Mediernes stigende irrelevans er deres egen skyld

”Jeg er nødt til at fokusere på det positive her i livet” udtalte en 23-årige kvinde ved offentliggørelsen af DR’s medieforskningsrapport, der udkommer en gang om året for at klarlægge danskernes medievaner. Kommentaren faldt i forbindelse med, rapporten viser, at antallet af danskere, der aktivt undgår nyheder stiger.

Folk er trætte af kriser mig her, og kriser mig der. Trætte af dommedagsretorik, clickbait-overskrifter og undergangsfortællinger. Seneste tal for Danmark fremhæver, at 20 procent af danskerne ofte eller sommetider undgår nyheder, mens næsten hver tredje unge aktivt fravælger dem. 49 procent angiver som årsag, at det skyldes, nyheder ødelægger deres humør.

Såkaldt ’news fatigue’ og ’news avoidance’ er efterhånden en realitet. En tendens Lisbeth Knudsen i flere år har kaldt et demokratisk problem.

Tendensen ses også blandt politikerne, som i højere grad undgår de traditionelle medier. I virkeligheden så vi allerede en art af det for fem år siden, hvor Henrik Sass Larsen meddelte, han kun ville give et interview per kvartal. Modtagelsen var voldsom. Medierne aggressive. Christiansborg-kollegaerne kritiske. Man kunne sørme ikke sådan afvise interviews. Hvad lignede det ikke, og man havde da aldrig hørt mage. Der herskede udbredt konsensus om, at han var helt galt på den.

Ingen gider at stille op til noget som helst. Eller jo, hvis det er Aftenshowet, eller et andet hygge-program. Men ellers orker politikerne ikke de traditionelle medier

Malene Møller Hall

Sass Larsens begrundelse var imidlertid, han oplevede, at det var svært at komme ud med sine budskaber i de etablerede medier. Der var ikke plads til nuancer, fortalte han. Men det var noget pjat, måtte han forstå. Altså ifølge mediecheferne. Men også ifølge de øvrige partier, som i den grad fandt Sass Larsens beslutning problematisk.

Fra SF til DF var partierne rørende enige om, at man stiller op overfor pressen. ”At lukke om sig og sit parti, det kan et demokrati jo ikke leve af," sagde Liberal Alliances gruppeformand, Leif Mikkelsen blandt andet, og fra rød stue til blå gang sagde man javel og bakkede op.

Sass Larsen selv replicerede med: ”Man skal passe på med at moralisere over andre politikere”, hvad der jo på mange måder er ældet med ynde, kan vi blot konstatere. 

For dengang var alle indpiskere af den demokratiske samtale, hvor nutidens mediebillede tegner sig en smule anderledes. Fascinerende er det også, at til trods for den massive kritik, så havde beslutningen ingen konsekvenser for Sass Larsen. Udsagnet var et af de første tydelige fravalg af de etablerede medier, og lagde den spæde kim til den spirende afvisning medierne i dag møder. 

Ingen gider at stille op til noget som helst. Eller jo, hvis det er Aftenshowet, eller et andet hygge-program. Men ellers orker politikerne ikke de traditionelle medier. Og da slet ikke interviews, der ikke kan planlægges.

De gode argumenter om demokratiske samtaler er blevet til pseudoargumenter. Alt for mange interviews handler om at fange den interviewede på det forkerte ben, eller lægge fælder ud, så de kan snuppes med fingrene i kagedåsen. Så er det meget lettere at Tweete og instagramme, være ung med de unge på TikTok og smide videoer på Facebook.