Miljøorganisationer opfordrer regeringen til at droppe "ensidigt fokus på elbiler"

KLIMA: Stop motorvejsudvidelser, hæv benzinpriserne markant, og styrk den kollektive trafik. Sådan lyder tre af ti anbefalinger, som Rådet for Bæredygtig Trafik og Noah har sendt til transportministeren og klimaministeren.

Noah og Rådet for Bæredygtig Trafik kalder deres anbefalinger for "det 14. klimapartnerskab, som ingen bad om".
Noah og Rådet for Bæredygtig Trafik kalder deres anbefalinger for "det 14. klimapartnerskab, som ingen bad om".Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Jeppe Maagaard Holm

Det er på høje tid, at regeringen fjerner kikkerten fra det blinde øje og ser ud over elbiler, når det handler om, hvordan persontransporten kan bidrage til at nå Danmarks reduktionsmål.

Det mener i hvert fald miljøorganisationerne Rådet for Bæredygtig Trafik og Noah.

De to organisationer er gået sammen og har sendt et 23-siders dokument til transportminister Benny Engelbrecht (S) og til klima-, energi,- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) med ti anbefalinger til, hvordan klimapotentialet ved at nedbringe privatbilismen kan udnyttes.

"Det er absolut ikke en farbar løsning at satse så ensidigt på elbiler. Vi skal have mange andre ting. Vi bliver nødt til at begrænse kørslen i de fossilbiler, vi allerede har, i stedet for bare at blive ved med at tale om elbilerne som den frelsende engel," siger Ivan Lund Pedersen, der er trafikkonsulent i Noah Trafik.

Der mangler helt tydeligt et fokus på persontransport på landjorden i klimapartnerskaberne. Alt, der er fremme om persontransport, kommer meget ensidigt fra Klimarådet, som stort set ikke foreslår andet end elbiler.

Ivan Lund Pedersen
Trafikkonsulent, Noah

Drop nye motorveje, og hæv benzinpriserne
I rapporten kommer organisationerne med ti forslag til, hvordan persontransportens udledninger kan minimeres.

Organisationerne opfordrer overordnet set regeringen til at drosle markant ned på elbilfokusset og i stedet fokusere på at mindske bilparken over et ved især at styrke den kollektive trafik og hæve benzinpriserne.

Det kan blandt andet ske ved at droppe alle planer om nye motorveje, vejbroer og tunnelprojekter, som den første af de ti anbefalinger lyder.

Derudover peger organisationerne på, at hastighedsbegrænsninger bør sænkes over hele landet, samt at priserne for en liter diesel og benzin hæves med en krone per liter per år i mindst ti år.

Du kan læse hele rapporten med alle ti forslag her.

Dokumentation

Det foreslår Noah og Rådet for Bæredygtig Trafik:

1: Opgiv alle planer om nye motorveje, vejbroer og vejtunnelprojekter. Vi har store veje nok.

2: Udbyg tog- og bustrafikken og cykelstinettet over hele landet, så den kollektive trafik og cykeltrafikken bliver et attraktivt alternativ for flere bilister. Fuld fart på reparation og udbygning af skinnenet og signalsystemer. Flere letbaner i de store byer.

3: Halver billetpriserne i den kollektive trafik, og lav intensive kampagner for at benytte den kollektive trafik og cykel.

4: Stop for salg af nye privatbiler, der helt eller delvis bruger fossile drivmidler i 2025. For at stimulere overgang til elbiler bør beskatningsreglerne for køb af fossilbiler snarest genoprettes til niveauet i 2006. Fra 2006 til nu er den gennemsnitlige registreringsafgift per bil nedsat med cirka 53 procent.

5: Højere benzin- og dieselafgifter – 1 krone per liter per år i mindst 10 år.

6: Aftrap befordringsfradraget for bilkørsel over 10 år. De ekstra skatteindtægter bør bruges til forbedring af den kollektive trafik og cykeltrafikken. Særlige transportordninger bør oprettes i tyndt befolkede dele af landet.

7: Sænk hastighedsgrænsen på motorveje til 110 km/t, hvor den i dag er 130 km/t, og til 90 km/t, hvor den i dag er 110 km/t. Sænk hastighedsgrænsen på motorveje til 80 km/t alle steder, hvor støjbelastningen er stor. Danmark bør rette sig efter WHO-anbefaling om at sænke grænsen for vejstøj fra 58 decibel til 53 decibel.

8: Skattefri kørselsgodtgørelse i egen bil skal afskaffes, hvor der er andre transportalternativer.

9: Afskaf den dyre og miljøskadelige ordning med firmabiler til privatkørsel. Gratis/billig pendlerparkering ved arbejdspladser i store bysamfund bør beskattes som frynsegode med markedsværdien. Skal ikke gælde for handicappede bilister.

10: Byplanlægning med hovedvægt på at forkorte afstande ved at sikre, at boliger og arbejdspladser er stationsnære, og stimulere brugen af gang, cykling og kollektiv transport.

Kilde: Noah


Altinget logoTransport
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget transport kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her








0:000:00