Nikolaj Saadat: Højrefløjens ytringsfrihed er kun for højrefløjen selv

Når det borgerlige Danmark i dag står fælles om den absolutte ytringsfrihed udtrykt ved Rasmus Paludans ret til obskure demonstrationer, får man flashbacks til dengang, ytringsfriheden ikke var til salg for to liter mælk, som Venstres daværende politiske ordfører Jens Rohde formulerede det i sin kritik af Arla under Muhammed-krisen.

Men forsvaret for Paludan beviser nok engang, at højrefløjens kamp for absolut ytringsfrihed kun er begrænset til visse ytringer. Og så er der ikke meget absolut ved den.

For alt imens ministre, MF’er og øvrige borgerlige debattører i disse dage er på barrikaderne for Paludans grundlovssikrede ret, så har den nuværende regering indskrænket ytringsfriheden markant i den nuværende regeringsperiode.

Endda så markant, at der ikke findes fortilfælde for regeringer, der på lige så kort tid, har indført lige så mange begrænsninger, hvis man spørger direktør i den juridiske tænketank Justita Jacob Mchangama.

Det kan derfor være svært at tage det borgerlige Danmark seriøst, når man på den ene side råber højt om Paludans ret til at afbrænde og beskæmme koraner i ytringsfrihedens hellige navn, men samtidig er forbavsende tavse, når regeringen skærer bidder af samme ret.

For hvor var højrefløjens ytringsfrihedskæmpere, da VLAK-regeringen kriminaliserede beklædningens symbolik og ytring med maskeringsforbuddet?  

Paludans ret til at ytre sig er kun absolut, fordi den ikke afgørende strider imod højrefløjens politiske program.

Nikolaj Saadat

Og hvorfor forsvarede de borgerlige debattører ikke Hizb ut-Tahrirs principielle ret til at demonstrere, da DF foreslog at ulovliggøre det? 

Og hvor var den borgerlige hovedrysten, da VLAK-regeringen sikrede sig mod "ulovlig påvirkningsvirksomhed" af den almene meningsdannelse? Ytringer, som altså ikke er ulovlige, når det borgerlige Danmark går til valgkamp for at påvirke vælgernes meningsdannelse om ganske kort tid.

Og hvorfor var det samlede korps af bloggere fra Berlingske forbløffende tavse, da VLAK-regeringen oprettede en særlig hadprædikantliste og kriminaliserede specifikke ytringer?

Fordi alle indskrænkelser af ytringsfriheden blev legitimeret af højrefløjens øvrige politiske agenda. Her helliger målet midlet – også selvom midlet er en begrænsning af ytringsfriheden.

Den larmende tavshed og passivitet er særligt tankevækkende, da det er de samme meningsdannere og politikere, som under Muhammed-krisen var urokkelige på princippet om ytringsfrihedens ukrænkelighed.  

Da Muhammed-krisen rullede på sit højeste i 2006, blev de såkaldte ytringsfrihedskæmpere i manges øjne tryktestet på deres principfasthed, og Jyllands-Posten blev hyldet for sit ærværdige mod i kampen for ytringsfriheden.

Men hvis Muhammed-krisen blev anset som et bevis på borgerlig standhaftighed over for den absolutte ytringsfrihed, så har historien siden vist sig, at den ikke var absolut overhovedet.

Med salamimetoden har VLAK-regeringen nemlig gradvist afmonteret den absolutte ytringsfrihed i den nuværende regeringsperiode.

En lille bid demokrati til gengæld for frihed lød byttehandlen på i Marcus Knuths forsvar af imamloven i 2016.

Højrefløjens hovskisnovskitilgang til ytringsfrihedsbegrebet er dermed endt som et pseudoprincip, man kan køre zigzag-kurs på, alt efter hvor politisk opportunt det er.

Rasmus Paludan og Stram Kurs er ganske vist et symptom på et sygt demokrati. Men højrefløjens italesættelse af Paludans kamp som et frihedsmartyrium er både naivt og politisk snæversynet.

For Paludans ret til at ytre sig er kun absolut, fordi den ikke afgørende strider imod højrefløjens politiske program.

Ville det eksempelvis være totalt utænkeligt, at det førte til ramaskrig og krav om indskrænkelser af ytringsfriheden fra højrefløjen, hvis en gruppe muslimer systematisk turnerede rundt og kaldte jøder for menneskeligt affald foran synagogen i Krystalgade eller sagde til børn på Carolineskolen, at deres seksårige søskende var ude og prostituere sig selv? Næppe.

Forkæmperne for ytringsfriheden fra det borgerlige Danmark synes nemlig yderst selektive med, hvilken ytringsfrihed de egentlig kæmper for – og for hvem.  

Med klare indskrænkelser i både ytringsfriheden og religionsfriheden beviser "Danmarks måske mest liberale regering nogensinde" i hvert fald, at frihedsrettigheder er noget, man er klar til at sælge ud af.

Friheden til at ytre sig, klæde sig og opføre sig, som man vil, er nemlig først og fremmest begrænset til højrefløjen selv.

---------

Nikolaj Saadat (f. 1995) er stud.scient.pol. og medlem af Socialdemokratiet. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.