Niels Jespersen: Radikale kan sætte sig selv og ikke DF uden for indflydelse

KOMMENTAR: Radikales konfrontationspolitik kan ende med at drive Socialdemokratiet i armene på DF, for jo flere ultimative krav Morten Østergaard disker op med, desto tættere rykker Mette Frederiksen på Kristian Thulesen-Dahl, skriver Niels Jespersen. 

Opsig samarbejdet med DF, eller vi vælter dig.” Så klar var beskeden fra Morten Østergaard (R) til den endnu ikke valgte socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksen, da Radikale her i weekenden afholdt nytårsstævne i Nyborg. I mange år var det radikale dogme ellers Hilmar Baunsgaards ”Det afgørende er ikke, hvem vi samarbejder med, men hvad vi samarbejder om”.

Det var dengang. Nu går Radikale til valg på at holde ét parti uden for indflydelse.

Det er den for Socialdemokratiet så givtige alliance med DF, der får Radikale til at fare i flint. For den blokerer ikke alene for netop den del af regeringens politik, som De Radikale kan tilslutte sig, nemlig skattelettelser og forhøjelse af pensionsalderen. Det er dog ikke det centrale, for Radikale har selv lavet både dagpenge- og efterlønsforringelser med DF. Mest afgørende ses den af Radikale som et uacceptabelt skred i socialdemokraternes moralske kompas og dernæst som en farlig udvikling, der risikerer at overflødiggøre de radikale mandater.

Og der er da heller ingen tvivl om, at S og DF's gensidige tilnærmelser er udtryk for mere end blot taktik. I Socialdemokratiet gjorde flygtningekrisen i 2015 et enormt indtryk og har sammen med de voksende udgifter til integration foranlediget en total makeover af partiets udlændingepolitik. Set i det lys er det egentligt ikke overraskende, at de to partier er vokset fra hinanden.

Alligevel kom det bag på de fleste politiske analytikere, da Radikale ved Folketingets afslutningsbebat i 2017 fremsatte deres egen dagsorden i stedet for, som det var normen, at stemme med resten af oppositionen. Den blev selvsagt stemt ned, men blev startskuddet til det brud, som brød ud i lys lue ved afslutningsdebatten året efter, hvor Radikale udråbte sig selv som ”oppositionen til oppositionen”. Få dage senere meldte Mette Frederiksen, at hun satsede på en smal S-regering.

I de mere end 100 år, hvor S og R har haft mere eller mindre fast tradition for regeringssamarbejde, har forholdet mellem de to partier aldrig været hjerteligt. Nu er der tale om decideret fjendskab, og når Radikale går til valg, peger kanonerne i alle retninger – mod socialdemokraterne såvel som regeringen.

I radikal optik må Mette Frederiksen for alt i verden ikke få succes med sit undvigelsesforsøg. Der er nemlig mere på spil end blot en politisk tilnærmelse til Radikales modpol. Hvis S kan regere uden om R, og de borgerlige ikke kan bruge de radikale mandater til noget, så mister partiet totalt sin relevans og bliver blot endnu et af venstrefløjens småpartier.

Radikale frygter først og fremmest det såkaldte FOA-flertal bestående af SF, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Kommer et sådant på plads, vil Mette Frederiksen kunne føre stram udlændingepolitik med velfærd på uden at skulle tage hensyn til hverken Radikale eller venstrefløjen.

R behøver dog næppe ængste sig unødigt, for det resultat forudsætter, at DF holder valgresultatet. Morten Messerschmidts MELD- og FELD-sager og skærmydsler med EU's antisvindel-enhed OLAF har givet partiet et hak i troværdigheden, og ironisk nok er S selv med til at tage stemmer fra sine nye venner. Sagen er nemlig den, at nyorienteringen af den socialdemokratiske udlændingepolitik virker. Partiet står bomstille i meningsmålingerne, men høster under overfladen stemmer fra blandt andre DF, mens man afleverer værdivælgere i den anden ende til Radikale og SF. Det er godt for balancen mellem blokkene og Mette Frederiksens statsministerdrømme, men skidt for en kommende S-regerings manøvredygtighed.

Det radikale drømmescenarie er et, hvor partiet opnår en fordobling til 16-17 mandater. Et meget ambitiøst, men ikke umuligt mål, for udover at være i en god position til at tiltrække værdivælgerne på venstrefløjen, så er partiet også for første gang i lang tid begyndt at hente stemmer over midten. Ifølge en analyse, som professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet har lavet for Altinget, har R siden folketingsvalget fået 12.612 vælgere fra V, mens der kun er 4.204, der er gået fra R den anden vej. Derudover henter Radikale 8.408 stemmer fra LA.

