Kommentar af 
Martin Lidegaard

Martin Lidegaard: Macron har ret – stop EU-hykleriet

KOMMENTAR: Det er befriende at læse Macrons melding om sin uforbeholdne støtte til institutionen EU i en tid, hvor hykleriet fra yderpartierne ellers blomstrer i fuldt flor, skriver Martin Lidegaard.

Det er historisk ganske enestående, at vi har institutionen EU til at tale om tingene i stedet for at slås med hinanden. Derfor er Macrons støtte til EU så befriende, skriver Martin Lidegaard.
Det er historisk ganske enestående, at vi har institutionen EU til at tale om tingene i stedet for at slås med hinanden. Derfor er Macrons støtte til EU så befriende, skriver Martin Lidegaard.Foto: Gonzalo Fuentes/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det var rent ud sagt befriende at læse den franske præsident Macrons opråb til alle europæere i sidste uge.

Mens diverse politiske kommentatorer forbløffet forsøgte at forklare, hvorfor præsidenten dog greb til den ekstreme handling at skrive et læserbrev til hele Europa, kunne man med lige så stor ret spørge sig selv, hvorfor flere statsledere og ministre i EU aldrig gør det.

Hvorfor har vi ikke set Lars Løkke Rasmussen i et fælles klimaopråb til befolkningerne i alle de andre europæiske lande, eller skatteministeren argumentere for en fælles europæisk selskabsskat i de europæiske aviser? Det er jo netop den form for fælles demokratisk debat, som Europa hungrer efter.

Det befriende ved Macrons melding er den uforbeholdne støtte til institutionen EU, til familien Europa. Her er endelig en europæisk leder, der i stedet for at tale alle kritikerne af EU efter munden turde tale dem direkte imod.

Fakta
Martin Lidegaard (f. 1966) er næstformand for den radikale folketingsgruppe, tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Herhjemme har vores statsminister ganske vist med befriende tydelighed gjort det klart, at det ikke bliver med ham i spidsen, at vi skal have en folkeafstemning om Dexit − og det må vi så håbe, han mener mere alvorligt end udsagnet om, at han ikke ville være statsminister for enhver pris.

Men Løkke har ikke taget livtag med kritikerne. Han har ikke turdet tale dem direkte og offensivt imod og gjort den præmis klar, som Macron gør: Vil vi virkelig gøre en indsats for at løse tidens store problemer, kan det kun gøres gennem en fælles europæisk indsats.

Ingen af de europæiske lande kan alene håndtere klima, migration eller de nye sikkerhedstrusler i en verden, der vokser med eksplosiv hast, og hvor kaos råder øst, vest og syd for os.  

Martin Lidegaard (R)

Ingen af de europæiske lande kan alene håndtere klima, migration eller de nye sikkerhedstrusler i en verden, der vokser med eksplosiv hast, og hvor kaos råder øst, vest og syd for os.

Det er ikke nok at tåle vores europæiske familie. Den skal aktiveres og styrkes. Vi må dele vores suverænitet med vores europæiske søstre og brødre, hvis vi skal vinde suverænitet over vores fælles udfordringer.

Og det er derfor, at tidens EU-kritik er så hyklerisk. Det er ikke til at bære, når Enhedslisten kalder EU for ”skadelig” og gør alt for at undergrave EU's autoritet, samtidig med at partiet kalder til fælles europæisk og international samling mod økonomisk kriminalitet og skatteunddragelse.

Hallo, er der nogen i Listen, der har fulgt Margrethe Vestagers og Europa-Kommissionens kamp mod Google, Apple og Facebooks forsøg på at unddrage sig enhver form for regulering, herunder skatter? Eller kan de røde kamphaner finde én eneste stormagt eller myndighed, der med større autoritet end EU har ført an i kampen for international regulering til det fælles bedste, ikke bare når det handler om at betale sin skat, men også om sikre tålelige standarder inden for klima, sociale forhold og alt muligt andet?

Og er Dansk Folkepartis problem i virkeligheden, at EU siden 2015 faktisk har reduceret antallet af illegale migranter, der krydser Middelhavet med 95 procent, hvorfor partiets heroiske kamp mod de udskammede flygtningebørn på Sjælsmark og resten af Danmark efterhånden forekommer noget patetisk i vælgernes øjne?

Eller vil Europas højrepopulistiske partier i virkeligheden gerne have, at EU fejler, for så får de ret – og dermed flere vælgere?

Guderne skal vide, at EU er alt andet end perfekt. Ligesom i det danske folketing kan vi alle sammen med sikkerhed finde dele af den demokratisk valgte politik, som vi ikke er enige med. Dertil kommer, at der også er medlemmer af familien, som er svære at tåle og elske, fordi de undsiger deres ansvar og vores fælles værdier og regler.

Men Macron har så evigt ret i, at det sjældent løser nogen familiære problemer helt at forlade familien. Tværtimod har vi alle brug for en familie; for den styrke og robusthed, som den giver.

Europa har et fantastisk potentiale. Alle de kriser, vi har oplevet og håndteret de forgangne år − finanskrisen, klimakrisen, migrantkrisen og Brexit; alle havde været langt sværere at håndtere, hvis ikke umulige, uden EU. Også selvom samarbejdet er besværligt, og de 28 medlemmer er så forskellige – eller måske netop derfor.

Det er historisk ganske enestående, at vi har institutionen EU til at tale om tingene i stedet for at slås med hinanden.

Et samlet Europa er kort sagt forudsætningen for den fred, stabilitet og velfærd, som borgerne i Europa nu − for første gang i kontinentets historie – har oplevet syv årtier i træk.

Meget taler for, at et stærkt og viljefast Europa også er forudsætningen for at sikre den bæredygtige udvikling, som resten af verden også kalder på.

Lad os derfor bruge vores fælles danske kræfter på den kamp, ikke på en ørkenløs diskussion for og imod vores geografi og europæiske familie som sådan.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

0:000:00