Minister holder fast i ny Vejle Fjord-forbindelse trods heftig V-kritik

SAMRÅD: Færre togpassagerer end forventet får ikke transportministeren til genoverveje en ny togforbindelse over Vejle Fjord.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Andreas Wind

Onsdag var transportminister Benny Engelbrecht (S) kaldt i samråd om den planlagte togforbindelse over Vejle Fjord.

Færre passagerer tager toget, end man forventede, da aftalen om den nye forbindelse i Togfonden DK blev indgået i 2013 af Thorning-regeringen med EL og DF. Det fremgår af et svar til Folketinget fra Transportministeriet fra november 2019.

Det bør få ministeren til at genoverveje togforbindelsen, der indtil videre har været syv år undervejs, mener Venstre, der er modstandere af projektet.

"Det er ærgerligt at bruge næsten fem milliarder på noget, vi alle sammen bliver fattigere af. Det er maksimalt ni minutter, man kan spare ifølge modellen, og pengene skal jo findes hos projekter, der kan gøre os rigere," sagde Venstres Christoffer Aagaard Melson under samrådet.

Men det var dog ikke signalet fra ministeren, at projektet skal genovervejes:

"En forbindelse over eller under Vejle Fjord er fortsat et vigtigt emne, som vil indgå i de kommende drøftelser af en kommende infrastrukturplan," sagde ministeren, der dog er villig til at lave analyser af en ny Kattegatforbindelses påvirkning på forbindelsen ved Vejle Fjord.

Lokale interesser
Ifølge ministeren handler Venstre-politikernes modstand mod forbindelsen også om andre forhold:

"Jeg har fuld respekt for, at man er politisk uenig i, at der skal bygges en bro eller en tunnel i et område, man selv er valgt i. Jeg synes, man skal stå ved, at det er det, det handler om," sagde ministeren, henvendt til Troels Lund Poulsen og Christoffer Aagaard Melson, der begge er valgt i Vejleområdet.

Det afviste Troels Lund Poulsen.

Altinget logoTransport
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget transport kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00