Mette Frederiksen har mistet glansen som Socialdemokratiets frelser

Statsministerens strammerlinje stod i flere år som den socialdemokratiske vinderformular i Europa. Men i Norge og Tyskland har socialdemokratiske kandidater vist, at der er andre veje end den danske.

Placeholder image
I Tyskland og Norge er socialdemokraterne ved at genoplive en humanitær-progressiv socialdemokratisme, skriver Lars Trier Mogensen. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Indtil for få uger siden fremstod Mette Frederiksens nationale socialdemokratisme som den eneste vej fremad for det gamle arbejderparti. Ikke kun i Danmark, men også i resten af Nordeuropa, hvor de hensygnende socialdemokratier i årevis har været inde i en dødsspiral.

Om skribenten

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og vært på P1-programmet ’Guld og grønne skove’. Han er desuden medvært på podcasten BorgenUnplugged og skriver fast analyser i dagbladet Information.

Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Danske socialdemokrater har flittigt forsøgt at promovere fortællingen om, at Mette Frederiksens succesfulde magterobring ikke kunne undgå at inspirere søsterpartierne i andre lande. Vind eller forsvind. Enten fulgte man de danske socialdemokraters vej, ellers ville man forsvinde ud i glemslen.

Tilbage i 2018 blev Mette Frederiksens møde i Amsterdam med lederne fra fire søsterpartier i andre EU-lande således set som et tegn på, at Socialdemokratiet i Danmark havde fundet en enestående vinderformular. Dengang blev hun udråbt som forbilledet for socialdemokratierne i Holland, Østrig, Belgien og Italien.

Men pludselig er de politiske forandringsvinde vendt. Som en overrumplende udvikling for de fleste har både den tyske kanslerkandidat Olaf Scholz fra Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD) og den norske statsministerkandidat Jonas Gahr Støre fra Arbeiderpartiet (Ap) pludselig vist, at der stadig findes andre succesfulde udgaver af socialdemokratismen.

Både mod syd og mod nord er det mere klassiske og kontinentaleuropæiske former for socialdemokratisme, der står til at kunne sejre i de kommende uger. Både i Tyskland, hvor 63-årige Olaf Scholz nu står med bedre og bedre chancer for at kunne blive socialdemokratisk kansler ved Bundestagswahl 26. september, og i Norge, hvor 61-årige Jonas Gahr Støre er favorit til at blive socialdemokratisk statsminister efter Stortingsvalget allerede 13. september.

Forskellene er selvsagt ikke afgrundsdybe, snarere stærke nuancer af lyserødt. Alligevel er det tankevækkende, at ingen af de to kandidater i Tyskland og Norge har overtaget Mette Frederiksens formular, men i stedet holder fast i en mere original form for socialdemokratisme, ikke mindst i udlændingepolitikken. Frem for at fokusere på hjemsendelser af flygtninge og asylansøgere lægger både Olaf Scholz og Jonas Gahr Støre hovedvægten på integration.

Sammenlignet med tidligere har Tyskland og Norge også strammet asylreglerne, og der er derfor ikke tale om, at hverken Olaf Scholz og Jonas Gahr Støre på nogen måde kan siges at være 'slappere'. Eksempelvis afviser både Arbeiderpartiet og SPD, at kollapset i Afghanistan nødvendigvis skal føre til, at Tyskland og Norge akut skal modtage flere flygtninge fra det sammenbrudte land. Men de står begge et markant andet sted end Mette Frederiksen.

Ingen af dem er i nærheden af at ville støtte Mette Frederiksens største prestigeprojekt på den udlændingepolitiske scene: Den fantasifulde forestilling om at oprette modtagecentre for asylansøgere i fjerne tredjelande. Som finansminister i Angela Merkels samlingsregering er Olaf Scholz med i en regering, der i de senere år har ført en radikal anden asylpolitik end Danmark.

I den tyske valgkamp betoner Olaf Scholz aktuelt ansvaret for at tage hånd om de mange flygtninge, der ventes at forsøge at undslippe Taleban-regimet i Afghanistan. Og den humanitære attitude ser ikke ud til at skræmme vælgerne bort. Tværtimod er SPD gået massivt frem på kort tid. Olaf Scholz står også fast på en fundamentalt anden og samarbejdsvillig EU-linje, end den skeptiske kurs, som Mette Frederiksen har slået Danmark ind på.

Som leder af Arbeiderpartiet har Jonas Gahr Støre også klart og utvetydigt afvist Mette Frederiksens endnu kun flyvske planer om modtagecentre i de varme lande: "Jeg har vanskeligt ved at se, at en dansk model med modtagecentre i Afrika er vejen frem. Der kan opstå konflikter, og der er heller ikke den standard, der skal være. Jeg vil hellere have en bredere europæisk løsning for, hvordan vi løser flygtningeudfordringen," udtalte Jonas Gahr Støre på en tidligere nordisk arbejderkongres.

Ligesom Olaf Scholz er kommet fra baghjul og nu har mere end indhentet den konservative kanslerkandidat Armin Laschet fra CDU, er det også lykkedes for  Jonas Gahr Støre i løbet af valgkampen i Norge at rykke forbi den nuværende konservative statsminister Erna Solberg fra Høyre. I et politisk stemningsskifte af europæiske dimensioner er socialdemokratismen tydeligvis ikke længere taberdømt på forhånd.

