Nyt velfærdsløfte: Løkke vil lave en ’mini-trepart’ på børneområdet

BØRNEPLAN: Statsministeren er klar med sit andet velfærdsløfte i valgkampen. I samarbejde med fagforbundene vil han lave en flerårig børneaftale. Udmeldingen glæder pædagogernes formand, der dog håber at få noget mere konkret på bordet.  

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Niels Frederik Rickers

Lars Løkke Rasmussen rækker hånden ud til fagforbundene og foreslår at lave en ”mini-trepartsaftale” på børneområdet.

Det skriver statsministeren på sin twitterprofil.

I sit tweet henviser han både til BUPL, FOA og KL og afviser samtidig ikke, at dialogen med parterne kan tage udgangspunkt i en aftale om minimumsnormeringer i landets daginstitutioner.

Debatten om antallet af børn, der skal være for hver pædagog i vuggestuer og børnehaver, tog for alvor fart, efter at DR-dokumentaren ”Hvem passer vores børn” ramte danskernes stuer i marts.

Dokumentaren satte blandt andet fokus på, hvilke negative konsekvenser det kan have for børnene i daginstitutionerne, når der pludselig ikke er nok voksne til at passe dem.

Stærkt foranlediget af dette valgte tusindvis af forældre i starten af april at råbe politikerne op og demonstrere i over 50 byer i håbet om at få indført et loft over antallet af børn per voksen.

Pædagogerne er glade, men fortsat skeptiske
Og nu kunne noget tyde på, at Lars Løkke Rasmussen med sit forslag om en flerårig børneplan har valgt at lytte til de mange kritiske stemmer i debatten.

Formand for BUPL Elisa Rimpler fortæller, at hun er glad for, at det ”endelig” er gået op for statsministeren, hvilke udfordringer børneområdet står over for. Glæden er dog ikke helt uden forbehold.  

”Statsministeren åbner for, at vi får løst problemet med normeringer. Men det her skal ikke være en syltekrukke, så jeg kan roligt sige, at vi gerne vil have det konkretiseret lidt mere,” siger Elisa Rimpler.

Ifølge hende har man i BUPL sat sig ned og udregnet en model for minimumsnormeringer, der vil koste staten to milliarder kroner, som man med glæde vil fremlægge for Venstre.

Over for TV 2 afviser Lars Løkke Rasmussen at komme nærmere ind på, hvor mange penge han vil afsætte.

"Man kan kalde det, hvad man vil"
Regeringen har indtil videre afvist at oprette minimumsnormeringer og har henvist til, at man allerede har sat 760 millioner kroner af til bedre normeringer i vuggestuer.

Torsdag understregede Venstres børneordfører, Anni Matthiesen, over for Altinget, at selvom holdningen i partiet er, at der bør være en grænse for, hvor mange børn en pædagog kan tage ansvar for, så ligger ansvaret hos kommunerne og ikke hos politikerne på Christiansborg.

Men nu åbner Løkke alligevel for at se på normeringer i den børneplan, man vil lave.

”Så kan man kalde det en faglig standard, en minimumsnormering, eller man kan kalde det, hvad man vil. Det afgørende er, at man forpligter kommunerne på, hvad god standard er,” siger Lars Løkke Rasmussen til TV 2. 

I kølvandet på protesterne i april foreslog børne- og socialminister Mai Mercado (K) i forbindelse med det konservative landsmøde, at der afsættes flere penge til normeringer i ydertimer.

I den konservative højborg Frederiksberg Kommune har man tilmed valgt at hæve normeringerne, så de lever op til det niveau, som pædagogernes fagforening anbefaler. Pædagogerne er glade, men fortsat skeptiske.

Læs også

 

SF kræver reelle rettigheder
Samtidig understreger Elisa Rimpler dog, at Lars Løkke Rasmussens velfærdsløfte fra onsdag, hvor han offentliggjorde Venstres plan om en årlig offentlig vækst på 0,65 procent over en femårig periode ”langtfra” er nok.

”De millioner, han vil kaste efter velfærden, handler kun om demografien. Vi har brug for, at der også bliver penge til en genopretning,” siger Elisa Rimpler.

I SF er formand Pia Olsen Dyhr glad for, at statsministeren sætter en børneaftale på dagsordenen. Hun påpeger dog, at hvis en aftale for alvor skal løfte daginstitutionerne, så kræver det, at man får indført minimumsnormeringer.

”Vi har set og hørt alt for mange eksempler på, at en pædagog eller en medhjælper står med en stor børnegruppe alene. Derfor hjælper det ikke alene at komme med en pose penge. Der skal simpelthen reelle rettigheder til,” siger Pia Olsen Dyhr.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Elisa Rimpler

Formand, BUPL
pædagog (Esbjerg Seminarium 1999)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)









0:000:00