Ny prognose: Hvem bliver valgt for Dansk Folkeparti?

ANALYSE: Dansk Folkeparti står over for en massiv tilbagegang, der kommer til at koste 15 pladser i Folketinget. Altinget giver her et bud på, hvem der bliver, og hvem der må sige farvel til Folketinget.

Dansk Folkeparti bløder i meningsmålingerne, men en ny prognose viser, at det ikke går ud over deres folketingsmedlemmer i København. Det kan redde udlændingeordfører Martin Henriksen. 
Dansk Folkeparti bløder i meningsmålingerne, men en ny prognose viser, at det ikke går ud over deres folketingsmedlemmer i København. Det kan redde udlændingeordfører Martin Henriksen. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin HolstMorten Øyen

Holder meningsmålingerne til valgdagen, bliver det måske største drama, at Dansk Folkeparti bløder og nærmer sig en halvering. 

I 2015 tog Dansk Folkeparti landet med storm, fik en rekordvalgsejr og malede Sydjylland gult, men nu ser sejren ud til at blive nulstillet.

Partiet står nemlig med de nuværende meningsmålinger til at miste hele 15 mandater og dermed lande på nøjagtigt det samme antal pladser i Folketinget, som Dansk Folkeparti havde før 2015, hvilket var 22.

Med andre ord: Vendes meningsmålingerne ikke før 5. juni, bliver Dansk Folkepartis folketingsgruppe 15 pladser mindre. 

Fakta
Altingets bud på, hvem der lige nu står til at blive valgt for Dansk Folkeparti. 

Københavns Storkreds (2 mandater)
  • Peter Skaarup
  • Martin Henriksen
Københavns Omegns Storkreds (2 mandater)
  • Pia Kjærsgaard
På vippen
  • Mikkel Dencker
  • Kenneth Kristensen Berth
Nordsjællands Storkreds (1 mandat)
  • Morten Messerschmidt
På vippen
  • Marlene Harpsøe
Bornholms Storkreds (0 mandater)
På vippen
  • Jess Christian Persson 
Sjællands Storkreds (4 mandater)
  • Søren Espersen
  • Liselott Blixt
  • René Christensen
På vippen
  • Merete Dea Larsen
  • Karin Nødgaard
  • Jeppe Jakobsen
Fyns Storkreds (2 mandater)
  • Jens Henrik Thulesen Dahl
  • Alex Ahrendtsen
Sydjyllands Storkreds (4 mandater)
  • Kristian Thulesen Dahl
  • Karina Adsbøl
På vippen
  • Marie Krarup
  • Susanne Eilersen
  • Jan Rytkjær Callesen
Joker
  • Susanne Dyreborg
Østjyllands Storkreds (3 mandater)
  • Mette Hjermind Dencker
  • Hans Kristian Skibby
På vippen
  • Kim Kristiansen
Joker
  • Steen Thomsen
  • Claus Kvist Hansen
Vestjyllands Storkreds (2 mandater)
  • Dennis Flydtkjær
På vippen
  • Christian Langballe
Joker
  • Karina Due
Nordjyllands Storkreds (2 mandater)
  • Bent Bøgsted
På vippen
  • Morten Marinus
  • Lise Bech
Joker
  • Ib Poulsen

Men hvordan ser chancerne for (gen)valg ud for de enkelte DF'ere?

Det kan en geografisk prognose lavet af professor i statskundskab Kasper Møller Hansen for Altinget gøre os klogere på.

Prognosen er lavet på baggrund af mere end 11.000 Gallup- og Norstat-interviews og Altingets Risbjergsnit og viser, hvordan mandaterne ville falde rundt i landet med de nuværende meningsmålinger.

Den giver derfor et kvalificeret bud på, hvor mandaterne falder til partierne – og et godt indblik i chancerne for håbefulde DF'ere.

Nedenfor kan du få overblikket over, hvor mange mandater Dansk Folkeparti står til i hver storkreds, hvor meget partiet går tilbage i storkredsen, og et bud på, hvem der sætter sig på mandaterne. 

Københavns Storkreds: To mandater (0)

Der er ikke lagt op til det store blodbad i Københavns Storkreds, hvor både Peter Skaarup og Martin Henriksen står til at genvinde deres mandater. Men hvis partiet bliver ramt af en tilbagegang i hovedstaden, så vil det efter al sandsynlighed blive Martin Henriksen, der må vinke farvel til Folketinget.

Ved folketingsvalget i 2015 fik Martin Henriksen godt 3.000 personlige stemmer, mens Peter Skaarup høstede over 11.000.

Københavns Omegns Storkreds: To mandater (-1)

Partiets stifter og tidligere formand Pia Kjærsgaard har ingen grund til at frygte sin plads i Folketinget, men det ser straks sværere ud for Mikkel Dencker og Kenneth Kristensen Berth, der skal slås om den sidste plads i Folketinget.

Dencker har en fordel i form af sin base i Hvidovre, hvor han er viceborgmester. Han vandt også det andet mandat i 2015, hvor det tredje gik til Berth. Men det var få hundrede stemmer, der adskilte dem, og spørgsmålet er, om Berth er blevet mere profileret i sin tid som Dansk Folkepartis EU-ordfører.

Nordsjællands Storkreds: Et mandat (-2)

Meget skal gå galt, før det ikke er den hjemvendte DF-profil Morten Messerschmidt, som løber med det eneste mandat i Nordsjælland. Det mest interessante er næsten, om det lykkes ham at sikre Dansk Folkeparti flere stemmer i kredsen – og dermed et ekstra mandat.

I tilfælde af det vil det formentlig være topscoreren fra valget i 2015 Marlene Harpsøe, som løber med det andet mandat. Selv hvis Harpsøe er heldig at vinde et ekstra mandat, skal Dansk Folkeparti formentlig tage afsked med Jan-Erik Messmann. Partiet nuværende tredje folketingsmedlem fra Nordsjælland, Pia Adelsteen, er heller ikke i spil, da hun i stedet stiller op til europaparlamentsvalget.

Bornholm: Nul mandater (0)

Kun 100 ekstra stemmer kunne have sendt den første DF'er i Folketinget fra Bornholm i 2015. Dansk Folkepartis drømme om at hapse Venstres mandat på Bornholm er dog begyndt at se mere urealistiske ud efter partiets nedgang i meningsmålingerne − der også afspejles i de lokale bornholmske målinger. Men hvis det alligevel lykkes at slå Venstre i kampen om øens andet mandat efter Socialdemokratiet, så vil det gå til Jess Christian Persson.

Sjællands Storkreds: Fire mandater (-3)

Trods en massiv tilbagegang i landets største storkreds kan både Søren Espersen, Liselott Blixt og René Christensen formentlig regne med endnu en tur i Folketinget. Espersen hentede suverænt flest stemmer i storkredsen ved sidste valg, mens René Christensen har god opbakning i sin kreds i Guldborgsund, og Liselott Blixt tidligere har hentet mange stemmer i både Greve, hvor hun er viceborgmester, og i Køge.

Kampen om det fjerde mandat kan blive meget tæt. En af Merete Dea Larsen og Karin Nødgaard er nok favoritter, mens Jeppe Jakobsen og Henrik Brodersen skal levere særlig gode valgkampe for at blande sig i kampen. Tre ud af de fire skal dog forlade Folketinget med de nuværende målinger.

Fyns Storkreds: To mandater (-2)

På Fyn skal Dansk Folkeparti sige farvel til halvdelen af sine folketingsmedlemmer. Det ene er dog nemt, da Dorthe Ullemose ikke genopstiller. Men ellers ser det umiddelbart ud til, at også Pernille Bendixen må pakke sit kontor ned, mens Jens Henrik Thuelsen Dahl og Alex Ahrendtsen formentlig vil tage de to resterende pladser i Folketinget. 

