Movia: BRT er en god løsning – bare ikke på Ring 3

DEBAT: Kan letbanen i Ring 3 erstattes af BRT-busser? Nej, lyder svaret fra Movia. Med de passagermængder, man forventer i området, vil en BRT ikke have tilstrækkelig kapacitet, skriver trafikselskabets formand og anlægschef.

Placeholder image
Der vil være for mange passagerer i området omkring Ring 3 til en BRT, skriver Movias bestyrelsesformand, Thomas Gyldal Petersen, og områdechef for strategi og anlæg Jeppe Gaard.
GDPRDeleted
Vis mereIcon / Direction / Dropdown
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thomas Gyldal Petersen
Bestyrelsesformand i trafikselskabet Movia

og Jeppe Gaard
Områdechef for strategi og anlæg i trafikselskabet Movia

BRT (Bus Rapid Transit) er aktuel mange steder i udlandet, hvor der ønskes højklasset og effektiv kollektiv transport, men hvor der ikke er passagerunderlag eller økonomi til en letbane eller en Metro. 

BRT findes ikke i Danmark i dag. Men Movia har sammen med Københavns Kommune etableret en strækning på 2,5 kilometer ved Rigshospitalet, hvor bussen kører i helt selvstændige spor midt på vejen. 

Fakta
Vil du blande dig i debatten?
Send dit indlæg til hjalte@altinget.dk.

Det har ført til kortere rejsetid især i myldretiden og flere meget tilfredse passagerer.

På linje 5A bliver der næste år indsat fossilfri gas-ledbusser af BRT-standard, der vil øge kapaciteten på Danmarks største buslinje, samtidig med at driften bliver mere effektiv.

At etablere en BRT i Ring 3 vil svare til, at man som nybagt familie køber en lejlighed uden børneværelser. Det kan måske gå an til en start, men man kommer hurtigt til at mangle plads.

Thomas Gyldal Petersen og Jeppe Gaard, Henholdsvis bestyrelsesformand og områdechef for strategi og anlæg i trafikselskabet Movia

På baggrund af disse erfaringer var Movia inviteret til den eksperthøring, som Folketingets Transport- og Bygningsudvalg 30. marts holdt om BRT-løsninger som muligt alternativ til letbanen i Ring 3 vest for København.

Alternativerne skal afvejes
Med udgangspunkt i vore undersøgelser af passagerernes præferencer lægger Movia vægt på at skabe et mere pålideligt og effektivt kollektivt trafikprodukt med fokus på enkelthed og nemme skift samt prioritering af den kollektive trafik og knudepunkter i byrummet. 

Her har BRT en væsentlig rolle at spille som en del af et samlet kollektivt transportsystem af høj kvalitet.

Det er vigtigt, at BRT bruges rigtig, hvis vi skal have den fulde effekt af løsningen, og en BRT skal altid vurderes i forhold til alternativerne. Det afhænger i høj grad af, hvor stor kapacitet der skal være, eksempelvis hvor mange passagerer der skal transporteres pr time i myldretiden, jf. nedenstående figur. 

Passagererne bliver kun flere
Langs Ring 3 ligger der rigtig mange arbejdspladser. Det betyder, at der er et meget markant peak i myldretidstrafikken. På den mest belastede strækning forventes 100-130 passagerer per tog, når letbanen åbner. Det passagertal vil kunne håndteres af cirka 35 meter lange letbanetog, der kører hvert femte minut, og der vil stadig være 45 procent ledig kapacitet til den vækst, der forventes i kommende år i forbindelse med en styrket byudvikling langs Ring 3.  

 

 

 

 

 

 

 

 

Omtrentlig maksimal kapacitet (passagerer/time/retning)

Med 24 meter lange BRT-busser, der kører hvert femte minut, vil der måske være plads nok i åbningsåret, men ikke kapacitet til passagervækst i de kommende år. 

Det kunne man vælge at løse ved at sætte flere BRT-busser ind og køre hyppigere. Men Ring 3 krydses af mange, store tværgående veje som Frederikssundsvej, Søborg Hovedgade og Roskildevej. Hvis BRT-busserne kører tæt og skal have forkørselsret ved signalprioriteringen i krydsene, vil der ikke være tid til, at den tværgående færdsel kan afvikles. 

Det vil give uacceptable forhold for biltrafikken eller mindre prioritet i signalerne og dermed længere rejsetid i BRT-linjen.

Nyttig tilbringer-forbindelse
Så at etablere en BRT i Ring 3 vil svare til, at man som nybagt familie køber en lejlighed uden børneværelser. Det kan måske gå an til en start, men man kommer hurtigt til at mangle plads.

Derfor er letbane den rigtige løsning i Ring 3. 

Til gengæld vil BRT være meget nyttig til at sikre stærke tilbringerforbindelser til Cityringen og letbanen. BRT kan særligt i de nuværende S-buskorridorer bidrage til at koble enkeltkommuner op på de nye baneforbindelser og skabe nye, højklassede forbindelser på tværs af banenettets såkaldte fingre. 

Så de rette steder er BRT, ligesom letbanen, et godt værktøj til at forbedre den kollektive trafik markant.

Omtalte personer

Thomas Gyldal Petersen

Borgmester (S), Herlev Kommune, formand, KL's Børne- og Undervisningsudvalg
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser