Kommentar af 
Michael Baggesen Klitgaard

Michael B. Klitgaard: Velfærdsstaten er gået ind i den virile fase

KOMMENTAR: LA-leder Alex Vanopslagh erklærer i en nylig kronik, at velfærdsstaten er gået ind i den terminale fase. Men hvis velfærdsstaten er i en eller anden fase, er det den virile. Den ligner reelt noget, der kunne dukke op i våde liberale drømme, skriver Michael B. Klitgaard.

Mange før Alex Vanopslagh har erklæret velfærdsstatens nært forestående død. Det bliver heller ikke LA-lederen, der får ret i sin profeti, skriver Michael B. Klitgaard.
Mange før Alex Vanopslagh har erklæret velfærdsstatens nært forestående død. Det bliver heller ikke LA-lederen, der får ret i sin profeti, skriver Michael B. Klitgaard.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh, skrev forleden en kronik i Berlingske.

Med den melder LA-lederen sig ind i den store gruppe af politikere, intellektuelle og meningsdannere, som på et tidspunkt i karrieren har forudsagt velfærdsstatens død.

Profetien har nemlig en så lang historie bag sig, at den er ældre end velfærdsstaten selv. Man skal være varsom med skråsikre konklusioner, men denne signatur vover alligevel pelsen: Det bliver heller ikke den nyslåede LA-leder, der får ret i forudsigelsen. Det var den dårlige nyhed for ham. Den gode er, at den model, LA-lederen skitserer som velfærdsstatens alternativ, stort set er gennemført.

Velfærdsstaten blev spået en sikker død, inden den eksisterede. Når der i dag debatteres kontanthjælpsloft, integrationsydelse og diverse skattereformer med henvisninger til, at indretningen af disse politiske programmer udgør en hindring i bestræbelserne på at skabe vækst og velstand, så er det som et ekko fra forrige århundredeskifte. De første sociale reformer til sikring mod sygdom, arbejdsulykker og ledighed blev imødegået med selvsamme argumenter og anset som helt uforenelige med ambitionerne om at skabe økonomiske fremskridt.

Fakta
Michael Baggesen Klitgaard er professor i statskundskab ved Syddansk Universitet.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Vi spoler hurtigt frem til begyndelsen af 1980’erne. I de næsten 40 år, der er gået, er dødsdommen over velfærdsstaten afsagt mange gange. Op gennem 1980’erne på baggrund af en diagnose, der har ikke så få ligheder med den, 1970’ernes marxister stillede.

På baggrund af en portion samfundsøkonomisk analyse og endnu større portion ideologi forudså marxisterne den kapitalistiske markedsøkonomis uundgåelige sammenbrud. Frimarkedstænkerne fik vind i sejlene fra begyndelsen af 1980’erne og nåede på en tilsvarende cocktail af noget økonomisk analyse og politisk ideologi til en lige så dogmatisk konklusion: Rationelle individer vil gøre oprør mod de høje skatter og have frie valg. Velfærdsstaten er dømt til at bryde sammen under sin egen vægt.

Velfærdsstaten er kort sagt ikke i den terminale fase, og opgøret med de offentlige velfærdsmonopoler er taget for længe siden.

Michael B. Klitgaard

Årtiet efter kom så globaliseringsdebatten med færre ideologiske undertoner, men lige så dogmatiske konklusioner. Om globaliseringens effekter skrev den britiske politiske filosof John Gray i 1998, at velfærdsstaterne bliver ”tvunget til at afvikle sig selv ud fra et ønske om at kunne konkurrere på mere lige vilkår med de økonomier, hvor miljø-, social- og arbejdsmarkedsomkostningerne er lavest”.

LA-lederen skriver sig med andre ord ind i en stolt tradition, når han peger på, at vi lige nu befinder os ”i de offentlige velfærdsmonopolers sidste fase: den terminale”. Men det er også en tradition, som er berygtet for at overse, eller blot negligere, den centrale mellemregning, der hedder politik.

Det var den mellemregning, en anden LA’er gjorde opmærksom på i løbet af sommeren, da medierne, i mangel på nyheder i nutiden, havde fået fat i en af de forskere, der kan se ind i fremtiden. I krystalkuglens klare skær havde fremtidsforskeren læst, at pensionssystemet står over for den grundlæggende omkalfatring, at folk som udgangspunkt skal arbejde, til de dør, men også får mulighed for at indlægge både korte og lange pauser undervejs. Henrik Dahl fra LA erklærede sig i en radiodebat sympatisk over for tanken, men gjorde også opmærksom på de enorme politiske slagsmål, der udløses, når nogen begynder at pille ved overførselsindkomsterne.

Velfærdsstaten er godt beskyttet af stærke politiske kræfter og er i dag et af de mest robuste elementer i de velstående liberale demokratier. Det skyldes ikke alene det forhold, at befolkningen bakker op politisk og værner om ydelser og offentlig service som sociale rettigheder. Det skyldes også, at velfærdsstaten er et fundamentalt led i vores udgave af en moderne markedsøkonomi. Danske virksomheder er af samme opfattelse.

Det kan man forvisse sig om ved at læse DI’s nye 2030-plan. Heri skriver organisationen eksempelvis, at ”[d]anske virksomheder har brug for en stærk offentlig sektor, som hver dag løser centrale opgaver som børnepasning, uddannelse og offentlig transport. På samme måde er den offentlige sektor afhængig af, at der er stærke virksomheder”.

En sådan gensidig afhængighed er forklaringen på, at danske virksomheder ikke blot flytter ud af landet og hen, hvor skatteniveauet måske er lavere. De bliver i landet, fordi de er afhængige af de kompetencer, velfærdsstaten forsyner arbejdskraften med, og af at vi har en model, som gør det nogenlunde nemt at være familier med to forsørgere.

Et eksempel på kompetencernes betydning finder vi på midten af Fyn, hvor en klynge af både større og mindre virksomheder er centrale i det danske roboteventyr. Syddansk Universitets forskere er verdensførende på området, der investeres offentlige kroner i at uddanne ingeniører med robotkompetencer. Nogle etablerer startups, andre får job i den eksisterende industri. Et lille kredsløb af offentlige og private institutioner lever således rigtig godt af hinanden. Hvis en virksomhed overvejer at flytte hen, hvor selskabsskatten er i bund, skal ledelsen derfor grundigt overveje, hvad det vil koste at flytte væk fra et område med nem adgang til kritiske kompetencer.

Velfærdsstaten er kort sagt ikke i den terminale fase, og opgøret med de offentlige velfærdsmonopoler er taget for længe siden. Ved siden af den offentlige folkeskole eksisterer fri- og privatskolerne, som borgerne kan vælge til. Det udvidede frie sygehusvalg giver borgerne mulighed for at vælge mellem offentlige og private leverandører. Det samme gælder i ældreplejen. Vi har siden slutningen af 1980’erne opbygget et af verdens mest private opsparingsbaserede pensionssystemer. Endelig er der ikke mange lande, der med samme reformkraft har formået at tilpasse økonomi og velfærdssamfund til skiftende udfordringer, hvad enten det gælder budgetunderskud, tårnhøj ledighed eller en pludselig finanskrise.

Hvis velfærdsstaten er i en eller anden fase, er det den virile. Den ligner reelt noget, der kunne dukke op i våde liberale drømme.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Alex Vanopslagh

Partileder, MF (LA)
cand.scient.pol. (København Uni. 2016)

Michael Baggesen Klitgaard

Institutleder og professor, Institut for Politik og Samfund, Aalborg Universitet
ph.d. i offentlig politik (Aalborg Uni. 2004)

0:000:00