Debat

Messerschmidt: EU's dårlige tabere vil tage hævn over Ungarn

REPLIK: Radikales hævntogt mod Ungarn hører til den EU-ekstremistiske fløj, hvor føderale fantaster holder stand imod realiteterne, skriver Morten Messerschmidt (DF). Det ungarske valg er nemlig blot en afvisning af EU-landenes katastrofale fejl: at tillade uhæmmet islamisk indvandring.

Viktor Orbán gik ud af det ungarske valg som sejrherre. Og det får nu EU's dårlige tabere til at indlede et hævntogt, mener Morten Messerschmidt (DF).
Viktor Orbán gik ud af det ungarske valg som sejrherre. Og det får nu EU's dårlige tabere til at indlede et hævntogt, mener Morten Messerschmidt (DF).Foto: Lajos Soos/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Valget i Ungarn var en stor skuffelse – dog ikke for det store flertal af ungarerne, ikke for europæerne, men for den samlede hær af kommissærer, NGO’er, journalister, aktivister samt EU-partierne. Og ikke mindst Radikale Venstre.

De er ikke bare tabere; de er dårlige tabere. Lige indtil valgstederne lukkede, bevarede de et spinkelt håb om, at den store valgdeltagelse var et tegn på, at oppositionen til Viktor Orbán og regeringspartiet ville få en overraskende fremgang.

Og lige så ulideligt, som det var i dagene op til valget at høre og læse mediernes dækning af Ungarn – lige så fornøjeligt var det at se og høre de slukørede journalister, menneskeretsprofeter og eksperter forsøge at mumle sig ud af resultatet dagen derpå.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Nu vil de dårlige tabere have hævn, ungarerne skal afstraffes, og hævntogtet er i fuld gang. I Altinget opfordrer Morten Helveg Petersen og Martin Lidegaard ligefrem til økonomiske sanktioner.

Under overskriften ”Orbán-regering udgør europæisk sikkerhedsrisiko”, skriver de, at ”det er den sårbarhed, vi skal udnytte for at skubbe ungarerne ind i en demokratisk fremtid (...) skrappere sanktioner kan hjælpe ungarerne fri af Orbán-regeringens spændetrøje (...). Effekten af at ramme Ungarns nye regering på pengepungen vil være voldsom”.

Nok har Radikale sine meningsfæller i EU-Parlamentets såkaldt liberale gruppe, men deres holdninger hører til på den EU-ekstremistiske fløj, hvor højtråbende føderale fantaster i EU-sokker stadig holder stand imod realiteterne.

Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

De to radikale har fuldstændig ret: Effekten af at afstraffe Ungarn økonomisk vil være så voldsom, at den medfører undergangen for det EU, som vi kender. Det skal jeg ikke beklage, for jeg er jo netop blevet valgt på at ville rulle Unionen tilbage til fordel for de europæiske landes frie samarbejde: Mere Danmark og Ungarn, mindre Bruxelles og Union.

EU-ekstremisme 
Men Helveg og Lidegaard indrømmer da også, at deres udrensningsproces for et mere ”rent” EU har lange udsigter: ”Radikale Venstre kan ikke lægge presset på Ungarn alene,” skriver de i et kort glimt af virkelighedssans.

For nok har Radikale Venstre sine meningsfæller i EU-parlamentets såkaldt liberale gruppe, men deres holdninger hører til på den EU-ekstremistiske fløj, hvor højtråbende føderale fantaster i EU-sokker stadig holder stand imod realiteterne. Og skulle deres desperate forslag slippe ud af EU-Parlamentets osteklokke og nå op på et mere værdigt plan blandt landenes folkevalgte regeringsledere, så er de dømt til undergang. 

Ikke alene vil landene i Visegrad-gruppen af Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Polen forhindre sanktioner. Vi kan roligt forudse, at Østrig, Rumænien og Bulgarien også siger nej. Læg dertil de tre baltiske lande, som også er trætte af at blive presset af Tyskland – og vel også Danmark.

