Messerschmidts farvel til regeringskontorerne

"Jeg kan umuligt være den eneste, der er dødtræt af, at hvis man skal besøge sin kære eller være så uheldig selv at være indlagt på hospitalet, så skal man trækkes med en hel beduinlejr ude i venteværelset, som fylder det hele. Og med en halv-aggressiv adfærd hele tiden skal vise sig mere eller mindre truende,”.

Sådan lød det blandt andet fra Morten Messerschmidt i hans store tale på Dansk Folkeparti årsmøde i sidste weekend. En tale præget af fuld retorisk gas på klassiske DF-temaer og gentagelse på gentagelse af Dansk Folkepartis Trump-inspirerede slogan ”Danskerne først”.

Til at understrege retorikken bød årsmødet også på en række konkrete udlændingepolitiske forslag. For eksempel skal ”Unge under 18 år, der er på vej i en bandekriminalitet eller begår personfarlig kriminalitet, tvangsfjernes.” og ”Dømte skal automatisk udsættes sammen med deres familier, hvis de modtager en fængselsstraf på betinget fængsel eller mere”. Og ”Der skal indføres forbud mod bønnekald og minareter” og ”Det muslimske hovedtørklæde skal forbydes i skoler og andre uddannelsesinstitutioner, blandt offentligt ansatte og i offentlige bygninger.” Blandt meget andet.

Udover at nogle af forslagenes er grundlovsstridige (forbuddet alene mod tørklæder og ikke alle religiøse former for beklædning) vil en lang række af forslagene kræve, at Danmark melder sig ud af de internationale konventioner. Eller som Dansk Folkeparti selv formulerer det ”Danmark skal frigøre sig fra internationale konventioner …”.

Dansk Folkeparti er i dag så små, at ingen rigtig gider bruge tid på at skændes med dem. De er næsten blevet ligegyldige, hvilket er noget af det det farligste, der kan ske for et parti.

Benny Damsgaard

Forslag af denne type er i sig selv ikke ukendte fra DF, og vi har da også hørt retorik før fra Dansk Folkeparti, som var mindst lige så markant. I 2016 gav det for eksempel massiv genlyd, da en delegeret fra København, Cheanne Nielsen, sagde fra talerstolen på DF’s årsmøde det år, at udlændinge ”sviner, de svindler, de stjæler, de voldtager og de dræber”.

Der er dog meget langt fra Danske Folkeparti i 2016 og Dansk Folkeparti i 2022.

Hvor udtalelserne i 2016 øjeblikkeligt gav massiv genlyd i pressen, så har forargelsen denne gang, selvom udtalelserne kommer fra formanden selv, været til at overse. Det er blevet til enkelte artikler her nogle dage efter, men ellers har Messerschmidts tale og de konkrete forslag ikke været en stor historie.

En mindre del af forklaringen er nok, at den udlændingepolitiske debat herhjemme er blevet mere kontant på de seks år, der er gået. Tolerancetærsklen er ganske enkelt blevet højere.

Den væsentligste forklaring er noget mere problematisk for Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti er i dag så små, at ingen rigtig gider bruge tid på at skændes med dem. De er næsten blevet ligegyldige, hvilket er noget af det det farligste, der kan ske for et parti. Det er langt mere interessant at skændes med Danmarksdemokraterne, hvis man vil signalere, at man går ind for en anden, mindre restriktiv udlændingepolitik.

Ingen borgerlig regering vil kunne give DF det, de kræver på udlændingeområdet. 

Benny Damsgaard

En ligegyldighed som også var generelt tydelig i weekenden. Hverken Socialdemokratiet eller Radikale Venstre gad i år spille op til DF. Tidligere år har angreb og frierier på tværs af landet næsten stået i kø. I år var konflikten og dermed omtalen mellem Socialdemokratiet i Aalborg og Radikale Venstre i Nyborg. I det spil var Dansk Folkeparti et lidt uinteressant tredje hjul.

Det andet, der står tilbage efter DF’s landsmøde er, at de nu reelt har opgivet ambitionen om at komme i regering, hvis der kommer en borgerlig regering efter næste valg. Fokus er nu 100 procent på at tale så meget til basen, at man kan komme over spærregrænsen og overleve valget. I den seneste Epinion-måling på Altinget er Dansk Folkeparti under spærregrænsen.   

Da Messerschmidt førte kampagne for at blive formand for Dansk Folkeparti, var regeringsdeltagelse ellers en af de ting, han lagde vægt på. Dansk Folkeparti var blevet et voksent, ansvarligt parti, som gerne ville ind og tage ansvar, måtte man forstå. Væk var den ultimative modstand mod lettelser i topskatten og flirteriet med Socialdemokratiet. Dansk Folkeparti var et pragmatisk borgerligt parti, som hørte til blå blok.

I weekenden blev drømmen om magt og ministerposter imidlertid trumfet af ønsket om overlevelse. Ingen borgerlig regering vil kunne give DF det, de kræver på udlændingeområdet. Det er ganske enkelt for langt væk fra det, man kan betragte som regeringsdueligt. Om det er nok til at mobilisere basen og få partiet over spærregrænsen, ser vi på valgdagen.