Ny enhed i Vejdirektoratet skal få styr på statens arbejdsklausuler

LØNDUMPING: Ny statslig enhed til kontrol af arbejdsklausuler bliver placeret i Vejdirektoratet. Og der bliver nok at rette op på, viser ny beretning fra Rigsrevisionen, der retter skarp kritik af ministerierne.

Ny beretning fra Rigsrevisionen viser, at departementer og styrelser meget ofte ikke kontrollerer, om leverandører overholder arbejdsklausuler. Det er i strid med loven. ARKIVFOTO.
Ny beretning fra Rigsrevisionen viser, at departementer og styrelser meget ofte ikke kontrollerer, om leverandører overholder arbejdsklausuler. Det er i strid med loven. ARKIVFOTO.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Sine Riis Lund

Vejdirektoratet får nu en central opgave i at sikre, at statslige leverandører holder sig fra social dumping.

Regeringen har nemlig valgt at placere sin nye statslige enhed til kontrol af arbejdsklausuler her, viser et aktstykke fra Transport- og Boligministeriet.

Enheden placeres her, fordi ministeriet allerede i dag har ansvar for store bygge- og anlægsprojekter, hvor man løbende har kontakt med arbejdsmarkedets parter om kontrol med løn- og arbejdsforhold.

“Transport- og Boligministeriet har således særligt på bygge- og anlægsområdet gode forudsætninger for at kunne tilvejebringe grundlaget for kontrol med overholdelsen af arbejdsklausuler og for at gennemføre kontrollen. På den baggrund placeres den centrale kontrolenhed vedrørende arbejdsklausuler i Vejdirektoratet under Transport- og Boligministeriet,” skrev Transport- og Boligministeriet i maj måned i aktstykket, der dog ikke er tiltrådt af finansudvalget endnu.

Når statsrevisorerne kalder noget for ”meget utilfredsstillende”, så ville vi ude på arbejdspladserne nok nærmere sige, at det er fandme for dårligt. Og det synes jeg helt ærligt, det er.

Henning Overgaard
Forbundssekretær, 3F

Tvivl om tilstrækkelig slagkraft
Den nye enhed var en del af finanslovsaftalen for 2020, hvor det blev besluttet at styrke kontrollen med arbejdsklausulerne.

Fagforbundet 3F glæder sig først og fremmest over, at der nu er kommet afklaring på, hvordan midlerne fra finansloven skal bruges.

Staten har ikke en tilfredsstillende brug af og kontrol med arbejdsklausuler, når ministerierne indgår kontrakter med private leverandører.

Rigsrevisionen i beretningen om statens brug af og kontrol med arbejdsklausuler

"Det er både vigtigt og godt," bemærker forbundssekretær Henning Overgaard.

Den nye enhed vil få en selvstændig leder og estimeret 3-5 medarbejdere, afhængigt af profiler og løn. Enheden vil organisatorisk blive placeret i området for Indkøb i Vejdirektoratet, der refererer til Vejdirektoratets direktion, oplyser transportminister Benny Engelbrecht (S) i et folketingssvar.

Vejdirektoratet får fem millioner årligt til opgaven i årene 2020 til 2023.

Dokumentation

Kort om arbejdsklausuler

  • Statens institutioner skal i henhold til cirkulære om arbejdsklausuler i offentlige kontrakter skrive en arbejdsklausul ind i deres kontrakter med private leverandører.
  • Arbejdsklausuler skal sikre, at leverandøren og eventuelle underleverandører giver deres ansatte løn, arbejdstid og arbejdsvilkår, der ikke er mindre gunstige end dem, der gælder i henhold til en kollektiv overenskomst på området.
  • Der er erfaringsmæssigt størst risiko for social dumping og brud på arbejdsklausuler inden for brancher, der beskæftiger ufaglærte og udenlandske arbejdstagere, for eksempel bygge- og anlægsbranchen, rengøringsbranchen og hotel- og restaurationsbranchen.

Kilde: Rigsrevisionen


0:000:00