Nunaata Qitornai: USA’s affald i Grønland er Danmarks ansvar

Af Vittus Qujaukitsoq og Aleqa Hammond
Hhv. naalakkersuisoq for Finanser & Nordisk Samarbejde og medlem af Folketinget og Inatsisartut

12. september blev Danmark for første gang valgt ind som medlem af FN’s Menneskerettighedsråd. Det blev naturligvis mødt med stor glæde fra udenrigsminister Anders Samuelsen, der i en pressemeddelelse blandt andet udtalte, at ”medlemskabet giver os en vigtig platform til at fremme de værdier, Danmark bygger på”, og at ”vi vil arbejde for et troværdigt Råd, der behandler de alvorligste menneskerettighedskrænkelser, uanset hvor de sker.”

Vi, der repræsenterer det grønlandske parti Nunaata Qitornai og begge er aktive grønlandske politikere, kan kun dele denne glæde med udenrigsministeren.

Ny FN-status forpligter
Det kan vi især, fordi det selvsamme Menneskerettighedsråd to dage tidligere, nemlig 10. september i år, modtog en rapport fra den særlige undersøger, som rådet havde sendt til Grønland for at se på mulige trusler mod menneskerettighederne via håndtering af affald og farlige stoffer.
 
Den særlige undersøger kunne nemlig rapportere hjem, at ikke alene var det et seriøst problem, at Grønland var blevet holdt uvidende om, hvad de amerikanske militære aktiviteter gennem tiden havde medført af affald efterladt i landet. Men han kunne også slå klokkeklart fast, at: ”Denmark must identfy and remove all military waste left in Greenland, that is unwanted by the greenland people.”

For os er det en banebrydende konklusion. Det er det, fordi den endelig og uden den ringeste tvivl fastslår, at oprydningen efter de amerikanske militære aktiviteter i Grønland alene ligger hos Danmark. Det er Danmark, der har indgået de aftaler med USA, som har medført, at der nu ligger affald fra deres militære installationer spredt ud over hele Grønland. Det var og er Danmark, der har det fulde ansvar for forsvarsområdet i Grønland.

I fuld overensstemmelse med de værdier, som Danmark bygger på, mener FN således, at det bør være den, der er ansvarlig for forureningen, der sørger for oprydningen. Så her er den danske regering allerede klart i overensstemmelse med Menneskerettighedsrådets indstilling.

I fuld overensstemmelse med de værdier, som Danmark bygger på, mener FN således, at det bør være den, der er ansvarlig for forureningen, der sørger for oprydningen.

Vittus Qujaukitsoq og Aleqa Hammond
Hhv. Naalakkersuisoq og medlem af Folketinget samt Inatsisartut

Amerikanernes skraldeplads
De fleste kender historien om militærbyen ”Camp Century”, som lå inde midt på indlandsisen, og som, da USA forlod den, fik lov at synke ned i isen med alt, hvad det indebar af forurenende stoffer som radioaktivt spildevand, brændselsolie, byggerester og PCB.

Det var politiske krav fra Nunatta Qitornai omkring ansvaret for og indsatsen imod denne forurening, der fik FN til at reagere. Men Camp Century er desværre bare et enkelt af de efterladenskaber, USA's militær har spredt ud over hele Grønland. Op og ned langs vores kyster ligger affald efter forskellige større og mindre militærområder, og inde på indlandsisen er der – ud over Camp Century-byen – efterladt flere mindre militærstationer samt to store såkaldte DYE-stationer, der langsomt synker ned i isen.

Da amerikanerne forlod vores internationale lufthavnsområde, Kangerlussuaq (der dengang hed Søndre Strømfjord og var halvt militært og halvt civilt), lovede de at rense op efter sig. Flere år senere kom en turist ind til den danske leder af lufthavnen med en amerikansk granat, han havde fundet på det område, der, efter militærets flytning, var blevet udlagt til campingplads!

