Nye tal: Færre store byggeprojekter i støbeskeen

KURVEKNÆK: For første gang i længere tid falder antallet af planlagte byggerier på over 50 mio. kroner, viser nye tal. Ifølge direktør i Bygherreforeningen er det godt, at der bremses op, da markedet er hårdt presset.

Foto: Colourbox
Peter Pagh-Schlegel

De store byggerier skyder stadig i vejret som aldrig før, og 2018 ser ud til at blive rekordår for den danske byggebranche. Men måske topper det nu.

For efter en række år med kraftig vækst ser det fremtidige aktivitetsniveau i branchen nu ud til at være dalende. Det viser den nyeste opgørelse fra Byggepipeline, som en gang i kvartalet hører bygherrerne om, hvor mange projekter med et budget over 50 millioner kroner der er planlagt det kommende års tid.

Fra maj 2018 til maj 2019 er der 523 store byggeprojekter på tegnebrætterne til en samlet værdi af 81,5 milliarder kroner, hvilket er en tilbagegang på 8,5 procent i forhold til seneste opgørelse fra februar.

"Branchen har længe kørt i et højt tempo, men det ser nu ud til, at der kommer en lille opbremsning på markedet, da flere større projekter begynder at blive udskudt," fortæller Thomas Bejer-Andersen, der er direktør i Byggefakta A/S, som leverer data til Byggepipeline.

Vi har allerede set, at travlheden har betydet stigende priser i markedet og problemer med visse leverancer.

Henrik Bang
Direktør, Bygherreforeningen

Særligt i den private sektor, som står for 63 procent af landets store byggerier, er der tilbagegang, mens også kommuner og regioner har færre byggeriprojekter under opsejling.

"Det er endnu for tidligt at sige, om tilbagegangen er en forbigående eller en mere generel tendens på markedet," tilføjer Thomas Bejer-Andersen.

Et kærkomment sundhedstegn
Spørger man hos Bygherreforeningen, der organiserer de store igangsættere af byggerier i Danmark, er den faldende tendens et kærkomment sundhedstegn, fordi markedet er så presset lige nu.

"Vi har allerede set, at travlheden har betydet stigende priser i markedet og problemer med visse leverancer. Det kan både være svært at skaffe materialer, og inden for visse faggrupper er det svært at skaffe håndværkere. Så vi er oppe på et uholdbart niveau lige nu, og derfor er det kun sundt, hvis vi kommer et nyk ned," siger direktør i Bygherreforeningen, Henrik Bang.

Han afviser samtidigt, at opbremsningen bliver hård eller på anden måde dramatisk, da der stadig vil være et stort boligefterslæb i de store byer.

Altinget logoBy og Bolig
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget by og bolig kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00