Morten Løkkegaard: Statsministeren stirrede sig blind på EU-rabat og glemte danske mærkesager

Af Morten Løkkegaard (V)
Medlem af Europa-Parlamentet

Man kan ikke diskutere EU-politik uden at medregne tilfældighederne, de uforudsete omstændigheder, der forstyrrer snart sagt hvilken som helst forkromet plan eller strategi, som måtte blive udtænkt i Bruxelles, Berlin eller Paris.

EU's syv-årige budget, der – om noget – er udtryk for forsøg på bureaukratisk-politisk langtidsplanlægning, er da også altid blevet "disrupted" effektivt af virkeligheden.

Tænk bare på finanskrisen, migrantkrisen og senest coronapandemien.

Derfor kan man heller ikke debattere det næste syvårs EU-budget (2021-2027) uden at forholde sig til den enorme corona-genopretningspakke, som fulgte med i handlen denne gang.

Støtte til genopretning
Den 5.600 milliarder kroner store nødpakke til især de sydeuropæiske økonomier betød nemlig, at de oprindelige, voldsomme budgetambitioner fra de traditionelle "Big Spenders" måtte skrinlægges til gengæld for et klassisk kompromis.

Hvor var Mette Frederiksen og den danske regering henne? I gang med at fejre en mindre forhøjelse af den danske rabat, som man havde stirret sig blind på?

Morten Løkkegaard (V)
Medlem af Europa-Parlamentet

Budgettet blev lidt større, ja – men slet ikke i den størrelse, som for eksempel den franske præsident Macron havde våde drømme om.

Hvor mange husker i dag præsidentens taler på Sorbonne og i Athen, hvor det nuværende budget skulle ganges med syv eller otte?

Selv om 8.000 milliarder kroner immervæk også er en slat penge, svarer det til en stigning på bare 0,05 pct. i forhold til sidste budgetperiode. Hullet efter briterne er dækket ind, men ødselt er det ikke. 

I Venstre støtter vi genopretningspakken og er glade for, at coronakrisen ikke endte med at blive undskyldningen for at stikke politisk helt af med EU-budgettet.

Glade for at genopretningspakken blev et udtrykkeligt "one-off", hvor pengene skal bruges til at booste reformer og sunde økonomiske projekter, som kan hjælpe klima- og digitaliseringsdagsordenen.

Nej, fordelingen mellem lån og tilskud (360/390 milliarder euro) blev ikke god nok (vi havde foretrukket rene lån, så ansøgerne motiveres til at skabe en sund økonomi), men det vigtigste er trods alt, at der bliver stillet klare krav til pengene – og at der dermed er udsigt til på sigt at fastholde og udbygge et Indre Marked til gavn for dansk eksport.

Alternativet havde været ingenting, et ødelagt marked, ødelagte økonomier, voldsomme vælgerreaktioner – og et politisk sammenbrud, i værste fald EU's endeligt.

Forkert tilgang til forhandlingerne
Med en massiv corona-pengeindsprøjtning her og nu lykkedes det at føre budget-diskussionen tilbage på sporet. Og derfra kan vi så tage en seriøs debat om budgettets størrelse, profil, fordelingen af pengene – og resultatet for Danmark.

Det sidste først: Med en dansk ekstraregning på flere milliarder kroner om året kan man dårligt tale om en dansk succes ved forhandlingsbordet.

I sagens natur er det umuligt at vide, hvad en borgerlig regering kunne have opnået, men Venstre har fra starten været kritisk over for statsministerens tilgang og strategi i forhandlingerne.

I stedet for at tale om et "helt gak" budget og en ensidig satsning fra "de fedtede fire" på rabatter, burde man have erkendt, at det handlede mere om at styrke EU's fremtid som vækstmotor og satse på massiv indflydelse på områder som forskning, mobilitet, indre marked og ydre grænser.

Danmark fik en kosmetisk større rabat. Men - på netop disse strategisk vigtige områder blev der i sidste ende sparet mere end nødvendigt, og nu er det så op til os i Europa-Parlamentet at feje op og bruge politisk kapital på at sikre et fornuftigt ambitionsniveau.