Sydjyllands Storkreds: Fire mandater (-2)

I 2015 blev storkredsen til mange journalisters og kommentatorers overraskelse malet gult, og Venstre blev vippet af tronen som det største parti. Netop af den årsag har storkredsen haft manges opmærksomhed i denne valgkamp, men det ser ud til, at Dansk Folkeparti er på retur i området igen, og partiet står til at miste to sydjyske mandater. Men da Peter Kofod i stedet er blevet spidskandidat til europaparlamentsvalget, tyder det på, at det kun er et folketingsmedlem fra kredsen, der ryger ud ved valget.

Formand Kristian Thulesen Dahl er stadig selvskrevet til at få partiets første mandat. Derudover tyder det også på, at Karina Adsbøl har gode chancer for at genvinde sit mandat. Hun har en god vælgerbase i sin kreds i Kolding og tog partiets fjerde kredsmandat ved valget i 2015.

Marie Krarup ligner umiddelbart et genvalg på grund af sit kendte navn, men hun har indtil videre ikke præsteret gode valgresultater. Det bliver derfor spændende at se, om hun kan følge med, når partiet går tilbage i storkredsen.

Tilbage står Jan Rytkjær Callesen og Susanne Eilersen, og der er kun plads til en af dem. De bliver begge af Altingets kilder fremhævet som usikre på genvalg. De har hver især trukket mange stemmer i deres egen kreds i storkredsen ved valget i 2015, men de har svært ved at trække stemmer uden for deres kreds.

Det betyder, at ganske få vælgere kan ende med at afgøre, hvem der får det sidste DF-mandat. Derfor kan en lokal kandidat som Susanne Dyreborg, der er viceborgmester i Esbjerg, også blande sig i kampen om det sidste DF-mandat.

Østjyllands Storkreds: Tre mandater (-2)

Sidste valgs store stemmesluger i det østjyske, Mette Hjermind Dencker, vil formentlig få lov til at fortsætte i Folketinget, og her står hun til at få selskab af Hans Kristian Skibby.

Det tredje mandat kunne meget vel gå til Kim Christiansen, men det er samtidig svært at sige, om sagen med en omfartsvej ved Mariager har givet ham mere eller mindre medvind blandt befolkningen. Han kan dog blive reddet af, at Tilde Bork, som kom foran ham i 2015, ikke genopstiller denne gang. Tilbage står nuværende folketingsmedlem Claus Kvist Hansen og ligner en, der er på vej ud af Folketinget.

Oven i det kan der være en lille joker i form af outsideren Steen Thomsen, der ikke sidder i Folketinget, men arbejder for Dansk Folkeparti som organisationskonsulent og er medlem af Region Midtjylland.

Vestjyllands Storkreds: To mandater (-1)

Dansk Folkepartis tilbagegang tyder meget på et farvel til Karina Due, mens Dennis Flydtkjær og Christian Langballe kan få lov til at fortsætte. Due var nemlig den, der fik færrest stemmer af de tre ved valget i 2015. Flydtkjær var en suveræn nummer et, og der var mere end 2.000 stemmer mellem Due og Langballe. Dertil kommer, at Langballe foruden sit kendte efternavn også har fået mere profilering qua sit indfødsretsordførerskab, mens Karina Due har været dyrevelfærdsordfører.

Nordjyllands Storkreds: To mandater (-2)

Bent Bøgsted ligner det allermest sikre kort, når fire folketingsmedlemmer skal kæmpe om blot to nordjyske mandater. Han fik markant flest stemmer ved valget i 2015, mens Morten Marinus og Lise Bech kæmpede tæt om andenplads, som Marinus vandt med blot 70 stemmer. Det tegner til derfor, at det bliver et tæt opgør mellem de to, men partiets fiskeriordfører, Ib Poulsen, der især har gjort sig bemærket for sin kritik af først Esben Lunde Larsen (V) og sidenhen Eva Kjer Hansen (V), skal ikke glemmes, selvom han ikke umiddelbart tidligere har vist samme vælgertække.


Der er valg til Folketinget 5. juni.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00