Millionstøtte skal styrke kampen for anbragtes vilkår

RYGSTØD: De Anbragtes Vilkår skal med støtte fra Egmont Fonden opbygge muskler til at varetage anbragte og tidligere anbragtes interesser. Leika Fuglsang har på egen krop oplevet konsekvenserne af et system, der slap hende, før hun var klar.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Rasmus Dahl LøppenthinArthur Cammelbeeck

Efter 18 år i myndighedernes varetægt var Leika Fuglsang pludselig alene. Alene i sin tilværelse og i en lejlighed, hun ikke kunne overskue.

Så hun tog en god håndfuld piller. For at få hjælp, råbe sagsbehandleren og resten af systemet op.

“Jeg havde været anbragt en stor del af min barndom. Her var der et enormt fokus på mig og min personlige udvikling. Men da jeg blev 18, så slap man mig bare og forventede, jeg skulle klare mig selv. Det kunne jeg slet ikke klare,” siger Leika Fuglsang, som i dag er blevet 26 år.

Hendes oplevelse er langtfra enestående. I foreningen De Anbragtes Vilkår hører man ofte historierne om et system, der har svigtet.

Myndighederne er typisk velmenende. Men deres viden er ofte smal og isoleret, hvilket gør, at håndteringen for ofte bliver mangelfuld.

David Pedersen
Formand, De Anbragtes Vilkår
Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

Derfor vil organisationen med godt 1,1 million kroner i ryggen fra Egmont Fonden nu styrke sin position som talerør og interesseorganisation for nuværende og tidligere anbragte.

"Myndighederne er typisk velmenende. Men deres viden er ofte smal og isoleret, hvilket gør, at håndteringen for ofte bliver mangelfuld," siger formand David Pedersen og fortsætter:

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

"Det sker efter vores opfattelse, fordi man ikke udnytter viden fra den vigtigste kilde til at udvikle området, nemlig de anbragte selv." 


Leika oplevede, at kommunen lod hende stå for hurtigt på egne ben efter en hel opvækst som anbragt.

Zoomer man ind på statistikkerne, står det også klart, at mange har haft svært ved at klare overgangen fra anbragt barn til voksen.

19 procent af Danmarks omkring 7.000 hjemløse har været anbragt i løbet af deres opvækst. Næsten to tredjedele af de tidligere anbragte står uden en kompetencegivende uddannelse som 30-årige. 57 procent er uden for arbejdsmarkedet.

Støtte til anbragte er afgørende
Derfor er det helt afgørende at sætte ind i forhold til støtten af anbragte børn, mener Egmont Fondens direktør, Henriette Christiansen.

“Vi har en målsætning om, at alle skal kunne tage en ungdomsuddannelse. Og skal vi nå det, kræver det et langt større fokus på at støtte anbragte og tidligere anbragte,” siger hun.

Samtidig står det klart, at traditionelle myndighedsindsatser ikke kan stå alene, mener Henriette Christiansen.

“Vores bevilling skal også ses i lyset af, at vi gerne vil styrke de små foreninger,” siger hun.

Bevillingen på 1,1 million kroner er en del af Egmont Fondens spireprogram, der støtter projekter, der kan styrke livsdueligheden for udsatte børn og unge.

Myndigheder skal lære at lytte til erfaringer fra tidligere anbragte som Leika, mener De Anbragtes Vilkår.

De Anbragtes Vilkår bruger støtten til at oprette et sekretariat, så indsatsen i forhold til politikere, kommuner og offentlighed kan blive mere professionaliseret.

“Hvis vi virkelig skal få den her sag på dagsordenen, så kræver det også, at vi har et professionelt sekretariat, som kan varetage indsatsen i forhold til eksempelvis fonde og myndigheder,” siger David Pedersen.

Foreningen har gennem de senere år været gennem en proces med stigende fokus på kapacitetsopbygning. Derfor har man fået folk ind i bestyrelsen med stor organisatorisk erfaring fra andre dele af civilsamfundet – men som ikke nødvendigvis selv har været anbragte.

Det har givet pote i forhold til en succesfuld ansøgningsproces hos Egmont Fonden.

“Men vi har også haft nogle interne overvejelser i den proces. Vi har brug for erfaringen udefra, men vi skal også hele tiden sikre os, at vi er stærkt forankret i vores målgruppe. Derfor har vi blandt andet skrevet ind i vores vedtægter, at formanden selv skal have været anbragt i sin opvækst," siger han.

Foreningen vil arrangere topmøder for nuværende tidligere anbragte og dele deres erfaringer i netværk for politikere, praktikere og offentligheden.

Samtidig vil man give modstand til det billede, man mener, medierne ofte tegner af børn og unge, som er anbragt.

"Vi vil gerne være med til at skabe en skoling af medierne i forhold til, hvordan de taler og skriver om anbragte," siger David Pedersen.

Hvorfor er det nødvendigt?

"Vi oplever indimellem, at der bliver talt om anbragte på en måde, der ikke er konstruktiv. De bliver beskrevet som nogle, der er psykosocialt dårlige, ryger hash eller generelt bare dårligere borgere end ikke-anbragte. Der er en for negativ forståelse af, hvad børn, der er anbragt, kan, og hvad de ikke kan," siger David Pedersen, som arbejder for at undgå stigmatisering af anbragte i samfundsdebatten.

"Det er vigtigt at få nogle nuancer ind i den her diskussion og ikke isolere en fortælling om anbringelse til problemer og udfordringer hos den anbragte," siger han.

Fortællingen om Leika Fuglsang handler heller ikke kun om et anbragt barn, der havde svært ved at finde vej.

Det er også historien om en pige, som efter episoden med pillerne fik en ny kontaktperson i Aarhus Kommune og derefter arbejdede sig ind i voksenlivet.

Siden flyttede hun til København, hvor hun i dag bor sammen med sin kæreste og nærmer sig nu afslutningen på pædagogstudiet.

Vendepunktet blev et job i Føtex, som udviklede sig til en mellemlederstilling, da hun var i starten af 20’erne.

“Det var første gang, at jeg ikke fik særbehandling, fordi jeg var tidligere anbragt. Her skulle jeg præstere på lige fod med alle andre. Og at det så lykkedes var bare en kæmpe sejr,” siger hun.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Adrian Pedersen

Fhv. formand, De Anbragtes Vilkår, næstformand, Rådet For Socialt Udsatte
Bachelor i psykologi (Københavns Uni. 2021), ambulanceredder (Erhvervsskolen Nordsjælland 2010)

0:000:00