Ny EU-vagthund for vandrende arbejdskraft skal ligge i Bratislava

AGENTURNYT: Det bliver den slovakiske hovedstad, der skal huse EU's nye arbejdsmarkedsmyndighed, der skal holde øje med den vandrende arbejdskraft.

Foto: Europa-Kommissionen
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Med 15 ud af 28 stemmer slog Bratislava konkurrenterne Nicosia, Riga og Sofia i kapløbet om at lokke EU's nye arbejdsmarkedsmyndighed, ELA, til deres by.

Det skete, da EU's beskæftigelsesministre torsdag i Luxembourg tog beslutningen om, hvor den nye vagthund for EU's vandrende arbejdskraft skal have hovedsæde. 

Den nye myndighed skal sikre håndhævelsen af reglerne under de EU-borgere, der arbejder i et andet land end deres eget.

EU's beskæftigelseskommissær, Marianne Thyssen, kalder agenturet for "kronjuvelen" i forsøget på at gøre samarbejdet omkring de over 17 millioner, der udgør den vandrende arbejdskraft i Unionen, mere smidigt.

"Det vil fremme arbejdsmobilitet og give EU's medlemslande de nødvendige værktøjer til at samarbejde mere effektivt og bekæmpe snyd," siger Thyssen.

Glæde i FH
Den nye EU-myndighed skal være oppe at køre allerede fra oktober, men flytter først til sin nye hjemby senere.

Det får omkring 140 ansatte og et budget på 50 millioner euro årligt.

Næstformand for Fagbevægelsernes Hovedorganisation Bente Sorgenfrey ser frem til at få den nye myndighed op i omdrejninger.

 









0:000:00