De iøjnefaldende forskelle mellem Mette Frederiksen på den ene side og de to fremgangsrige socialdemokrater i vores nabolande på den anden side handler ikke kun om udlændingepolitik. Også på andre påtrængende dagsordener indtager Olaf Scholz og Jonas Gahr Støre markant andre positioner – med klimapolitikken som den mest tungtvejende.

Da FN's klimapanel for tre uger siden offentliggjorde deres dystre statusrapport, som blandt andet viser, at Parisaftalens målsætning om en maksimal temperaturstigning på 1,5 grader allerede vil være overskredet om godt ti år, var både Olaf Scholz og Jonas Gahr Støre hurtigt ude og kræve et kursskifte i klimapolitikken. Modsat herhjemme, hvor statsminister Mette Frederiksen har undveget debatten, som hun generelt gør, når det gælder behovet for kontant klimaomstilling.

I Tyskland slog den tyske SPD-kanslerkandidat fast, at der er er brug for en "øjeblikkelig genstart" af klimapolitikken, og lovede samtidig, at han vil "sætte tempoet" op ved blandt andet at accelerere opstillingen af vindmøller og udrulle en kontroversiel elledninger ned gennem Tyskland. Scholz er ikke bange for den grønne omstilling, men ser i stedet skrappere klimakrav som en katalysator for nyt industrielt Wirtschaftswunder.

På samme måde er Jonas Gahr Støre også alarmeret af konklusionerne i IPCC-rapporten og er særligt bekymret for den hastige opvarmning af Arktis, som nu har fået lederen af Arbeiderpartiet til at erkende, at tiden er ved at løbe ud. I valgkampen er Jonas Gahr Støre under voldsomt angreb fra de rød-grønne partier for stadig at repræsentere en fossil fortid, og han har heller ikke ville sige stop for norsk olie- og gasudvinding. Men Gahr Støre forholder sig i det mindste til FN's klimarapport og går til valg på at øge CO2-afgiften, modsat Mette Frederiksen.

Både mod syd og mod nord er det mere klassiske og kontinentaleuropæiske former for socialdemokratisme, der står til at kunne sejre i de kommende uger. 

Lars Trier Mogensen

Ligesom med asylpolitikken er forskellene ikke sort/hvide. Både i Tyskland og Norge er socialdemokratierne kraftigt udfordret på den grønne front fra betydeligt mere klima-ambitiøse partier, som de med altovervejende sandsynlighed vil blive parlamentarisk afhængige af for at kunne danne regering efter valgene senere her i september.

Sammenlignet med Die Grünens kanslerkandidat Annalena Baerbock er Scholz sort, og sammenlignet med eksempelvis lederen af Sosialistisk Venstreparti, Audun Lysbakken, hører Gahr Støre også til i en tidslomme af CO2-udledning. Både Tyskland og Norge kan også oplagt kritiseres for endnu ikke at føre en klimapolitik, som bare tilnærmelsesvist lever op til Parisaftalen.

Pointen er blot, at såvel Olaf Scholz som Jonas Gahr Støre i det mindste giver udtryk for, at de har forstået alvoren, og at de som muligt kommende regeringsledere vil se fordele ved at accelerere den grønne omstilling. Skønt de langt fra kan siges at være de grønneste i de politiske landskaber, spiller klimaet en større rolle for Scholz og Gahr Støre, end det nogensinde har gjort for Mette Frederiksen.

Samlet set tegner der sig et nyt billede af to sejrrige partier, der er ved at genoplive en humanitær-progressiv socialdemokratisme, som næsten er blevet  udraderet herhjemme under Mette Frederiksens formandsskab. I den socialdemokratiske folketingsgruppe er der ikke længere nogle, som åbent tør flage med de paroler, som både SPD og Arbeiderpartiet fører valgkampe på lige nu.

Hvis det lykkes for Scholz og Gahr Støre at vinde regeringsmagten senere på måneden, vil det markere et skifte i de europæiske socialdemokratiers vælgerappel og samtidig gøre det tydeligt, at Mette Frederiksens strammerlinje ikke længere er den eneste vinderformular.

I dag virker det efterhånden som meget lang tid siden, at hun kunne triumfere ved et partimøde i Amsterdam, hvor blandt andre formanden for hollandske Partij van de Arbeid, Lodewijk Asscher, og lederen af de italienske Partito Democratico, Maurizio Martina, hyldede Mette Frederiksen for hendes valgprogram. I dag er ingen af de to herrer i øvrigt partiledere længere.

Med udsigt til begyndende vigende meningsmålinger for Socialdemokratiet ser tiden, hvor Mette Frederiksen i udlandet blev set som en frelser for partiet i Europa, mere og mere ud til at stå tilbage som en parentes. De seneste ugers opsigtsvækkende udvikling i vores nabolande viser, at der findes andre socialdemokrater end dem, der er danske.

Læs også

Omtalte personer

Lars Trier Mogensen

Politisk kommentator
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i Afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser