Mette Frederiksens kursskifte kan åbne en populistisk ladeport

En forfremmelse. Sådan tolkes rokaden, hvor Kaare Dybvad forlader Indenrigs- og Boligministeriet for at blive ny udlændingeminister. Statsministeren vil teste en dygtig minister på et nyt område.

Det er måske også rigtigt. Set i et bredere perspektiv er det imidlertid også noget andet: det seneste i et skifte, hvor Mette Frederiksen omkalfatrer store dele af sin hidtidige strategi og profil. Et skred, der åbner for mange af de brudflader, som den "gamle" Mette Frederiksen byggede bro over.

Kaare Dybvad var arkitekten bag det opgør med centraliseringen, der hidtil har kendetegnet Mette Frederiksen og regeringen. Med bøgerne "Udkantsmyten" og "De lærdes tyranni" gjorde han op med det fokus på storbyerne og deres "kreative klasse", som kendetegnede 00'erne og store dele af 10'erne.

Og analyserne faldt på et tørt sted. Kløften mellem storby og provins blev for alvor tydelig efter "det gule Danmark" i 2015, hvor Dansk Folkeparti blev største parti på Vest- og Sydsjælland og i hele det sydlige Jylland.

Det var S-fremgangen i provinsen, som i 2019 sikrede regeringsmagten. Den "nye" Mette Frederiksen udfordrer på flere områder disse vælgere

Lars Olsen

Ganske betegnende kaldte forskerne deres valganalyse for "Oprør fra Udkanten", som også omfattede Enhedslistens mobilisering af socialt utilfredse S- og SF-vælgere.

For den "gamle" Mette Frederiksen var det afgørende at bygge bro over denne kløft. Fra 2015 til 2019 forandrede Socialdemokratiet sig systematisk til et parti for arbejderklassen og den lavere middelklasse – grupper, der især er koncentreret i købstæder og stationsbyer landet over.

Det var S-fremgangen i provinsen, som i 2019 sikrede regeringsmagten. Partiets tilbagegang blandt veluddannede i storbyerne gik til støttepartierne, men samlet blev der rød-grønt flertal.

Den "nye" Mette Frederiksen udfordrer på flere områder disse vælgere. Regeringen brugte krigen i Ukraine til sit mest ambitiøse grønne tiltag: at firdoble sol- og vindenergi på land frem til 2030. En plan, der blev legitimeret som "uafhængighed af Putins gas".

Udspillet blev positivt modtaget af hovedstadsmedier og støttepartier, men udløser ballade ude i landet. Vindmøller og store solcelleanlæg har allerede skabt mange protester fra naboer og organisationer, og en firdobling på få år gør det for alvor til et issue.

Der er stort set ingen landvindmøller i København og Nordsjælland, og lur mig om ikke de nye også bliver placeret i Jylland, på Fyn samt på Vest- og Sydsjælland. Læg dertil at hundredtusinder af husstande presses til nye omkostningstunge energikilder, og at vi risikerer lukning af produktionsarbejdspladser i provinsen som følge af den nye CO2-afgift.

Alt sammen kan blive gefundenes fressen for et nyt ”provinsparti” med Inger Støjberg og Kristian Thulesen Dahl som frontfigurer. Inger Støjberg har med stor effekt svunget krabasken over de selvfede cafémiljøer på Østerbro,  og nu kan hun med en vis ret sige, at de klimaengagerede københavnere kører på fribillet og tørrer problemerne af i provinsen.

Flere af de beslutninger, der i dag demonstrerer handlekraft, udfordrer afgørende vælgergrupper, som er tungen på vægtskålen mellem "rød" og "blå"

Lars Olsen

Med krigen i Ukraine er Mette Frederiksen igen sprunget ud som nationens krisemanager. Lige nu giver det lidt fremgang – valgforskerne kalder den slags "rally around the flag" – men dynamikken bliver en anden på bare lidt længere sigt.

Flere af de beslutninger, der i dag demonstrerer handlekraft, udfordrer afgørende vælgergrupper, som er tungen på vægtskålen mellem "rød" og "blå".

Mange af dem ser med skepsis på EU. Selv hvis afstemningen om forsvarsforbeholdet 1.juni bliver et ja, vil EU-opgøret uundgåeligt efterlade en betydelig og frustreret nej-fløj. Også de vil være til fals for Morten Messerschmidt, Pernille Vermund og et muligt nyt Støjberg-parti.

Hertil kommer økonomien. Klima, krudt og kugler har på få måneder spist størstedelen af det økonomiske råderum, og det bliver sværere at skabe de velfærdsforbedringer, som mange med rette forventer af en rød regering. Med hertil hører også stigende leveomkostninger, der øger skellene i samfundet. Dette kan også bidrage til folkelig misnøje – og blive bagtæppe for populistisk protest.

"Danmark kan mere II"-udspillet skulle oprindelig konkretisere den 10 års-reformskitse, som Mette Frederiksen søsatte på sidste sommers store konference om "Fremtidens Danmark". Reformer, der skulle styrke produktions-Danmark og gøre op med "uddannelsessnobberiet", som statsministeren udtrykte det.

Reformkommissionen ledet af Nina Smith har da også fremlagt en skitse til ændringer af uddannelsessystemet, så mere uddannelse tages i de voksne år – det skulle "Danmark kan mere II" følge op på. Regeringen var langt inde i overvejelser om omprioritering, så færre går den universitære vej, og flere i stedet tager velfærds- eller erhvervsuddannelser.

Nu er slagsmålet skudt til efter sommerferien, og spørgsmålet er, om det overhovedet bliver til noget.