den socialdemokratiske tilgang sender om egen selvtilstrækkelighed og i stedet forsøge at kigge lidt historisk på, hvad der mon så kunne ligge i en socialdemokratisk tilgang rent indholdsmæssigt.

Fakta
Martin Lidegaard (født 1966) er folketingsmedlem for Radikale Venstre og formand for Udenrigspolitisk Nævn. Han er tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. 

Debatindlæg kan sendes til: [email protected].

Og her bliver jeg faktisk lidt mere optimistisk, når jeg kigger på den socialdemokratiske historie.

Lad os bare starte med den internationale solidaritet. Den tidlige socialdemokratisme blev født i forståelsen af, at menneskehedens kæde aldrig var stærkere end det svageste led, at kampen mod armod og fattigdom var alles kamp, alle steder i verden, hvis den skulle lykkes. Fordi den økonomiske lighed i sidste ende var til alles fordel – også de riges. En erkendelse, der om noget er aktuelt i dagens debat om migration.

Den tidlige socialdemokratisme blev født i forståelsen af, at menneskehedens kæde aldrig var stærkere end det svageste led, at kampen mod armod og fattigdom var alles kamp, alle steder i verden, hvis den skulle lykkes. 

Martin Lidegaard (R)

Med andre ord: En socialdemokratisk udenrigspolitik må næsten uundgåeligt føre til et større fokus på de fattigste og mest marginaliserede mennesker i verden, herunder flygtninge. På højere udviklingsbistand og på strategisk at samtænke udviklings- og udenrigspolitik mod rent faktisk at nå FN’s 17 bæredygtighedsmål. Ikke mindst arven fra Svend Auken taler også for et fuldtonet dansk internationalt engagement for klimaet – baseret på høje ambitioner og konkret handling derhjemme.

Lad os derefter dvæle ved Socialdemokratiets store historiske fortjenester, når det kommer til Europa. Det var om nogen Jens Otto Krag – en af Danmarks største politiske skikkelser – der banede vejen for dansk medlemskab af EF og det stærkere europæiske samarbejde, der fulgte med.

Årsagen var indlysende: EF var – og EU er - fredens projekt, og Socialdemokratiet var fredens parti. EF var – og EU er – garanten for et stabilt marked og dermed den blomstrende udvikling for danske virksomheder og de deraf afledte jobs og danske velstand. Endelig var – og er - det fælles europæiske samarbejde om regulering af verdens største marked den største og eneste chance for at tøjle den skruppelløse kapital, så markedet bliver tjener i stedet for herre, for nu at citere en anden socialdemokratisk udenrigsminister, Mogens Lykketoft.

Der er altså al mulig grund til at tro, at regeringens nye udenrigspolitiske strategi vil tone rent flag om Europa og kaste sig ind i en markant mere positiv tilgang til det europæisk samarbejde.

Jeg ser for mig, hvordan Mette Frederiksen nu vil gå forrest i moderniseringen af det europæiske projekt, herunder tildeling af de nye nødvendige økonomiske ressourcer dér, hvor EU bedre kan kæmpe kampen i fællesskab for klimaet, for beskyttelse af EU’s grænser, for kampen mod skattely osv., osv.

Ligesom jeg går ud fra, at Socialdemokratiet om nogen vil bruge EU til at åbne og styrke de multilaterale institutioner og aftaler, der i dag ligger nødlidende i hver deres respirator: WTO, Paris-aftalen om klima, WHO og flere andre FN-organisationer. For ikke at tale om at arbejde for et større europæisk ansvar i Nato.

Endelig er der den traditionelle socialdemokratiske værdipolitik i udenrigspolitikken. Som Dignitys direktør, Rasmus Grue Christensen, i sidste uge glimrende gjorde rede for her på Altinget, er der mange muligheder for at forbedre den danske indsats for menneskerettigheder, både når det handler om at flytte EU til at have en mere konsekvent stemme, og når det handler om at bruge Danmarks eget diplomati og myndighedssamarbejde til at fremme danske værdier i den nye verdensorden.

Så kigger man på den socialdemokratiske historie, kan man måske godt begynde at glæde sig alligevel.

Læs også

To store spørgsmål melder sig imidlertid:

For det første, vil den nuværende regering overhovedet abonnere på sin egen historie? Indtil nu har det jo ikke just været en højere udviklingsbistand, ambitioner for klimaet og et helhjertet europæisk engagement, der har præget foretagendet.

Og dernæst: Var alt dette i virkeligheden socialdemokratisk udenrigspolitik, eller var det netop ikke dansk udenrigspolitik? Formuleret gennem lange forhandlinger over midten i dansk politik og med opbakning fra alle de gamle partier. Og er det ikke netop derfor, at dansk udenrigspolitik har været en succes, og at kampen for dansk sikkerhed, dansk velstand og danske værdier har stået så stærkt udadtil?

Eller sagt med andre ord: Jeppe Kofoed er ikke udenrigsminister for Socialdemokratiet, han er udenrigsminister for Danmark.

Det bør også være udgangspunktet for den næste udenrigspolitiske strategi.

-----

Martin Lidegaard (født 1966) er folketingsmedlem for Radikale Venstre og formand for Udenrigspolitisk Nævn. Han er tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Kofod

Selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP (S)
BA.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i public administration (Harvard 2007)

0:000:00