Debat

Mette Thiesen til Harun Demirtas: Dialogkaffe er ikke min kop te

REPLIK: Mette Thiesen fra Nye Borgerlige tager til genmæle oven på debattør Harun Demirtas kritik. Det passer ikke, når han påstår, at jeg har beskrevet ham som islamist, skriver Mette Thiesen.

Nye Borgerliges Mette Thiesen er af debattør Harun Demirtas blevet kritiseret for, at hun har skrevet, at han er islamist. Det passer ikke, skriver hun i et debatindlæg.
Nye Borgerliges Mette Thiesen er af debattør Harun Demirtas blevet kritiseret for, at hun har skrevet, at han er islamist. Det passer ikke, skriver hun i et debatindlæg.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mette Thiesen (NB)
Indfødsretsordfører

Harun Demirtas skriver her i Altinget 25. september, at jeg har skrevet, at han er islamist. Det har jeg ikke skrevet.

Det er udelukkende noget, der er i hovedet på Demirtas, venstrefløjen og de kulturradikale. At Altinget, som ellers er et seriøst medie, bringer et så uvederhæftigt indlæg, forstår jeg intet af.

Jeg har udelukkende gengivet, hvad Demirtas har skrevet på sin blog hos Jyllands-Posten. Her skrev Demirtas i sommeren 2018, at danskere skal finde et andet land at bo i, hvis de ikke vil behandles af en sygeplejerske med tørklæde.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

At Demirtas' holdninger får hans egne og venstrefløjens tanker henledt på islamisters tankegang, kan jeg ikke tage mig af. Jeg gengiver blot, hvad Demirtas har skrevet.

Sund fornuft at nægte statsborgerskab
Hele debatten mellem mig og Demirtas begyndte, da Demirtas 10. september udgav et blogindlæg i Jyllands-Posten, hvori han skrev, at han "gennemgår denne frygtelige proces om at blive dansk".

Jeg er så uenig med Demirtas, at jeg simpelthen ikke har tænkt mig at stille op til en debat, hvor vi nærmest skal ende med at kramme hinanden til sidst.

Mette Thiesen
Indfødsretsordfører for Nye Borgerlige

Derudover kritiserede Demirtas os i Nye Borgerlige, fordi vi mener, at det er en stor gave at få dansk statsborgerskab.

Det fik mig til tasterne med budskabet om, at det er sund fornuft, at dansk statsborgerskab selvfølgelig ikke skal gives til indvandrere og efterkommere fra muslimske lande, hvor vi ved, at indvandrerne og deres efterkommere langt oftere begår kriminalitet end danskere, når de kommer hertil.

Demirtas er fra Tyrkiet og dermed et af de lande. Derfor var det helt naturligt, at jeg blandede mig i debatten med budskabet om, at jeg som medlem af Folketingets Indfødsretsudvalg selvfølgelig til enhver tid vil stemme nej til hans ansøgning om dansk statsborgerskab.

Takkede nej til krammeinterview
Det gjorde Demirtas meget sur, og han skrev, at jeg skal udvises af Danmark, fordi jeg ikke vil stemme for, at han får dansk statsborgerskab.

Mit svar til Demirtas var, at hvis han er så utilfreds med Danmark og os danskere, kan han da bare rejse hjem til Tyrkiet, samt at jeg da gerne betaler for hans flybillet.

Det fik TV 2 til at invitere mig og Demirtas til et interview i Go' aften Live. Vi skulle debattere tildeling af dansk statsborgerskab. En god politisk debat, som jeg takkede ja til om fredagen.

Den efterfølgende mandag, hvor debatten skulle foregå om aftenen, fik jeg en briefing af TV 2 om interviewet. Jeg kunne forstå, at der mere blev lagt op til et forsoningsinterview, hvor vi skulle drøfte tonen i debatten. Det valgte jeg at takke nej til.

Jeg er så uenig med Demirtas, at jeg simpelthen ikke har tænkt mig at stille op til en debat, hvor vi nærmest skal ende med at kramme hinanden til sidst.

Demirtas' klynk er usmageligt
Jeg diskuterer gerne politik med Demirtas. En debat om tildeling af dansk statsborgerskab tager jeg gerne. Men en forsoningsdebat gider jeg ikke at bruge tid på.

Egentlig synes jeg, at Demirtas' klynk er en smule usmageligt. Demirtas blander sig i samfundsdebatten.

Han er debattør hos flere medier. Han må kunne tåle en debat, hvor man går lidt til hinanden, uden at han løber over og sladrer til venstrefløjen og de kulturradikale.

Det er korrekt, at jeg har blokeret Demirtas på min facebookprofil, efter at han spammede og opfordrede folk til at overføre penge til Dansk Flygtningehjælp.

Min side er ligesom mit hjem. Der gælder mine regler. Man spammer ikke. Man truer ikke. Man nedgør ikke. Man er saglig.

Det formåede Demirtas ikke at opfylde, og derfor blev han udelukket.

Læs også

Islam får alt for meget indflydelse
Jeg er fuldt ud bevidst om mit demokratiske ansvar. Jeg er valgt, fordi mange danskere føler, at islam får alt for meget indflydelse i Danmark.

At udlændinge fra muslimske lande lader islam komme før Danmark. At islam fylder så meget, at Danmark har ændret sig i en ulykkelig retning, hvor danskerne skal underlægge sig islam. Jeg er de danskeres talerør og vagthund. Den tillid har jeg ikke tænkt mig at svigte.

Jeg er ikke embedsmand. Jeg er folkevalgt. Jeg er bundet af min egen overbevisning jævnfør grundlovens paragraf 56, og derfor bryder jeg ikke grundloven, som Demirtas ellers mener, ved at stemme nej til hans ansøgning om dansk statsborgerskab.

I grundloven er det bestemt, at det kun er ved en lov vedtaget i Folketinget, at man kan få tildelt dansk statsborgerskab og dermed blive optaget i det danske fællesskab. Det er en vigtig bestemmelse i grundloven, som er sat ind for at beskytte danskerne.

Nødværge er nødvendigt
I Nye Borgerlige tager vi det demokratiske ansvar på os. Vi vil ikke medvirke til at gøre skaden på vores land, som årtiers bevidstløse uddeling af statsborgerskaber til indvandrere fra de muslimske lande har medført, større.

Derfor har vi besluttet at stemme nej. Vi stemmer nej til at give statsborgerskab til indvandrere, der kommer fra et muslimsk land, hvor vi har statistisk belæg for, at indvandrere og deres efterkommere er mere kriminelle end danskere.

Vi stemmer også nej til dansk statsborgerskab til indvandrere fra muslimske lande, hvis vi ikke er overbeviste om, at ansøgeren sætter friheden og demokratiet først og sin muslimske tro nedenunder.

Hvis man har den holdning, at islam skal have indflydelse i det danske samfund, er det at grave den danske grav, hvis en sådan person får dansk statsborgerskab og dermed stemmeret.

Politikerne har smidt om sig til højre og venstre med danske statsborgerskaber til udlændinge, der ikke fortjener det. Vi er nødt til at bruge nødværge.

For os handler den her debat ikke om Demirtas. Den handler om at passe på Danmark, så vores børn og børnebørn kan opleve et frit og trygt land.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Harun Demirtas

Næstformand, Dansk Sygeplejeråd
social- og sundhedsassistent (Social- og Sundhedsskolen 2012), sygeplejerske (Metropol 2016)

Mette Thiesen

MF (DF)
lærer (N. Zahles seminarium 2008)

0:000:00