Messerschmidt: Køterne glammer, men karavanen drager videre

Af Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti
Medlem af Europa-Parlamentet

Vi har alle brug for en plads i samfundet, både en identitet og en sikker levevej. David Trads har fundet sin plads og levevej som angrebshund for det politisk korrekte Over-Danmark. Han tilhører det kobbel af venstreorienterede vagthunde, som i årtier har set det som deres opgave at opdrage danskerne, aktivt understøttet af statsmagtens medier og læreanstalter.

I årtier kunne de gøre det uimodsagt, men efterhånden er deres formynderi blevet mødt med stadig mere modstand. Flere folkeafstemninger og folketingsvalg har hensat vagthundene i en tilstand af chok og kortvarig lammelse, men der går altid kun kort tid, før de fortrænger deres nederlag og igen begynder at glamme, mere frække og selvsikre end nogensinde.

Forleden foregav David Trads her på Altinget at kommentere mine udtalelser i dagbladet Børsen om Danmarks muligheder og udfordringer efter Storbritanniens afsked med Den Europæiske Union. Det blev dog kun til en række perfide beskyldninger rettet mod min person, ikke mine holdninger.

Jeg vil ikke på forhånd bede David Trads om en undskyldning til den tid; det vil være omsonst, for selvkritik og evnen til anger ligger ikke i hans natur.

Morten Messerschmidt

Mit budskab i interviewet var kort og godt, at EU uden briterne er blevet et endnu mere utåleligt sted at være for danskerne, og at det absolut ikke behøver at føre til økonomisk ruin for Danmark at finde fællesskaber og alliancer uden for Bruxelles' snævre rammer.

Men hvordan kan det give anledning til en overskrift som ”Messerschmidt kammer over i populistisk pladder”?

Altinget har netop offentliggjort en meningsmåling, som viser, at et pænt flertal af danskerne ikke har mod på at følge briternes eksempel. Det forstår jeg godt; det er usikre tider, og vil fremtiden mon straffe briterne for deres enegang?

Men hvis jeg kun gjorde det i ”populistisk pladder” og bare fedtede for folkestemningen, mon så jeg ville driste mig til at skitsere en dansk fremtid uden for EU?

Er populisme ikke at tale med målingerne snarere end imod? Var jeg blot populist, skulle jeg nok hellere gå stille med min grundlæggende modstand imod den kunstige politiske skabning, som jeg anser Den Europæiske Union for at være. Men som politiker er det min opgave at forsøge at forandre en folkestemning, som er imod mine principper, også selv om det betyder tab af stemmer på valgdagen.

Når Trads under dække af en politisk kommentar om Danmark, Storbritannien og EU skriver om min ringe person, at ”Han havde fuppet løs for at tiltuske sig skatteborgernes penge”, kunne den uindviede og sagesløse læser få det fejlagtige indtryk, at jeg var afsløret i at have beriget mig selv på danske skatteborgeres bekostning. Men sagen er jo i virkeligheden, at EU har tilbage at afgøre dette enkle spørgsmål:

Er de politiske aktiviteter, som vi har afviklet for EUs penge, inden for reglerne - eller ej? Hvilken kasse skal betale for hvad? Dansk Folkepartis eller EUs kasser, gennem hvilke man så rundhåndet uddeler midler til reklame for EU-projektet? Er det da imod reglerne at tale EU imod? Disse er spørgsmålene.

Når de spørgsmål til min store utålmodighed bliver besvaret, og sagen omsider afdækket i sin helhed, så kan David Trads med fuld ret konkludere og kommentere. Jeg vil ikke på forhånd bede David Trads om en undskyldning til den tid; det vil være omsonst, for selvkritik og evnen til anger ligger ikke i hans natur. 

Der bør altid ringe en lille klokke i hovedet, når David Trads kommer på banen. Den ringer som en advarsel imod karakteristika, som vi normalt afskyr i vores civilisation: løgnagtighed og fejhed.

Som chefredaktør på Information iværksatte David Trads en smædekampagne og personforfølgelse af Henrik Gade Jensen, som mistede sit job som rådgiver for kirkeminister Tove Fergo. Under David Trads beskyldte Information Henrik Gade Jensen for at være højreekstremist og have nazisympatier.

Retten gav Henrik Gade Jensen total oprejsning, og Information måtte betale en sølle erstatning på 60.000 kroner for sine løgne, men Henrik Gade Jensen betalte en høj personlig pris for som nationalkonservativ at have talt det politisk-korrekte hundekobbel imod.

Fra David Trads hørtes imidlertid ingen undskyldende piben. Han stak halen mellem benene og var snart over alle bjerge på jagt efter nye madskåle, som han fandt på Syddansk Universitetscenter og Politiken.

På ægte fej køtervis afviste han ni år senere at deltage i DR’s program ”Hængt ud på forsiden” (som alle bør se igen), som afslørede løgnene i hans og Informations hetzkampagne. Først derefter kom han kortvarigt ud af sit hundehus med nogle journalistisk begrundede bortforklaringer, men ingen undskyldning.

David Trads' æreløse og umandige opførsel, hans personlige ansvar for løgnene og hans feje karakter vil for mig altid overskygge enhver af hans ytringer.

Jeg kan dog ikke sige mig fri for at blive vred og såret, når jeg bliver udhængt som gemen tyv; og dertil skuffet over, at en person som David Trads stadig kan finde ansættelse i medieverdenen. Men så beroliger jeg mig selv med et gammelt arabisk mundheld: Køterne glammer, men karavanen drager videre.