Martin Lidegaard: Uden Midten bliver udlændingepolitikken en gøgeunge

I sidste uge udgav jeg bogen Lad os mødes på Midten, der siden er blevet diskuteret rimelig heftigt både på Borgen og i diverse medier. For hvorfor denne ambition? Og hvorfor denne timing? Er det ikke netop nu, op til det kommende folketingsvalg, at vi skal dele os efter anskuelser og lade vælgerne sammensætte Folketinget, hvorefter vi så kan finde det nødvendige flertal til at danne en regering med de tilhørende politikker? Hvorfor dette ”kissejav”, som en anmelder udtrykte det?

Svaret er enkelt. Formålet er ingenlunde at dæmpe partiernes lyst og motivation til at fremme egne mærkesager og værdier, endsige at gå til valg på det, tværtimod! Vi har brug for at styrke det politiske lederskab, tydeliggøre de politiske forskelle og fremlægge vores forskellige visioner for Danmark. Det er det, vi radikale har gjort i planen Fremad!

Men i de forgangne mange valgkampe er det med usvigelig sikkerhed lykkedes Dansk Folkeparti at plante udlændingepolitikken som dét uomgængelige centrum for hele valgkampen.

Resultatet har for mig været nedslående. Dels har udlændingepolitikken – som en anden politisk gøgeunge – skubbet alle andre væsentlige politikområder til side, så der dårligt er blevet plads til at diskutere klima, børn, uddannelse, social ulighed, EU eller økonomi – alle temaer med afgørende og varig betydning for danskerne.

I de forgangne mange valgkampe er det med usvigelig sikkerhed lykkedes Dansk Folkeparti at plante udlændingepolitikken som dét uomgængelige centrum for hele valgkampen.

Martin Lidegaard

Dels har debatten været så forpestet og polariseret, at det over tyve år ikke er lykkedes at mødes på midten om en konsolideret udlændingepolitik, der både rummer en effektiv kontrol med antallet og en langt mere helhjertet indsats for integrationen. Det er skidt, fordi tingene hænger sammen.

Hvis vi forsøger at begrænse antallet gennem en bunke symbolpolitiske forslag, der knægter vores grundlæggende frihedsrettigheder, efterlader sagesløse børn under usle forhold på Sjælsmark og forhindrer danske statsborgere i at bo med deres elskede i landet, sår vi samtidig gift for den nødvendige integration – og for os selv.

Forstå mig ret; udlændingedebatten er vigtig og skal selvfølgelig også være en del af valgkampen, men tænk, hvis vi kunne gøre det på en måde, hvor vores værdier og forskelligheder blev sat i spil og befrugtede hinanden i stedet for den skyttegravskrig, som vi er vant til.

Martin Lidegaard

Hvis vi omvendt valgte at kontrollere antallet gennem EU og ved systematisk at lægge vores politik for familiesammenføring på nogenlunde samme niveau som andre europæiske lande, kan vi undgå at blive en magnet uden at ramme udsatte børn og gøre livet surt for de danskere, der formaster sig til at blive forelsket i en person fra et andet land. 

Sagen er, at der slet ikke er så entydigt et bredt flertal på udlændingeområdet, som mange gerne vil give indtryk af. Et meget stort flertal ønsker kontrol med antallet, herunder også mit eget parti.

Et andet stort flertal – minus DF – ønsker at fremme integrationen, hvorfor man på det sidste har hørt både V og S undsige DF's ønske om for eksempel at sløjfe den succesfulde integrationsgrunduddannelse (IGU).

Et tredje flertal – minus EL og DF – mener, EU spiller en væsentlig rolle, fordi det jo faktisk er lykkedes EU at reducere antallet, der søger mod Europa, med 95 procent, siden tallet var højest. De eneste partier, der er med i alle flertal, er de såkaldt gamle etablerede partier.

Det er derfor, jeg appellerer til, at de partier bevæger sig mod midten, så vi måske frem mod næste valg kan tale om andet end udlændinge, så vi kan få en valgkamp, der også handler om, hvordan og hvor hurtigt vi skal gøre Danmark til et strålende fyrtårn på det grønne område, om de massive besparelser på børn og uddannelse, om uddannelsesloftet, og om hvordan vi mangler mennesker i både den offentlige og private sektor.

Forstå mig ret; udlændingedebatten er vigtig og skal selvfølgelig også være en del af valgkampen, men tænk, hvis vi kunne gøre det på en måde, hvor vores værdier og forskelligheder blev sat i spil og befrugtede hinanden i stedet for den skyttegravskrig, som vi er vant til. Og at vi efter valget måske ligefrem kunne lave et nationalt kompromis på området.

Vi har skabt et af verdens bedste samfund. Det er bygget på et fundament af frihed, lighed og tillid – og på en enestående tradition for at lytte til hinanden og finde hinanden på Midten. Det forpligter.

-----------

Martin Lidegaard (1966) er næstformand for den radikale folketingsgruppe, tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard blev valgt til Folketinget første gang i 2001, men har undervejs i sit politiske virke også været medstifter og formand for Danmarks grønne tænketank Concito. Før sin politiske karriere arbejdede han som informationschef i Kommunernes gensidige Forsikringsselskab og siden i Mellemfolkeligt Samvirke, hvor han også var vicegeneralsekretær. Martin Lidegaard er født og opvokset på Krogerup Højskole og cand.comm. fra RUC.