Nikolaj Saadat: Demokratidannelsen er overladt til Paradise Hotel-deltagere

KOMMENTAR: Når reality-deltagere og influencere bliver bindeled mellem ungdommen og demokratiet, bør ungdomspartierne overveje, om den polemiske politiske kultur, de tilbyder, er god nok, skriver Nikolaj Saadat.

"Hun er instaworthy. 100 procent". Mette Frederiksen kickstartede valget nogle måneder tilbage med Youtube-stjernen Anna Briand til en snak om blandt andet Mette Frederiksens kat.

Valget var heller ikke mere end et par dage gammelt, før Inger Støjberg havde erstattet Mark Thorsen med de tidligere Paradise Hotel-deltagere Lenny og Phillip. Dagen efter var budskabet fra de to nyudnævnte rådgivere, at man skulle stemme på Morten Østergaard, hvis man ville være "en fucking chef".

Men politikernes interageren med de såkaldte influencere er et udtryk for en mislykket demokratidannelse af generation Z.  

Når førstegangsvælgernes politiske habitus overlades til Paradise Hotel-deltagere og Youtube-stjerner, må man undre sig over, hvad ungdomspartierne egentlig er til for. I takt med at ungdomspartierne stædigt holder fast i deres aktivistiske rebelkultur, søger ungdommen i hvert fald mod andre politiske kanaler.

Når tæt på hver anden dansker ikke stoler på Folketinget, ifølge en undersøgelse fra Danmarks Statistik for Aalborg Universitet, er det da tankevækkende, at politikernes bro til den næste generation af vælgere bygges gennem kattesnak, Instagram og influencere.

Noget tyder på, at den demokratiske dannelse blandt de unge har spillet fallit blandt ungdomspartierne.  

En måling i 2018 viste ellers, at danske unge topper verdensranglisten i politisk dannelse og viden. Men undersøgelsen pegede også på, at det politiske engagement først og fremmest bliver udfoldet i klasselokalerne, i vennekredsen og rundt om spisebordet.

Det memo synes fløjet forbi ungdomspolitikernes hoveder, hvis polemiske kultur med pandademonstrationer og grilning af 'de røde' i Kongens Have først og fremmest taler ind i den aktivistiske ånd, ungdomspartierne i deres egne lukkede kredse besidder.

Ungdomspartierne har tilsyneladende misset, at førstegangsvælgerne efterspørger behersket politisk dialog. Ikke symbolske krigerkampe om ligegyldige tillidsposter som første led i karrierekanonen mod Folketinget.

Og selvom ungdomspartierne har knækket den tiårig lange nedadgående medlemskurve, er det kun omkring to procent under 30 år, der er engagerede i et politisk ungdomsparti. Det er åbenbart ikke "fucking chef" at gå på barrikaderne første maj eller risikere liv og lemmer for Lars Løkke i landets lygtepæle.

I en tid, hvor ungdommen sjældent har været mere politisk interesseret, og ungdomspartierne sjældent har haft bedre adgang til de danske uddannelsesinstitutioner, må ungdomspartierne spørge sig selv, hvorfor demokratiets børn vender dem ryggen.

I Politiken udtalte forsker Silas L. Marker, at Mette Frederiksens influencer-strategi effektivt sender S-formanden direkte ind i hjertet på unge førstegangsvælgere. Det gør hun måske, fordi Anna Briand netop repræsenterer den gængse førstegangsvælger, som ønsker en stille og rolig samtale om både hverdagsproblemer og politik. En førstegangsvælger, som er tonedøv over for ungdomspartiernes indøvede angreb på modstanderne, og som ikke gider i træningslejr i retorikkens ABC eller deltage i ungdomspartiernes danmarksmesterskaber i politikerjargon.

I 2017 gav ungdomspartierne 'politikerløftet' til hinanden i kampen mod politikerlede. Et af de syv punkter bag konceptet var, at man skulle gå forrest i kampen for en respektfuld og saglig debat, som giver plads til, at alle kan deltage.

Der er ikke mange formænd tilbage i de politiske ungdomspartier, som gav løftet i 2017. Men måske de nuværende skulle kigge på det igen, når DSU fremstiller en ubarberet Lars Løkke som en overklassemand med en champagneflaske, og VU insinuerer bedrageriske tendenser hos Mette Frederiksen på linje med de økonomiske kriminelle i DR-serien 'Bedrag'.

Champagnedrikkeri og bedrageri er ellers paradoksalt nok, hvad vi forbinder med de Paradise Hotel-deltagere, som altså nu udfylder den rolle, som ungdomspartierne forsømmer.

Ungdomspartiernes svigt af deres ellers vigtige rolle i at aktivere og engagere unge samfundsborgere bør kalde til selvransagelse. Ellers risikerer de, at deres politiske legitimitet stagnerer. En politisk legitimitet, som blandt andet har medført konkrete politiske resultater i Folketingssalen, og som har formet dygtige toppolitikere på tværs af partier. Ultimativt risikerer ungdomspartierne at skræmme en fremtidig potentiel statsminister væk.

2019 blev året, hvor de danske ungdomspartier tog et opgør med den herskende sexkultur. Lad os håbe vi kan få et lignende opgør med den politiske kultur også.

---------

Nikolaj Saadat (f. 1995) er stud.scient.pol. og medlem af Socialdemokratiet. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Michael Kristiansen: Blå bloks nedsmeltning er åbenlys Michael Kristiansen: Blå bloks nedsmeltning er åbenlys Næste artikel Jarl Cordua: Rød valgsejr kan udløse magtkamp i Venstre Jarl Cordua: Rød valgsejr kan udløse magtkamp i Venstre