Mindeord om fhv. SF-landssekretær Lillian Ubbesen (93)

SF’s første kvindelige landssekretær Lillian Ubbesen, København, er død, 93 år gammel, og i den anledning skriver partifællen Lars H. Nielsen mindeord. Bisættelsen har fundet sted.


Lillian var landssekretær fra 1972 til 1989. Pelle Voigt (fhv. MF, red.) skrev i sine erindringer, at Lillian Ubbesen styrede SF’s sekretariat med "hård, men venlig hånd". Og det er nok meget kendetegnende for Lillian, for dem, der kan huske hende.

Jeg husker også Lillian Ubbesen som en kompetent og skrap landssekretær, som nappede SFU’eren Lars H. Nielsen, 20-21 år, i en række friheder som en gratis telefonsamtale på Christiansborg. Det blev ikke tolereret, og jeg kan genkalde den ubehagelige skideballe endnu. Jeg oplevede, at Lillian Ubbesen var en urokkelig klippe, som spillede en vigtig rolle for SF’s udvikling.

Nutidens SF har denne parole "Ingen fuck ups", som jeg så på årets sommertræf i København. Lillian Ubbesen fik forhindret talrige fuck ups i sine mange år som landssekretær.

Gert Petersen (fhv. SF-formand, red.) skrev rosende om Lillian i sin erindringsbog, "Indenfor og udenfor systemet" fra 1998.

Lillian havde aldrig prøvet sådan et job, men kom med stor livserfaring og gåpåmod. Strengt taget var hun ikke den politiske landssekretær, partiet dengang drømte om. Men den teknokratiske holdning var skiftet ud med ligefremhed, åbenhed og handlekraft, som vi fik vældig glæde af.

Skipperkonen døbte Jens Maigaard (fhv. MF, red.) hende, fordi hun havde været gift med en skibskaptajn og sejlet på de syv have og boet adskillige år i Hongkong. Hun indgød respekt og skabte respekt om sig, og blev mere og mere politisk i ordets bedste forstand. De to beskrivelser er meget kendetegnende for Lillians liv.

SF betød rigtig meget for hende, og før SF var det hendes børn og livet med en skibskaptajn, der fyldte.

Det eneste, der blev sat højere, var hendes børn og børnebørn. Og så hendes tilflugtssted i Thy, som var hendes helle, og som også dannede ramme om flere fødselsdage og jubilæer, også med SF’ere om bord.

Lillian sov stille ind på Amager med sin familie ved sin side.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00