Måske er det den gryende klimabevisthed, der henter grønne borgerlige over midten? Det kan også skyldes den skarpe positionering. Når blå blok alligevel ikke har en klar liberal profil, så fremstår R som den ægte opposition til den statskollektivistiske S-V-DF-blok.

Det er imidlertid her, den radikale strategi begynder at halte, for hvis R for alvor skal kunne udfordre S, så bliver de nødt til at samarbejde med de borgerlige partier. Problemet er, at der ikke er nok anstændige grønne borgerlige i dette land til at danne flertal uden om DF. Et parti, der går til valg på at sætte DF uden for indflydelse, vil i sagens natur ikke kunne pege på den samme statsministerkandidat som DF, og et nyvalg vil næppe resultere i et flertal for en mere lempelig udlændingepolitik. Nok snarere tværtimod.

Det betyder, at Radikale ikke kommer til at kunne indfri deres valgløfte: nemlig at sætte DF uden for indflydelse. Næsten ligegyldigt hvordan mandaterne falder, så kommer der ikke et flertal uden om S, der ikke inkluderer DF. Derfor er de radikale mandater værdiløse for højrefløjen, selv om der er mange i Venstres folketingsgruppe, inklusive den kommende formand Kristian Jensen, som værdimæssigt ligger tættere på R end på støttepartiet DF.

Radikale risikerer med deres konfrontationspolitik at drive S i armene på DF, for jo flere ultimative krav Morten Østergaard disker op med, desto tættere rykker Mette Frederiksen på Kristian Thulesen-Dahl. Han står i dag i den drømmesituation, at lige meget hvem der vinder næste valg, så kommer DF til at få afgørende indflydelse på den næste regering. Enten som koalitionspartner med V eller som sikkerhedsnet under en smal S-regering.

Omvendt kan Radikale for første gang i over hundrede år være sikre på, at de ikke kommer i regering, ligegyldigt hvad valgresultatet bliver. Den slags må gøre ondt i selvforståelsen for et parti, der altid har prioriteret resultater over popularitet.

Sandheden er jo nok, at der kun er én måde at sætte DF uden for indflydelse: nemlig ved at føre en politik, der på sigt gør DF overflødig. Det vil sige stram udlændingepolitik, hvor tildelingen af asyl og familiesammenføringer holdes på et minimum.

Det kan Radikale imidlertid ikke tilslutte sig af to grunde – først og fremmest fordi det er dem så inderligt imod, men også fordi det vil koste vælgere til Alternativet og Enhedslisten. Derfor håber Radikale, at man efter Løkkes eventuelle fald kan få Mette Frederiksen til at æde sine egne ord og løfter om stram udlændingepolitik akkurat, som da man i det sorte tårn tvang Helle Thorning-Schmidt til en tilsvarende uappetitlig buffet af borgerlig økonomisk politik.

Vurderingen er, at R med en markant fremgang vil have så mange mandater, at partiet ikke er til at komme udenom, samt have det fornødne folkelige mandat til at tvinge Mette Frederiksen til at underskrive en håndfæstning med løfter om at bryde med DF's indflydelse på udlændingepolitikken.

Problemet er, at R kun har ét sanktionsmiddel, nemlig at nægte at støtte et regeringsskifte og derved spille hånden videre til Kristian Thulesen-Dahl, der så kan vælge, om han vil have et nyvalg, eller om S-regeringen skal leve videre på hans nåde.

Styrkeprøven kommer til at stå i de første måneder af en ny folketingssamling. Hvis ikke enten S eller R bøjer sig, kan det blive noget syndigt rod ligesom i Sverige, der på snart fjerde måned ikke har en regering. Radikale vil være som fisk i vandet i sådan en situation. Glæden kan imidlertid blive kort. Hvis en smal S-regering viser sig at være både leve- og manøvredygtig, så har Radikale skudt tomt og kan have spillet sig selv af banen mange år frem.

.....

Niels Jespersen (f. 1980) er debattør og cand.mag. i historie, Afghanistan-veteran og medforfatter til bogen "Eksperimentet, der slog fejl" om 35 års dansk asyl- og indvandringspolitik. Han forsøgte i 2018 uden held at blive opstillet som socialdemokratisk folketingskandidat i Roskilde. 

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Christian E. Skov: Da det liberale imperium døde Christian E. Skov: Da det liberale imperium døde Næste artikel Marie Krarup: Troen på demokratiets naturlighed er forkert Marie Krarup: Troen på demokratiets naturlighed er forkert