Michael B. Klitgaard: DF nedsmelter, hvis Thulesen Dahl ikke kan forarge eliten

Dansk Folkepartis nedsmeltning ved folketingsvalget 2019 var en påmindelse om, at hvis et parti vil være opposition og regering på samme tid, så koster det vælgeropbakning, hvis ikke oppositionsrollen vedligeholdes nidkært.

Uden at hun måske tænkte over det, var det i virkeligheden den rolle, Pia Kjærsgaard indtog, da hun for åben skærm og i bedste sendetid kaldte en stor del af danskerne og disses repræsentanter for klimatosser.

Siden dannelsen i 1995 og op gennem de glorværdige dage under Pia Kjærsgaards formandskab og Anders Fogh Rasmussens jernhårde greb om magten har Dansk Folkeparti fejret den ene vælgermæssige triumf efter den anden.

Partiet har dygtigt udnyttet ejerskabet til udlændingepolitikken og balanceret perfekt i rollen som både opposition og regeringsbærende støtteparti.

Det spektakulære nederlag med 21 tabte mandater ud af 37 ved onsdagens valg skyldes ikke alene, at Socialdemokratiet langt om længe har opnået troværdighed i udlændingepolitikken. Det skyldes også, at mange efterhånden kun kan se Dansk Folkeparti som regeringsbærende støtteparti. Partiets anden side som fræk opposition i oprør mod eliten er blevet væk.  

Hvad end man mener om Dansk Folkepartis politik, så er partiets transformation fra vild protestorganisation til parlamentarisk manøvredygtigt og meget magtfuldt støtteparti for skiftende borgerlige regeringer en bemærkelsesværdig præstation.

Når beslutningstager Kristian Thulesen Dahl har sat sig tungt på formandsposten, hvem skal så være protestsanger og appellere til de vælgere, som ikke har megen tillid til det politiske system?

Michael Baggesen Klitgaard
Professor

Ikke så få partier er sprunget i luften på at forsøge dette – se bare på Liberal Alliance. Den umiddelbare tiltrækningskraft, der ligger i protesten mod systemet, er svær at bevare, når partiet med større hyppighed går derhen i parlamentet, hvor man laver aftaler.

Det er svært både at være beslutningstager og protestsanger, men Dansk Folkepartis store succes de sidste to årtier er skabt på evnen til at forene de to roller.

Rollen som beslutningstager er dygtigt varetaget af Kristian Thulesen Dahl. Det var ham, der møjsommeligt og omhyggeligt sikrede nullernes VK-regeringer flertal for den ene finanslov efter den anden og leverede mandaterne til at gennemføre store reformer som kommunal- og strukturreformen.

Senest medvirkede han til at lave den aftale, der endeligt skulle nedlægge det regionale forvaltningsniveau. Når partiet under valgkampen markedsførte formanden som det sikre valg i en tid, som ikke er til eksperimenter, kan man roligt fastslå, at sjældent har noget parti været på så sikker afstand af en konflikt med markedsføringsloven.

Problemet for Dansk Folkeparti er så, at det lige præcis er her, blødningen begynder. Når beslutningstager Kristian Thulesen Dahl har sat sig tungt på formandsposten, hvem skal så være protestsanger og appellere til de vælgere, som ikke har megen tillid til det politiske system?

De, som har en kompliceret cocktail af sociale og økonomiske problemer tæt inde på livet, ikke har nogen erfaring for, at et regeringsskifte ændrer stort på dagligdagens vilkår. De, der lige præcis ikke vil have et sikkert valg, eftersom de ikke kan se, at der skulle være noget at tabe ved at kaste sig ud i et eksperiment.

De har jo ligesom oplevet, at selvom Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl stod i spidsen for finansloven, så blev hverken de sociale eller økonomiske problemer færre. Når der ikke er et frækt oppositionsparti tilbage i Dansk Folkeparti, så kan de jo lige så godt stemme på et rigtigt regeringsparti – hvad mange har gjort – eller vandre længere ud ad den indvandrerpolitiske strammerkurs til Nye Borgerlige eller Stram Kurs.

Særligt sidstnævnte gruppe stemmer ikke på et parti, fordi partierne stiller op med et troværdigt hold kandidater. De vil have protestsangeren og forventer ikke, at hvis disse partier og deres ledere vitterligt får fornøden politisk magt, så bliver hverdagen ændret til det meget bedre.

Og de tror næppe reelt på, at store grupper udlændinge smides ud af landet. Det er denne gruppe, vi typisk hører sige: ’Det er jo lige meget, hvem der sidder derinde. De lover en masse, men gør ikke en skid’.

Når det er lige meget, hvem ’der sidder derinde’, og forhåbningerne til demokratisk politik er ude, så er fristelsen til at stemme på politikere, som vil provokere, forarge og gøre oprør stor.

Kan man ikke få en bedre hverdag ud af det politiske system, så får man i det mindste en lille tilfredsstillelse ud af at se det blive sat i brand og ved at se nogen forarge den politiske elite. Det er samme form for tilfredsstillelse, som når man i Susanne Biers film ’Hævnen’, ser hævnen blive forløst. Hævn er en forbudt følelse, den løser ingen problemer, men er såre menneskelig. Og den gør godt, når den opleves retfærdig.  

Det er her, protestsanger Pia Kjærsgaard kommer ind i billedet. Hun udfordrer og forarger eliten og bryder grænserne for, hvad der opleves som god etikette – selv i rollen som Folketingets formand.

Når hun for åben skærm atter bryder den gode tone og kalder politiske modstandere for klimatosser, så leverer hun lige præcis den vare, hun skal som protestsanger. De, der vil have oprøret mod eliten, får en god fornemmelse i maven, når de ser og hører respektable borgere og politikere gispe efter vejret.

----

Michael Baggesen Klitgaard er professor i statskundskab ved Syddansk Universitet. Han forsker i politiske processer, magt og indflydelse − med et særligt blik for samspillet mellem politiske partier og interessegrupper. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.