Nikolaj Saadat: Socialdemokratiet har givet los på værdi- og kulturpolitikken

Det har været svært at misse, at Socialdemokratiet har foretaget et kursskifte i udlændingepolitikken under Mette Frederiksens ledelse. Selv de mindst politisk interesserede har ikke kunne undgå fortællingen om den historiske højredrejning.

Men i mediernes omfattende afdækning af Socialdemokratiets udlændingepolitiske kursskifte har de tilsyneladende misset, at udlændingepolitikken kun er én position af mange, som Socialdemokratiet har snuppet fra højrefløjens værdipolitiske portefølje.

Anført af særligt Henrik Sass Larsen har Socialdemokratiet gradvist taget markante skridt væk fra den socialdemokratiske historie og identitet, når det gælder værdipolitik.

I 2016 kaldte Sass Larsen i Politiken humanismen for undergravende for velfærdssamfundet, og i "Pind & Sass" blev Menneskerettighedsdomstolen stemplet som ødelæggende.

Logikken synes at være, at velfærdssamfundet bliver nedslidt af de humanisme-narkomaner, der i deres iver efter det næste solidaritetsfix kaster sig over velfærdssamfund som det danske.

Velfærdsstater, der er blevet lette ofre som følge af de overnationalt bestemte konventioner.

Socialdemokratiets kulturpolitik synes i dag at være alt andet end fremsynende, og på mange måder har partiet givet los på den socialdemokratiske kulturpolitik, som Pio kæmpede for.

Nikolaj Saadat

Så langt, så godt.

Problemet er bare, at den socialdemokratiske historie i hele Europa bygger på en international arbejderbevægelse, der arbejder og har arbejdet for international solidaritet og tværnationalt samarbejde.

En afstandtagen fra humanismen og solidariteten på tværs af landegrænser er derfor en afstandtagen fra den socialdemokratiske identitet.

Mette Frederiksens valg om at droppe årelangt mål for den danske ulandsbistand og den generelle slingrekurs i forhold til EU vidner derfor om et Socialdemokrati, der i disse år har taget et markant skridt væk fra sine historiske værdier.

Og kigger man tilbage på Socialdemokratiets adskillige principprogrammer gennem 1900-tallet, har de alle det til fælles, at de italesætter Socialdemokratiet som en del af den internationale arbejderbevægelse.

En arbejderklasse, der ifølge deres principprogram fra 1913 sågar har til opgave at sikre ”Menneskers fuldkomne Frigørelse uden Hensyn til Køn, Race eller Nationalitet”.

Socialdemokratiets solidaritet- og humanismebegreb anno 2019 er derfor godt nok både konkret og forståeligt. Men det er ikke socialdemokratisk.

En kamp for solidaritet og humanisme er nemlig ikke blot mærkesager, der kan tilpasses et danskpolitisk klima efter forgodtbefindende. Det er en urokkelig del af det socialdemokratiske DNA.

På kulturområdet synes Socialdemokratiet også til at være hoppet på den værdipolitiske vogn, der har drevet højrefløjens kulturpolitik i årtier. Vognen, der altid har arbejdet for, at kultur er noget, vi skal have mindre af.

I hvert fald har Socialdemokratiet smidt både bibliotekerne, Det Kongelige Teater og de danske symfoniorkestrene ind i dansk politiks skarpeste demarkationslinje: eliten mod folket.

Og når handler om de danske public service-institutioner, Danmarks Radio og Radio24syv, rækker Socialdemokratiet heller ikke hånden ud efter den stump armslængde, som er tilbage efter regeringen og Dansk Folkepartis nedslagtning.

I den nye Socialdemokratiske værdipolitik tjenes folket bedst ved at nedkæmpe den kulturelle elite, som man må forstå, public service-kanalerne og de øvrige kulturinstitutioner har udviklet sig til.

I decentraliseringens navn skal det gule Danmark i hvert fald forsvares, og de såkaldte udkantsområder tilgodeses.

Den nye socialdemokratiske kulturpolitik, hvor public servicen forringes, og de offentlige kulturinstitutioner svækkes, synes at tilfredsstille de udkantsområder, hvor bingo og håndbold slår ballet og Habermas.