Nikolaj Saadat: Regeringens strammer-kurs saboterer beskæftigelsespolitikken

KOMMENTAR: Når Udlændinge- og Integrationsministeriet stolt fremviser sin strammertæller, og Støjberg siger, vi har brug for flere udlændinge i de danske virksomheder, kan det være svært at differentiere, hvilke udlændinge regeringen vil have, og hvem der ikke er velkommen.

Da de to Venstre-ministre Troels Lund Poulsen og Inger Støjberg for tredje gang på knap 16 måneder i februar præsenterede regeringens forslag om at sænke beløbsgrænsen for borgere fra ikke-EU-lande, var det endnu engang med opgivende arme over for de bekymrede erhvervsorganisationer og med fingrene anklagende rettet mod den berygtede S-DF-3F-alliance.

Med det tredje mislykkedes forsøg er målsætningen om øget udenlandsk arbejdskraft endt som regulært sisyfosarbejde for regeringen.

Det paradoksale er dog, at det ikke blot er alliancen fra Cirkusbygningen, der står klar til at skubbe stenen ned fra bjerget, så snart Troels Lund Poulsen og Inger Støjberg nærmer sig. Det gør regeringens egen udlændingepolitiske dagsorden også.

Smykkeloven, grænsekontrollen og statsbetalte skræmmeannoncer i mellemøstlige aviser er nogle af de krydderier, regeringen har smidt i den udlændingepolitiske gryderet siden 2015.

Debatten om behovet for udenlandsk arbejdskraft viser samtidig, at regeringens udlændingepolitiske krydderier har været så dominerende, at vælgerne ikke har kunnet smage forskel på de forskellige politiske retter, der har haft så meget som et strejf af en udlændingepolitisk dagsorden.

Det virker ikke til, at det er gået op for regeringen, at vælgerne har svært ved at gennemskue, hvorfor det på den ene side skal være nemmere for danske virksomheder at hente udlændinge til Danmark, men der samtidig skal gennemføres et paradigmeskifte i dansk udlændingepolitik, hvor udgangspunktet er, at udlændinge ikke længere skal integreres via arbejdsmarkedet, men derimod hjemsendes.

Når Udlændinge- og Integrationsministeriet stolt fremviser sin strammertæller på ministeriets hjemmeside, og ministeren samtidig går ud og siger, vi har brug for flere udlændinge i de danske virksomheder, kan det være svært for vælgerne at differentiere, hvilke udlændinge regeringen vil have, og hvem der ikke er velkommen.

Når der ingen folkelig opbakning er til forslaget for en nedsat beløbsgrænse, er det derfor også først og fremmest regeringens egen skyld. Spørgsmålet om udenlandsk arbejdskraft er røget ned i den udlændingepolitiske pærevælling med grænsekontrollen, smykkeloven, håndtryksceremonierne, burkaforbuddet, skræmmeannoncerne og den øde ø Lindholm.

Under udlændingeparaplyen skærmer vi os for alt det, vi skal have mindre af. Her er det svært at differentiere et arabisk bandemedlem fra en pakistansk kemiingeniør.

Særligt smykkeloven, grænsekontrollen og annoncerne i de mellemøstlige aviser blev i sin tid fremlagt af erhvervsorganisationerne og de øvrige modstandere som et problem for den internationale opfattelse af Danmark. Virkeligheden har siden vist, at det først og fremmest blev et problem for danskernes opfattelse af de internationale.

Med det tredje forsøg på at sænke beløbsgrænsen uden held må det derfor efterhånden være gået op for Støjberg og regeringen, at man ikke kan blæse og have strammer-lagkage i munden på en og samme tid.

Regeringens farverige udlændingepolitik tjener dog kun som den halve forklaring på, hvorfor vælgerne ikke kan differentiere behovet for udenlandsk arbejdskraft fra behovet for en stram udlændingepolitik. Men også for den anden halvdel bærer Venstre det centrale ansvar.

Ud fra mantraet om, at det skal kunne betale sig at arbejde, har Venstre siden 2001 brugt beskæftigelsespolitiske redskaber til at føre socialpolitik. Noget, der også har været gældende for udlændinge- og integrationspolitikken, hvor stort set alle signifikante socialpolitiske tiltag, herunder starthjælp og integrationsydelse, først og fremmest har handlet om at få folk i arbejde.

Når regeringen med sit paradigmeskifte omdøber integrationsydelsen til hjemsendelsesydelsen, bryder man derfor med sin egen centrale præmis, der har været gældende for dansk beskæftigelses- og integrationspolitik i årtier: At udlændinge skal ud på arbejdsmarkedet og integreres den vej.

Det kan derfor kun fremstå selvmodsigende, når regeringen på den ene side vil have en hjemsendelsesydelse, fordi man opgivet troen på arbejdsmarkedet som vejen til integration – og at man samtidig er ubekymret over for de potentielle integrationsudfordringer, der kan følge med den udenlandske arbejdskraft netop ud fra argumentet om, at de fra start kommer ind på arbejdsmarkedet. 

Hvis regeringen ikke længere selv tror på arbejdsmarkedet som et integrerende redskab for de herboende udlændinge, hvorfor skulle det så være anderledes for de udlændinge, som regeringen ønsker hertil?

Når Troels Lund Poulsen siger, at det er lige så vigtigt at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, som det er at stoppe tilstrømningen, er det ude af trit med regeringens egen politik. For når regeringen vil hente udlændinge med den ene hånd og sende hjem med den anden, støder de ind i det samme problem som alle andre: At man trods utallige forsøg og træning altid kun vil have én naturlig hånd.

Når regeringen, anført af sine Venstre-ministre, gentagne gange foreslår at sænke beløbsgrænsen, må det være ud fra en oprigtig undren over, at vælgerne har smidt beskæftigelses- og udlændingedagsordenen i en og samme gryde.

Det, der i virkeligheden bør undre Venstre, er, hvorfor de bliver ved med at fremføre et politisk forslag, som de i forvejen har saboteret for sig selv.

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Peter Skov-Jakobsen: Tech-giganterne glemmer aldrig, hvad du sagde for to år siden Peter Skov-Jakobsen: Tech-giganterne glemmer aldrig, hvad du sagde for to år siden Næste artikel Jarl Cordua: Østergaard udskriver folkeafstemning om udlændingepolitik Jarl Cordua: Østergaard udskriver folkeafstemning om udlændingepolitik
Den pragmatiske socialist takker af

Den pragmatiske socialist takker af

INTERVIEW: SF's nestor Holger K. Nielsen siger farvel efter fire årtier i dansk politik, hvor han på kort tid gik fra at være folkehelt til hadeobjekt samt være en del af en tumultarisk regeringsdeltagelse, som han ikke har fortrudt og mener, SF bør gentage.