Michael Kristiansen: Nekrolog over LA

Lad os først anerkende et af de mest imponerende politiske comebacks i Danmarkshistorien, hvor Anders Samuelsen nærmest egenhændigt formåede at rejse partiet fra resterne af Ny Alliance og i omegnen af 0,0 procent i vælgeropbakning i 2009 til et valgresultat på 7,5 procent i 2015.

Billederne af hjemmebagte boller fra huset i Horsens er blot ét af de mange ikoniske billeder, Samuelsen og partiet LA ynder at fremvise i den konstante og kontinuerlige fortælling og genfortælling af LA’s heroiske og storslåede udfordringer og sejre.

Og det ville være formasteligt og forkert at negligere partiets betydning og indflydelse på dansk politik og ikke mindst den offentlige meningsdannelse. Joachim B. Olsens stædige, effektive og altid velunderbyggede påpegning af udfordringer med overførselsindkomster og andre uhensigtsmæssigheder i det offentlige forsørgelsessystem har været øjenåbnende og flyttet mere dagsorden end årtiers forsøg på det samme fra Venstre og Konservative.

Partiets velgennemførte stunt med at få Finansministeriet – i Bjarne Corydons ministertid – til at anerkende og blåstemple partiets reformpolitik var en politisk genistreg og flyttede debatten om skattelettelser et helt andet og mere realistisk sted hen. Trods alt og uagtet det aktuelle totale nederlag.

Partiet strålede til tider af smittende overskud. Kampagnerne var ofte smartere og skarpere end alle andre partiers, og rigmænd, charlataner og andet godtfolk flokkedes om partiet – og helt symbolsk agterudsejlede LA de Konservatives båd på årets tilbagevendende Folkemøde og indtog én af de mest prestigefyldte pladser i Allinge Havn med stort program, elegant rødvin og fest hele natten på dækket og i kahytten. De Konservative var efterladt med en gnalling af en båd.

Der har hele vejen igennem været noget særligt med og specielt over partiformandens fremtoning. Samuelsen er engageret som stort set ingen andre. Han har begejstret den ene forsamling efter den anden, og han havde en medrivende fortælling med magnetbrættet om LA’s unikke placering i det politiske landskab, hvor alle andre var afarter af den samme socialdemokratiske and… Men stilen og metoderne provokerede også – ikke mindst alle de andre etablerede borgerlige partier. Særligt når partiet slog EU-kritiske toner an og var med til at tippe folkeafstemninger.

Hvad i alverden skal LA gå til valg på? Skattelettelser?! Bilafgifter?! Og hvilke vælgere skal kvittere for partiets indsats? Det bliver næppe 0,0, men spærregrænsen er i spil.

Michael Kristiansen

Men det begyndte at gå galt efter det seneste folketingsvalg. Nu var partiet pludselig blevet større end Konservative, Radikale og SF… Og nu skulle Samuelsens tropper vise alle de andre, der havde kritiseret dem og hånet dem, at LA var kommet til magten (læs: nu skulle Dansk Folkepartis egenrådige indflydelse på en borgerlig regering bremses).

LA’s historie, storhed og fald kan kun forstås i lyset af partiets opgør med Dansk Folkepartis – i LA’s øjne skadelige – indflydelse på dansk politik. Man startede med en ulden melding ved dronningerunden, hvor LA antydede, at de ikke ville støtte Lars Løkke Rasmussen uden en vis form for politiske garantier. Det krav droppede man dog, men da LA heller ikke ville støtte Pia Kjærsgaard ubetinget som formand for Folketinget, var kimen lagt til ævl, kævl og politisk ballade.

Resten er sådan set både banalt og forudsigeligt. LA og ikke mindst Anders Samuelsen insisterede på, at metoden med ultimative krav var vejen frem. Det førte i al fald partiet i regering og ham selv til det prestigefyldte kontor på Asiatisk Plads som udenrigsminister. Men modviljen og irritationen hos de øvrige partier og nøglepolitikere voksede blot. Og nej, man opnår ikke de bedste resultater ved at presse DF hårdt og langvarigt – selvom DF kan være nok så øretæveindbydende.

Og heller ikke i politik skal man sælge skindet, før bjørnen er skudt. Og når man har sagt nej til en aftale, så stiger prisen, hvis man vil forsøge en gang mere. Banaliteter. Men Samuelsen fattede ikke, at han i sit opgør med DF’s indflydelse var nødt til at følge de gængse spilleregler. Nu har han og partiet overtrådt dem alle, og de har gjort det så grundigt, at ingen andre vil række en hjælpende hånd ud og redde lederen i land. Ingen synes, at de skylder LA noget, og partiets politiske muligheder er derfor nærmest udtømte.

Vil en ny leder af partiet kunne redde LA? Mit bud er, at det er yderst tvivlsomt. LA er så meget Anders Samuelsen – og selvfølgelig også Simon Emil Ammitzbøll. Men sidstnævnte har måske nok de egenskaber, der gør ham gangbar på Christiansborg, men hans vælgermæssige gennemslagskraft er ikke-eksisterende. Og ingen andre af frontfigurerne har det brede politiske format.

Det ku’ ha’ været så godt, men nu er det faktisk skidt… LA’s opgør med velfærdssamfundets absurditeter og insisteren på en anden borgerlig/liberal vej end kinddans med DF var velgørende, nødvendigt og befriende. Men det bliver ikke Samuelsen, der kommer til at skåle i champagne over gennemførelsen af historisk store skattelettelser.

Jeg har tidligere spået, at Nye Borgerlige bliver større end LA ved næste valg. Den spådom bliver mere og mere åbenbar. For hvad i alverden skal LA gå til valg på? Skattelettelser?! Bilafgifter?! Og hvilke vælgere skal kvittere for partiets indsats? Det bliver næppe 0,0, men spærregrænsen er i spil.

----------

Michael Kristiansen (f. 1962) er journalist og var pressechef i partiet Venstre, indtil han i 2001 blev særlig rådgiver for daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. I 2007 blev han vært for det politiske program Mogensen og Kristiansen på TV 2 News, som i dag kører på tiende år under navnet Tirsdagsanalysen. Desuden driver han kommunikationsbureauet Kristiansen+Partners og er forfatter til en række politiske biografier. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.