Mikkel Vedby Rasmussen: Mette Frederiksen får problemer næste gang Trump ringer

KOMMENTAR: Mette Frederiksen har med håndteringen af Iran-krisen klaret sig helskindet gennem to kriser med amerikanerne, hvor den første var Trumps tilbud om at købe Grønland. Men uden et udenrigspolitisk manuskript går det ikke næste gang.

Udenrigspolitik er begivenhedernes politik. Hvor de fleste indenrigspolitiske dagsordner modnes langsomt, inden forlig forhandles på Christiansborg, så vågner man pludselig en morgen og får at vide, at amerikanske droner har bombet en iransk generalmajor – og så skal man handle.

I amerikansk politik taler man ofte om, hvor velforberedt en præsidentkandidat er, når telefonen ringer klokken tre om natten, og vedkommende skal tage stilling til krig og fred inden morgenkaffen. Det spørgsmål stiller man sjældent danske statsministerkandidater.

En af grundende er, at der er et velprøvet og veldefineret manuskript for, hvad danske statsministre siger til amerikanske præsidenter, når de ringer.

Sidst det manus blev revideret, var i slutningen af 1990’erne, da Danmark slog ind på en kurs, hvor vi stod last og brast med USA i sikkerhedspolitikken. Ja er således et ord, som indgår på centrale steder i det udenrigspolitiske manuskript på statsministerens natbord. Ja til at sende soldater til Afghanistan og Irak, ja til at bombe i Libyen, ja til at sende kampfly og specialstyrker til Syrien og Irak, ja til at afskrække Rusland med danske kampvogne på øvelser i Baltikum, ja til at sende soldater ned for at træne irakiske soldater i kampen mod IS.

Selv når USA ikke direkte beder os om andet end vores opbakning, så siger vi også ja til det. Men da to amerikanske Reaper-droner dræbte den iranske generalmajor Qassem Soleimani, fulgte statsminister Mette Frederiksen ikke manuskriptet.

Frederiksen er ikke meget for embedsværkets manuskripter – deri ligner hun Donald Trump. I stedet fulgte hun det manuskript, som statsministeren ofte bruger i udenrigspolitikken, som taler til danskernes frygt, men samtidig lover, at regeringen skal holde dem trygge.

Resultatet var i virkeligheden, at statsministeren talte risikoen som følge af det amerikanske bombeangreb op. Deri var hun ikke alene. Vestlige medier var stort set enstemmige i analysen af, at drabet på Soleimani bragte USA og Iran på randen af krig. Statsministeren fulgte et manuskript, som alle EU-lederne fulgte, der gav USA skylden for krisen på lige fod med Iran, og manede til besindighed.

Men der kom ingen krig. Tværtimod blev flere iranere trampet ned under demonstrationerne i forbindelse med Soleimanis begravelse eller omkom, da det iranske luftforsvar i sin frygt for en amerikansk gengældelse af det iranske missilangreb skød et ukrainsk passagerfly ned uden for Teheran, end der døde i den iranske gengældelse (der indtil videre ikke har kostet en eneste amerikaner livet).

At europæerne reagerede på det iranske missilangreb ved at trække nogle af deres styrker ud af Irak, virkede mere som en reaktion, der skulle retfærdiggøre den frygt, som europæerne havde malet på væggen den forløbne uge, end en nøgtern analyse af sikkerhedssituationen. Når statsministeren begrundede tilbagetrækningen af soldaterne fra Irak med, at ’dem, der passer på os, skal der passes godt på’, påtog hun sig igen rollen som beskytter; men den rolle virker malplaceret i forbindelse med soldater, hvis rolle er at tage faren på sig. Soldater har brug for en klar mission, ikke et klap på hovedet.

En del af det danske udenrigspolitiske manuskript har været, at vi havde en højere risikoprofil en tyskerne og andre europæere. Vores argument, når amerikanerne klager over, at vores forsvarsudgifter ikke er to procent af BNP, er, at vi til gengæld er i forreste række, når det gælder.

I dette tilfælde kunne amerikanerne kigge sig over skulderen og se støvskyen af os, der trak os tilbage til Kuwait. At trække styrkerne ud virkede demonstrativt, men lige så demonstrativ var det at insistere på, at de skulle tilbage igen, fordi "koalitionens indsats er helt afgørende for at imødegå den globale terrortrussel", som statsministeren udtrykte det.

Statsministeren søger at forbinde den fjerne udenrigspolitik med det nære ønske om tryghed, men den retoriske elegance dækker over et tyndt argument. Et argument, der er et ekko af den type argumenter, der har holdt vestlige styrker i Afghanistan og Irak langt hinsides en realistisk mulighed for sejr.

Ubehaget ved præsident Donald Trumps first-person-shooter-udenrigspolitik gjorde, at europæerne overdrev muligheden for krig og fik skabt en endnu større afstand mellem dem og USA.

I den situation kunne Danmark have spillet en langt mere konstruktiv rolle. I stedet undergravede vi vores argument om, at vores soldater stod skulder ved skulder med amerikanerne og – på trods af forsikringerne om det modsatte – lagde vi afstand til USA.

Hvis det var et udtryk for et reelt politikskifte, så burde statsministeren have benyttet lejligheden til at trække styrkerne hjem og rent faktisk tone klart flag overfor amerikanerne, hvis det var et udtryk for dårlig forberedelse, så er der endnu tid til at få revideret det udenrigspolitiske manuskript til næste gang telefonen ringer.

Mette Frederiksen har klaret sig helskindet gennem to kriser med amerikanerne (den første var Trumps tilbud om at købe Grønland), men uden et bedre manuskript går det ikke næste gang. 

-----

Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er dekan og professor på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Mattias Söderberg: Det skal du holde øje med i klimaåret 2020 Mattias Söderberg: Det skal du holde øje med i klimaåret 2020 Næste artikel Christian E. Skov efter K-fremgang: Derfor spjætter de gamle mamelukker Christian E. Skov efter K-fremgang: Derfor spjætter de gamle mamelukker
Et år efter valget skal EU-Parlamentet stadig finde sig selv

Et år efter valget skal EU-Parlamentet stadig finde sig selv

FOLKEMAGT: Det er nu et år siden, at europæerne rystede den politiske pose og sendte et nyt hold repræsentanter til Europa-Parlamentet. Men Brexit, corona og institutionelt fnidder har afholdt Parlamentet fra rigtig at finde sine ben.