Det viste sig, at stedet af USA var blevet brugt til dumpning af gammel ammunition, hvorefter der var skrabet et lag jord henover og det hele derefter efterladt. I søerne omkring Kangerlussuaq hældte amerikanerne tønder af dieselolie ud for at forhindre myggene i at formere sig og genere deres soldater, mens de var der. De søer stinker den dag i dag af forurening.

Det er derfor, FN-rapporten er så vigtig for os. Det er nemlig lykkedes visse danske politikere at så tvivl om, hvem der har ansvaret for oprydningen efter disse elendigheder i Grønland, nu hvor områderne er blevet civile og derfor hører under det grønlandske selvstyres ansvar. Men indførelsen af det grønlandske selvstyre har altså ikke betydet, at vi dermed også har overtaget ansvaret for USA's militære synder i vores land. 

Den diskussion må nu være forbi. FN’s Menneskerettighedsråd med Danmark som stolt medlem har gjort så meget klart.

En anstændig oprydning vil koste
Danmark har, efter aftale med Grønlands regering, for et år siden afsat 180 millioner over en række år til bekæmpelse af de gamle militære lossepladser. Det er godt, men det forslår desværre som den bekendte skrædder i helvede. Hvis der skal foretages en anstændig oprydning, er der behov for et langt større beløb. Særligt fordi vi faktisk ikke ved, præcis hvad der er efterladt.

Aftalerne mellem Danmark og USA, der startede i 1951, har givet amerikanerne lov til at efterlade, hvad de ville. Og da de ikke havde pligt til at oplyse noget om, hvad det efterladte affald indeholdt, er det kun dem, der eksempelvis ved, hvor meget PBC, der er i både Camp Century og de meget store DYE-stationer, som er på vej ned i isen og senere ud i vores have. Eller hvor meget forurenende benzin og diesel, der er hældt ud i søer og vandløb rundt omkring, endsige hvor der ligger gamle depoter af ammunition gravet ned.

Vi i Nunatta Qitornai er af den klare opfattelse, at det i virkeligheden er USA, der bør rydde op. Men vi ved udmærket, at det ikke kommer til at ske, alene på grund af den præcedens, det vil have over hele verden, hvor USA’s andre baser har kostet forurening efter forurening. Derfor må det blive Danmark, der løfter det fulde ansvar for at sikre, at vores menneskerettigheder i Grønland ikke trues af hverken fortidens eller nutidens håndtering af de militære aktiviteters affald i vores land.

Forpligtende ord fra udenrigsministeren
Derfor var det med ekstra glæde, at vi noterede os, at udenrigsministeren ved Danmarks indtrædelse i Menneskerettighedskommissionen også erklærede: ”Vi ønsker at reformere Rådet, så det bruger sit mandat mere effektivt og handlekraftigt. Det betyder blandt andet, at Rådets medlemmer skal leve op til de højeste menneskerettighedsstandarder.”

På den baggrund sætter vi vores lid til, at ministeren mener det, når han som tidligere nævnt erklærer, at Danmark vil kæmpe for, at Rådet behandler menneskerettighedskrænkelser, uanset hvor de sker.

Vi i Nunaata Qitornai er ikke et øjeblik i tvivl om de goder for vores og Danmarks frihed og udvikling, som den amerikanske tilstedeværelse også har betydet. Men det betyder altså ikke, at vi blot lukker øjnene for de negative sider, som samme tilstedeværelse har haft for vores land. Og det skal slet ikke forhindre os i at kæmpe for, at der nu bliver grebet ind i tide, inden der sker flere ulykker i kølvandet på, at klimaet mildnes, og de giftige stoffer fra de amerikanske lossepladser begynder at sive ud i vores fangst- og fiskeriområder. Derfor kræver vi af de ansvarlige, at der bliver grebet ind nu.

Med Menneskerettighedsrådets egen rapport er det gjort helt klart, at den form for affaldshåndtering, de militære aktiviteter i Grønland har medført, er og bliver en krænkelse af det grønlandske folks rettigheder, og at det er Danmarks ansvar at råde bod på det.