May har tabt EU-skilsmisseaftalen på gulvet. Hvad sker der nu?

BRUXELLES: Underhuset har talt. 432 af de britiske parlamentarikere har sagt nej tak til udtrædelsesaftalen med EU. Kun 202 stemte ja. Spørgsmålet er, hvordan vi kommer videre herfra. 

Skal vi så til at forhandle aftalen igen?
Det er nok ikke det første, der kommer til at ske. Der er nul lyst til at åbne den 585 sider lange skilsmisseaftale fra EU-hold, efter at det tog halvandet år og intense forhandlinger at få den på plads. Linjen har været benhård fra EU-siden, at det er den her aftale eller ingenting. Men jo tættere vi kommer på Brexit-dag, 29. marts, jo større vaklen i geledderne kan der opstå. Ikke mindst nu, hvor briterne så højt og tydeligt har sagt nej til aftalen. Så vil det virke ualmindeligt tonedøvt fra EU-siden, hvis man bare bliver ved med at gentage mantraet om, at der ikke kan ændres et komma. Hvis der skal ændres noget, er det forhåbningen, at der i stedet kan files på den meget kortere og ikke bindende politiske erklæring om det fremtidige forhold. 

Kan de ikke bare stemme igen?
Det var længe den klare forventning. At May ville tabe en første afstemning. Så ville tidspresset begynde at kunne mærkes for alvor, markederne ville straffe politikerne for at skabe usikkerhed, May ville tage til Bruxelles og bede om nogle nye forsikringer – specielt om de nødforanstaltninger for at undgå en hård grænse mellem Irland og Nordirland, som gør rigtig mange sure. Det samlede pres plus indrømmelser fra EU ville så få stemningen til at vende nok i Underhuset til at få aftalen igennem. Det er dog ikke længere sandsynligt, efter aftalen er blevet fejet så eklatant af banen. Formodentlig skal der mere til.

Hvad skal briterne have for at stemme for?
Det er jo det, ingen ved! May har haft nogle idéer – blandt andet om en tidsbegrænsning på det såkaldte backstop, der skal sikre den åbne irske grænse ved at holde Nordirland i dele af det indre marked og resten af Storbritannien i et snævert toldsamarbejde med Unionen. Problemet set fra EU-siden er, at backstoppet netop er det sikkerhedsnet, der skal foldes ud, hvis der ikke er fundet en anden måde at undgå kontroller på grænsen, og som skal hænge der, til der er fundet en anden løsning. Hvis man trækker det væk, før den anden løsning er fundet, mister det sin funktion. Desuden er der ingen garanti for, at det er noget, der vil kunne få aftalen over stregen i Underhuset.

Hvad skal der så ske?
May har nu lovet at indkalde ledende skikkelser i det britiske parlament til konsultationer om, hvorvidt der er en model for Brexit, som kan trække et flertal i Underhuset. Det skal ske på tværs af partiskel, og det vil i så fald være første gang siden folkeafstemningen i 2016, at der bliver lavet sådan en øvelse. Det er dog langtfra sikkert, at det kan levere noget. Der er et utal af forskellige ønsker, og det giftige politiske klima i Westminster er ikke ligefrem hjælpsomt i sådan en situation. Samtidig er May under pres for at komme med en plan. Hun er nemlig blevet pålagt af et flertal i Underhuset at levere en køreplan efter højst tre arbejdsdage. Det vil sige senest på mandag. Dertil kommer, at enhver plan fra briterne, der adskiller sig fra skilsmisseaftalen, jo skal forhandles med EU-siden.

Men er det ikke noget med, at hun sidder lidt usikkert i sædet?
Jo. Hun har lige en mistillidsafstemning, som skal overstås onsdag. Det er Labour-leder Jeremy Corbyn, der anmodede om den kort efter, at afstemningsresultatet var kendt tirsdag aften. Det er også værd at holde øje med, hvad der sker internt i Det Konservative Parti, for eksempel om hun kommer til at miste endnu flere regeringsmedlemmer. Der er et pres fra nogen for, at hun tager konsekvensen af det gigantiske nederlag og går af. Det passer dog dårligt til hendes politiske personlighed, hvor hun som en slags politisk tumling efterhånden er vant til at blive slået ned og komme op igen. Efter at hun vandt en mistillidsafstemning i sit eget parti i december, er hun også fredet for egentlige mytterier i sit eget bagland i et år. 

Er vi ikke ved at have lidt travlt nu?
Jo! Der er 72 dage til den britiske exit. Selv hvis May havde fået aftalen over stregen tirsdag, ville vi have travlt. Den britiske regering har beregnet, at den har brug for omkring tre måneder for at få aftalen plus al følgelovgivningen omkring Brexit gennem systemet. Det har hun som bekendt ikke. Dertil kommer, at der også er en proces på EU-siden, hvor både Europa-Parlamentet og EU's ministre skal nikke til aftalen. Selv om begge er indstillet på at gøre det så hurtigt som muligt, kræver det jo, at der er sagt ja til noget fra London først.

Kan Brexit udsættes?
Ja. EU's udmeldelsesparagraf, artikel 50, giver mulighed for det. Det kræver, at briterne beder om det, og at der er enstemmighed blandt EU-landene. Både diplomater i Bruxelles og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har understreget, at der skal være noget at komme efter, der kan være en gamechanger, for eksempel et nyvalg eller folkeafstemning. Mere tid på at tærske langhalm på det samme er der ingen appetit på. Det kan dog være, at de bløder noget op på den holdning efter afstemningsresultatet, simpelthen fordi der ikke ser ud til at være nogen hurtige løsninger, og at man risikerer at løbe tør for tid.

Det skal dog helst være en helt kort forlængelse. Ellers kolliderer det med valget til EU-Parlamentet, som det jo ikke er meningen, at briterne skal være med til. De behøver ikke være ude 26. maj, hvor de sidste valg afholdes. Men de skal være væk, inden Parlamentet konstitueres i juli. Ellers står briterne som EU-medlem uden parlamentarikere – hvilket er traktatstridigt – og Parlamentet har givet deres sæder væk til andre lande – herunder Danmark. Det vil sige, at en længerevarende udsættelse vil lede til en større juridisk hovedpine.