Nordea-fonden giver 30 millioner til drift og udvikling af Ungdomsøen

BEVILLING: Ungdomsøen får 30 millioner kroner til drift og udvikling af forretningsmodeller. Pengene kan allerede nu komme ud at arbejde, selvom øen er lukket ned, fortæller direktør.

Foto: Christoffer Hesselberg
Rasmus Dahl Løppenthin

Nordea-fonden har besluttet at levere endnu en vitaminindsprøjtning til Ungdomsøen, som har fået bevilget 30 millioner kroner. 

"Vi kan se, at Ungdomsøen er en fantastisk platform for de mange ungeengagementer, vi ser i vores samfund i de her år," siger direktør Henrik Lehmann Andersen.

Derfor har fonden noget utraditionelt valgt, at en del af donationen skal gå til at understøtte organisationens drift, så sekretariatet får ro til at forretningsudvikle.

"Oven på, at vi har været med til at udvikle den fysiske ramme, er der også behov for, at der bliver skabt nogle aktiviteter, som er så stærke, at de også er økonomisk bæredygtige," siger Nordea-fondens direktør, Henrik Lehmann Andersen.

Ungdomsøens direktør, Dea Forchhammer, glæder sig over, at man nu har fået ro til at tænke langsigtet.

"Den her bevilling gør, at vi kan fokusere ambitiøst på alle vores langsigtede formål og ikke stresse organisationen unødigt ved at lade mere kedelige ting som elregninger og generel drift være styrende for, hvad vi kan tilbyde unge af muligheder," siger hun.

En central komponent bliver at få udvikle porteføljen af partnerskaber, som lige nu blandt andet tæller Dansk Ungdoms Fællesråd og Roskilde Festival.

Har travlt
Og selvom øen er lukket ned på grund af coronakrisen, får øens medarbejdere glæde af bevillingen fra dag et.

"Vi har faktisk ikke mindre travlt, end vi plejer, fordi der er rigtig mange unge, der skal engageres," siger Dea Forchhammer.

Altinget logoCivilsamfund
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget civilsamfund kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00