Ny forskning kortlægger økonomernes magt: Den er blevet gigantisk. Og problematisk

I dag er økonomernes magt i det danske embedsværk gigantisk. Og problematisk, slår Ludvig Goldschmidt fast, da Altinget møder ham til en snak om hans nye ph.d.

Afhandlingen er en undersøgelse af, hvordan økonomernes rolle i det danske embedsværk har udviklet sig. Goldschmidt kortlægger perioden fra uddannelsen oprettes i 1848, til da den første regnemodel udvikles i Finansministeriet i 1975.

De mere end 100 sider viser, hvordan økonomerne er gået fra at ”have svært ved at få foden indenfor” i embedsværket, til at få afgørende magt for det danske samfund og den politik, der føres i Danmark i dag.

”Engang var det anderledes. Juristerne var dominerende. Og i konkurrencen mod dem havde økonomerne svært ved at forklare deres eksistensberettigelse,” fortæller Goldschmidt.

Hvad ændrede sig?

"Kriser har været fuldstændig afgørende. Verdenskrige, oliekriser, finanskriser. Hver gang der er en krise, udvikles der nye økonomiske redskaber, så som en ny statistisk teknik.

Eksempelvis var det under første verdenskrig, vi begyndte at udgive realtidstal for inflation og arbejdsløshed."

Hvilken betydning fik det?

"Det var en eksplosion af detaljerighed, som fik kæmpe betydning for politikudvikling. Man begynder eksempelvis at bruge inflationstallene til at lønregulere.

Det er også første gang, at vi begynder at vende blikket fremad. Det er økonomerne, der i denne periode konstruerer det værktøj, vi begynder at bruge til at forudse fremtiden."

Det er økonomerne, der vælger kikkerten. Og hvilken retning, den skal pege i

Ludvig Goldschmidt
Ph.d. i idehistorie, Aarhus Universitet

Hvilken indflydelse giver det økonomerne?

"Gigantisk indflydelse. Forestil dig, at værktøjet er en kikkert. Den kan bruges til at se horisonten bedre, hvilket kan være gavnligt.

Men det er økonomerne, der vælger kikkerten. Og hvilken retning, den skal pege i. Og dermed udelukker de også en enormt stor del af horisonten, som vi ikke kan se."

Hvordan har kikkerten udviklet sig?

"Særligt interessant er ideen om 'langsigtet ansvarlighed', som for alvor udviklede sig i 1970’erne. Det vil sige, at økonomerne begynder at ville bruge kikkerten til at se længere ud i horisonten.

Det har siden været fuldstændig centralt i økonomernes selvfortælling, at de sikrer 'ansvarlig' politik ved at lave prognoser og planer. Men det er også en måde at reducere politik til 'videnskabens bedste vurderinger'."

Er det grundlæggende ikke ret fornuftigt at forholde sig til ”videnskabens bedste vurderinger”?

"Jo, men analyser og prognoser kan fejle. Finanskrisen er eksempelvis et resultat af prognoser, der viste sig at være forkerte. Så problemet er, at disse prognoser indsnævrer det politiske handlerum."

Hvorfor er det problematisk?

"Det fører en række demokratiske udfordringer. Først og fremmest er det kun meget få mennesker, der har adgang til kikkerten og dermed horisonten. Det bliver afgørende for, hvem der har bedst adgang til den demokratiske samtale.

For det andet fører det også til, at politikere kan gemme sig bag kikkerten og bruge det til at fremme egen sag uden at fortælle om usikkerhederne."

Findes der eksempler på det?

"Da Helle Thorning lancerede 'nødvendighedens politik', gjorde hun eksempelvis ikke opmærksom på de usikkerheder – eller alternativer - der er i de økonomiske beregninger, der ligger bag det, som hun kalder 'nødvendigt'. Men du kan jo aldrig sige med sikkerhed, hvor mange penge en given reformpakke giver børnefamilier mere til rådighed om måneden.