Kommentar af 
Michael Kristiansen

Michael Kristiansen: Vindere og tabere – fem statsministre

KOMMENTAR: DR's Statsministrene har været et politisk og journalistisk slaraffenland at besøge. En socialdemokrat var seriens gevinst, mens en venstremand blev programmets taber, vurderer Michael Kristiansen.  

DR's Statsministrene var ikke uden skønhedsfejl, men har alligevel været en fornøjelse at overvære de seneste søndage.
DR's Statsministrene var ikke uden skønhedsfejl, men har alligevel været en fornøjelse at overvære de seneste søndage.Foto: Statsministeriet
Michael Kristiansen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er en ubetinget bedrift at samle fem nulevende statsministre. Med de fem samlet på Marienborg er rammerne skabt for at komme nogle unikke spadestik dybere i de seneste 35 års politiske danmarkshistorie. Det er en mulighed for at opleve forskellene og ikke mindst udviklingen i embedet hen over en relativt kort periode, iagttage de personlige relationer de fem imellem, deres egne refleksioner over skelsættende begivenheder for dem selv og for landet. Med andre ord: et politisk og journalistisk slaraffenland garneret med smukke billeder.

Men det er også et udfordrende set-up. Grundrammen med de fem omkring et bord med den nuværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, som vært indbyder mere til godmodig snik-sank end til reel politisk diskussion. Det er ikke naturligt for nogen at blotte sig i de andres påsyn, og det skaber en grundlæggende lidt kejtet stemning, som Løkke på alle måder forsøger at løsne op.

Ikke mindst derfor bliver vi alligevel klogere på de fem statsministres personligheder og ikke mindst deres evne til at reflektere over sig selv og de begivenheder, der prægede deres tid. Og seriens styrke er ubetinget, at den bringer seeren tættere på de fem statsministres personligheder med nogle ret store overraskelser til følge.

De fem statsministre er meget forskellige steder i deres liv og er derfor gået ind til optagelserne med vidt forskellige dagsordener. Poul Schlüter tilsyneladende helt uden. Den tidligere konservative statsminister er blevet en meget ældre herre, heldigvis med charmen intakt, men også uden behov for at ændre billedet af sig selv. Schlüter siger ikke så meget, og selv når han i et solointerview spørges ind til Tamil-sagen, så sker der ikke rigtig noget. ”Det taler vi om, fordi du ville,” siger han således både ærligt, men også helt uden interesse for at korrigere, udvide, ændre eller imødegå historiens gang.

Fogh ender lidt overraskende som seriens taber.

Michael Kristiansen

Poul Nyrup Rasmussen er seriens største gevinst – og for mig den store positive overraskelse. Nyrup har ikke travlt med hverken sig selv eller situationen; han virker afklaret og harmonisk hele vejen igennem. Uden hans mange til tider modige og selvkritiske bidrag ville serien have virket anderledes indholdsløs.

Han er interessant at følge, når han sidder roligt og tilbagelænet over for Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen og iagttager deres ivrighed og optagethed af egne bedrifter. Det er alligevel ham, der står bag de fleste situationer med kant omkring bordet. Eksempelvis når han irettesætter Fogh, når Fogh kalder uenigheden om Irak-krigen for en detalje.

Man fornemmer Løkkes ærlighed, og Nyrup bliver næsten rørt over rosen, og den reservation, man ellers fornemmer, der eksisterer imellem dem, forsvinder fuldstændigt.

Michael Kristiansen

Men det er i solointerviewene, at Nyrup for alvor bidrager. Hans refleksioner omkring ansvaret som statsminister er både interessante og relevante; som når han om Kosovo-situationen beskriver, at det ikke bare er et spørgsmål om et ja eller nej, men et valg mellem mange scenarier og at ansvaret for valget er statsministerens.

Håndteringen af 11. september 2001 er også væsentlig og giver et andet og mere indgående indtryk af Nyrups overvejelser og hans optagethed af det store billede både globalt og nationalt. Rushdie-sagen var en af de mest spektakulære Nyrup-kriser, og alle, der oplevede den på nærmeste hold, husker en statsminister, der blev hånet og udstillet.

Nyrup vedkender sig stadig, at håndteringen af sagen var håbløs, men han får alligevel elegant føjet nye perspektiver til sagen – uden at gå på kompromis med sin tavshedspligt. Her sidder man nu tilbage med et nuanceret billede af sagen. Her blotlægges Rushdies talen med to tunger og Nyrups ærlige træthed af manden med ”en selvforståelse på størrelse med Rundetårn” – både som menneske og forfatter. Måske seriens højdepunkt.

