Nationalt center for overvægt på vej i Aarhus

OVERVÆGT: Danmark får et nyt nationalt center for overvægt, og det skal ligge på Aarhus Universitetshospital i tilknytning til Steno Diabetes Center Aarhus. Professor Jens Meldgaard Bruun bliver lægefaglig leder.

Signe Løntoft

Et nyt videncenter på Aarhus Universitetshospital skal indsamle og videreformidle viden om behandling og forebyggelse af svær overvægt. Sundhedsministeriet har netop besluttet at udmønte midler til centret.

Etableringen af centret blev besluttet som en del af finansloven for 2019. Her afsatte aftaleparterne 10 millioner kroner i perioden 2020-2023 til etablering af et Nationalt Center for Overvægt. Pengene blev afsat ud af en pulje på i alt 25 millioner kroner til særlige indsatser på sundhedsområdet.

I Region Midtjylland glæder regionsrådsformand Anders Kühnau (S) sig over, at det nye videncenter skal etableres på Aarhus Universitetshospital i tilknytning til Steno Diabetes Center Aarhus:

"Forebyggelse af overvægt er med sundhedsaftalen 2019-2023 et prioriteret område i Region Midtjylland. Vi ser især et stort potentiale i et samarbejde om forebyggelse af overvægt på tværs af kommuner, praktiserende læger og hospitaler," siger regionsformanden i en pressemeddelelse onsdag.

{{toplink}}
Altinget logoSundhed
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget sundhed kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her

Mangler viden om børn og unge
Den centrale opgave for det nye center bliver at indsamle viden med fokus på de mange forskelligartede forebyggelses– og behandlingsindsatser, der foregår i landets regioner, kommuner og ved de praktiserende læger.

"Hvis vi som samfund skal lykkes med at bremse væksten i antallet af danskere med svær overvægt, skal vi blive klogere på de indsatser, der allerede eksisterer, og identificere dem, der virker," siger Jens Meldgaard Bruun, der bliver lægefaglig leder af centret. Han er i forvejen overlæge ved Steno Diabetes Center Aarhus og professor ved Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin. 

Ifølge Jens Meldgaard Bruun vil forskerne i særlig grad forsøge at få mere viden om forebyggelse og behandling af svær overvægt hos børn og unge:

"Hvis et barn går ind i ungdommen med alt for mange ekstra kilo, øges risikoen betydeligt for type 2-diabetes, hjertekarsygdom og for tidlig død. Hvis barnet derimod opnår normalvægt inden ungdommen, mindskes denne risiko betydeligt. Et andet og vigtigt mål med at behandle overvægt hos børn og unge er at begrænse den stigmatisering og psykologiske belastning, som overvægt ofte medfører i den aldersgruppe," siger han.









0:000:00