Millionstøtte til Grønland blev kronen på værket for Trumps energiske spydspids

PORTRÆT: Med en meget ligefrem og ikke altid lige diplomatisk stil har USA's ambassadør Carla Sands arbejdet målrettet på at presse Danmark til at bruge flere penge på forsvar og på at få grønlænderne til at holde mere af USA. Begge ting er lykkedes for den ihærdige Trump-støtte.

Foto: Den amerikanske ambassade
Andreas Krog

Da demokraten Rufus Gifford med sin mand og hund residerede i den amerikanske ambassadørbolig Rydhave i Charlottenlund i de sidste godt tre år af Barack Obamas tid som USA's præsident, så fik forsvarspolitik, Arktis og rigsfællesskabet ikke megen opmærksomhed. Her handlede det mere om bløde emner som kultur samt i nogens øjne om selvpromovering af ambassadøren. Han nåede at være hovedperson i et reality tv-program og udgive en kogebog, inden han i januar 2017 satte kursen hjemover, da Trump afløste Barack Obama i Det Hvide Hus.

Efter knap et år med en karrierediplomat som stand-in og loyal formidler af den nye Trump-administrations budskaber rykkede republikaneren Carla Sands i december 2017 ind i de mondæne omgivelser på Rydhave sammen med sin teenagedatter og blev USA's 23. ambassadør til Danmark.

59-årige Sands har en fortid som skuespiller, kiropraktor og erhvervsleder. Hun er enke efter ejendomsinvestoren Fred Sands og har med sin afdøde mands formue i ryggen været en solid Trump-støtte. En præsident, som hun deler kærligheden til tv-stationen Fox News og politiske standpunkter med. 

Nyder opmærksomheden
Grønland blev hurtigt en af de absolutte topprioriteter for ambassadøren, der i de seneste godt to år har været i Grønland mindst tre gange og besøgt høj som lav fra syd til nord. Mens Giffords berøring med Grønland hovedsageligt bestod af et besøg hos Slædepatruljen Sirius, så har Sands grebet tingene helt anderledes an.

 

 

Billederne på ambassadørens twitterprofil emmer da også af, at grønlænderne har nydt opmærksomheden fra Sands – der i øvrigt ikke har meget tilovers for Sirius Patruljen. 12 mand og et par hundrede slædehunde er ikke just et imponerende forsvar mod den trussel fra Rusland, som Carla Sands igen og igen fremhæver.

Kronen på Carla Sands' arbejde med Grønland kom torsdag i sidste uge, da ambassadøren kunne løfte sløret for en ”substantiel økonomisk støtte” til civile aktiviteter i Grønland med særligt fokus på blandt andet turisme og råstofudvinding.

Lige så stor vreden var mod den amerikanske støtte fra danske politikere, lige så store var smilene hos de grønlandske politikere med landsstyreformand Kim Kielsen i spidsen. USA bejler til Grønland og gør Danmark jaloux. Det styrker den grønlandske selvtillid.

Læs også

Senere på sommeren fortsætter den amerikanske charmeoffensiv i Grønland, når USA genåbner sit konsulat i Nuuk efter 67 år. Samtidig fortsætter balancegangen mellem at omfavne grønlænderne og ikke provokere danskerne for meget.

Ragede uklar med Hjort
Forsvarspolitik har også stået højt på dagsordenen, siden Sands kom til Danmark. Ikke mindst Trumps budskab om, at de europæiske Nato-lande skulle bidrage mere til Nato, blev fremført igen og igen af Sands i en nærmest aggressiv facon.

Selvom andre udenlandske diplomater åbenlyst fniste , da hun i en tale ved et arrangement på Frederiksberg Slot ihærdigt hævdede, at ”Trump er det bedste, der er sket for Nato” og at ”Nato ikke har været stærkere end med Trump som præsident”, så fortsatte hun ufortrødent sit forsvar for præsidenten og budskabet om, at blandt andre Danmark var nødt til at hoste op med flere penge til vores kollektive forsvar.

Excited to work with ⁦@Statsmin⁩ as we plan ⁦@POTUS⁩ Donald Trump’s visit to the Kingdom of Denmark! Thank you Mette Frederiksen for your leadership and the Danish people for your great friendship! 🇩🇰🇺🇸#dkpol #alliedstrong #partnershipsmatter pic.twitter.com/BXlE9ULUBN

— Ambassador Carla Sands (@USAmbDenmark) August 7, 2019

Et budskab, ambassadøren råbte så højt, at hun på et tidspunkt ragede uklar med daværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. Efter at have lukket en aftale om yderligere 1,5 milliarder kroner til Forsvaret blev Hjort Frederiksen så rasende over at læse en kritik af det danske forsvarsbudget fra Carla Sands i Børsen, at han resolut aflyste et nært forestående møde med ambassadøren. 

Politisk stormvejr
Episoden er meget sigende for den stil, Carla Sands har lagt for dagen. En meget Trump-loyal linje og ikke altid lige diplomatisk. I efteråret 2019 lykkedes det hende to gange at havne i politiske stormvejr af den slags, som en ambassadør for alt i verden skal undgå.

Først da hun opfordrede danske politikere til at købe flere amerikanske kampfly. Det var en lidt for direkte udmelding om, hvad Danmark burde anskaffe af forsvarsmateriel, end flere politikere brød sig om.

Anden gang, da hun havnede i et offentligt skænderi med den USA-venlige sikkerhedspolitiske forening Atlantsammenslutningen over en Trump-skeptisk Nato-eksperts deltagelse ved en dansk konference, som den amerikanske ambassade var medsponsor af. Sands ønskede ikke, at eksperten Stanley Sloan skulle være på programmet. En indblanding, der udløste international omtale. 

Populær som aldrig før
Uanset hvad man måtte mene om Carla Sands' attitude og synspunkter, så har hun formået at skubbe til debatten om, hvorvidt Danmarks forsvarsbudget skulle begynde at nærme sig de to procent af bruttonationalproduktet, som Trump er så fokuseret på.

Ambassadøren har også formået at gøre USA så populær på Grønland som aldrig før ved at spille på grønlændernes ønske om at blive taget seriøst og lyttet til. At Sands og de diplomater, som snart rykker ind i det nye konsulat, i sidste ende har én dagsorden, nemlig at initiativerne skal gavne USA, forsøger de indtil videre at nedtone. I stedet fokuserer de på alt det gode, USA, Grønland og Danmark kan gøre sammen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carla Sands

Fhv. ambassadør, Den amerikanske ambassade i Danmark

Claus Hjort Frederiksen

Fhv. MF (V), fhv. minister og partisekretær
cand.jur. (Københavns Uni. 1972)

Rufus Gifford

Protokolchef, Det Hvide Hus, fhv. ambassadør, Den amerikanske ambassade i Danmark
ba (Brown University, Rhode Island)

0:000:00