Poul Nyrup og Løkke har også et dobbeltinterview med et meget stærkt moment, hvor Løkke roser Nyrup for hans engagement med sindslidende. Man fornemmer Løkkes ærlighed, og Nyrup bliver næsten rørt over rosen, og den reservation, man ellers fornemmer, der eksisterer imellem dem, forsvinder fuldstændigt.

Fogh har alle dage været Nyrups italesatte modstykke. Og dette bekræftes stadig i både ord og gerning. Mens Nyrup italesætter ”fejlen” som en nærmest uundgåelig forudsætning som statsminister, så er det ikke en disciplin, Fogh beskæftiger sig med. Og Nyrups engagement i en større sags tjeneste efter statsministertiden står endnu som en diametral modsætning til hans efterfølger. Tænk, hvis det havde været muligt med de to i et dobbeltinterview…

Fogh har meget på spil. Hans eftermæle dingler usikkert og uklart i disse år, mens han i sin storhedstid fremstod som mesteren; den nærmest perfekte og ufejlbarlige statsminister. Denne serie kunne have været hans store mulighed for at få nuanceret det stadig mere fastlåste og kritiske eftermæle, som Fogh er ramt af.

For selvfølgelig var der også usikkerhed, dilemmaer, fejl, held, improvisation og morskab i Foghs statsministertid. Han er jo en slags ukronet statsministerkonge, fordi han hverken tabte et valg som statsminister eller blev tvunget væk fra embedet, men i stedet fik en markant international toppost. Men dette potentielle overskud mærker man ikke meget til gennem udsendelserne. Har der endelig været fejl på Foghs vagt, ja, så var det nogen andres skyld. Og ingen af de mest betydelige og voldsomme forløb fra Foghs tid – Irak-krigen og Muhammed tegningerne – bliver vi klogere på, og Fogh ender lidt overraskende som seriens taber.

Anderledes er det med Thorning. Hendes nederlag ved valget i 2015 fremstår som et åbent sår, hvilket er helt naturligt og aldeles befriende. Det er skønt at opleve Thorning fri af politisk nonsens-sprog, og ja, SF var da nogle komplet klaphatte i den regering, og det er jo ikke Thornings skyld, at hverken Villy Søvndal eller nogle af de andre SF’ere anede, hvad de foretog sig.

Det blev så hendes problem, og det er befriende, at hun langer ud efter dem. Selvfølgelig er der en snert af noget foghsk over Thornings generøse uddeling af ansvaret for hendes kriser og katastrofer til alle mulige andre, men hun får også vist en masse energi, humor og selvironi, som det ellers alt for sjældent lykkedes hende at forene med rollen som partileder og statsminister. Kritikken af hende – ikke mindst kommentatorer efterfølgende – siger mere om selvsamme slængs fastlåste billede af Thorning.

Den klogeste i serien er muligvis Løkke. Han indtager som siddende statsminister rollen som vært med stor omsorg og pli over for sine gæster. Han får gentagne gange vist sin finurlige humor, og så leverer han med rammende selvindsigt, at han alt for længe forsøgte at være Lars Fogh Rasmussen og ikke tog et opgør med sin forgængers kontraktpolitik.

Også på den personlige front er han ikke bleg for italesætte omkostningerne. Ikke mindst for familien. Om det så har nogen effekt på Løkkes skramlede image blandt vælgerne, er svært at spå om.

Samlet leverer serien nogle både overraskende og meget stærke indblik i statsministrenes personlighed og ikke mindst deres evne til at reflektere – eller mangel på samme. Vi bliver også klogere og får et mere nuanceret syn på en række af de væsentligste begivenheder, men desværre ikke på alle. Det bliver aldrig rigtig farligt.

Er der stof nok til fire udsendeler? Måske, hvis den økonomiske politik var blevet behandlet grundigere og dermed havde gjort serien mere samfundsrelevant. Men prioriteringen er tydeligt det personlige og forsøget på den personlige refleksion.

I den kategori mangler der så til gengæld alle statsministres største og unikke dramaer, udnævnelsen af ministre og ikke mindst fyringen af selvsamme. Dette tema kunne have bibragt endnu flere nuancer og et dybere kig ind bag det professionelle ydre samt pillet ved de fems iscenesættelse af sig selv og hinanden som ledere.

-------

Michael Kristiansen (f. 1962) er journalist og var pressechef i partiet Venstre, indtil han i 2001 blev særlig rådgiver for daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. I 2007 blev han vært for det politiske program Mogensen og Kristiansen på TV 2 News, som i dag kører på tiende år under navnet Tirsdagsanalysen. Desuden driver han kommunikationsbureauet Kristiansen+Partners og er forfatter til en række politiske biografier. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Fogh Rasmussen

Formand og stifter, Rasmussen Global og Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Citigroup, fhv. generalsekretær, Nato, fhv. statsminister (V), partiformand & MF
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1978)

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00