Alle vil de kunne pege på, at muslimske Tyrkiet har modtaget milliarder af euro, og at EU i over 30 år har fyldt den italienske mafias lommer.

Og forresten: Tror Helveg og Lidegaard, at den konservative gruppe i EU-Parlamentet, EPP, vil isolere eller endsige udstøde Ungarns regeringsparti? Det er jo ren fantasi.

Men lad os blot fantasere lidt:

Hvis et kvalificeret flertal af EU-landene straffer Ungarn, vil de også være nødt til at straffe Polen, Slovakiet og Tjekkiet. Alle tre lande har nemlig undsagt Bruxelles' og Berlins planer om at påtage sig byrden af en folkevandring, de ikke selv er skyld i. Ja, i Tjekkiet sagde 75 procent i en meningsmåling i december 2017 nej til EU's kvoter. I samme meningsmåling sagde henholdsvis 81 og 82 procent i Tjekkiet og Slovakiet og 74 procent i Polen nej til at modtage asylansøgere – heller ikke såkaldte krigsflygtninge – fra muslimske lande.

I en undersøgelse fra juni 2017 udført for det venstreorienterede ugetidsskrift Polityka svarede 56,5 procent (mod 40,4) ja til, at Polen skulle afvise at tage imod muslimske flygtninge, også selv om det betød tab af al EU-støtte. 51,2 procent (mod 37,6) svarede endda ja, også selv om det betød, at Polen måtte forlade EU!

Islamisk indvandring årsag til EU-krise
I det hele taget må vi forudse, at land efter land skal straffes af Radikale Venstre og EU-Kommissionen, efterhånden som indvandringskapitulanter bliver erstattet af indvandringsmodstandere.

For det er indvandring – og især islamisk indvandring – som er årsag til den hidtil største politiske krise i EU. Helveg og Lidegaard kan godt krydre deres indignation med lidt obligatorisk NGO-jammer.

Som den lodrette løgn, at der ikke er pressefrihed i Ungarn. Men har Ungarns folkevalgte ikke ret til at få indflydelse på nationalbanken og forfatningsdomstolen? Må de ikke skrive i deres forfatning, at ægteskab er en pagt mellem mand og kvinde? Må de ikke have valg i enkeltmandskredse? Må de ikke afkræve udenlandsk betalte NGO’er og universiteter regnskaber og regler, som gælder for Ungarns egne universiteter?

Den slags er EU, Helveg og Lidegaard velkommen til at kritisere. Men de emner er blot et skalkeskjul for, hvad der i virkeligheden gør Ungarn farlig for EU’s ekstremister: Ungarns afvisning af at begå samme katastrofale fejl som EU’s gamle kernelande ved at tillade en uhæmmet indvandring.

Kun fantasien sætter grænser
Og hvis vi fortsætter i Helvegs og Lidegaards drømmesyner om et udrenset EU, så må vi være forberedt på, at den nuværende Euro-zone ikke bliver større. For hvilket land tør herefter lade sig svinebinde af en fælles valuta og gøre sig sårbar over for Berlins, Den Europæiske Centralbanks og Bruxelles' afpresning?

Men måske er EU-ekstremisternes krav om at straffe de formastelige ungarere i virkeligheden et led i en strategi for at opnå en lutret, enig og stærk europæisk union med en sund kerne? Er det opfyldelsen af Macrons vision?

Måske håber de, at de ved at bortskære al den nationalistiske og populistiske råddenskab står tilbage med en sund stamme af lande, som med en fælles valuta, fælles udenrigs- og indvandringspolitik og åbne grænser søger mod en stadig tættere europæisk integration under fransk-tysk lederskab? 

For sande EU-ekstremister er det åbenbart kun fantasien, der sætter grænser. Men jeg ønsker dem i grunden held og lykke med deres luftige visioner, fuldt betrygget i min overbevisning om, at Danmark aldrig bliver at finde i sådan et selskab.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00