Økonom: 410 mia. kr. er småpenge – EU skattesvindles hvert år for 7.500 mia. kr.

Af Paul Tiedemann
Økonom

I årene 2005 - 2011 udgjorde danske refusioner af udbytteskat til udenlandske aktieejere i gennemsnit og uden større udsving årligt ca. 1.1 mia. kr.

Herefter ændrede billedet sig radikalt: 
2012: 1.5 mia. kr (+ 36 procent)
2013: 2.8 mia. kr (+155 procent)
2014: 6.1 mia. kr (+455 procent)
2015: 10.9 mia. kr (+891 procent)

Den angivne procentuelle ændring er i forhold til gennemsnittet 2005-2011.

De europæiske skattemyndigheder må - uden for konkurrence - være den myndighedstype, der lever med den største uoverensstemmelse imellem lovgivningens ånd og bogstav på den ene side og befolkningernes praksis på den anden.

Paul Tiedemann
Økonom

Det skønnes, at 12.3 mia. kr. - eller små 60 procent af de samlede refusioner fra 2012 til 2015 - er udbetalt som følge af svindel.

Hvordan kan det være, at ingen i den refusionsudbetalende organisation, det danske skattevæsen, på et tidligere tidspunkt i dette forløb studsede og greb ind over for denne udvikling?

Dette tab kan ikke forstås på anden måde end som en pris, den daværende regering var villig til at betale for at gennemtrumfe den ideologiske forestilling, at privat er bedre end offentligt, marked bedre end stat.

Paul Tiedemann

Det kan der være flere forklaringer på.

Et bud kunne være personalereduktioner. Fyringer af omkring 20 procent af medarbejderne i den omhandlede periode kan ikke undgå at have sat sine spor i kvaliteten af det arbejde, der skulle udføres.

En anden forklaring kan være fejlslagen digitalisering.

Ingen af disse bud forklarer imidlertid, at ledelsen ikke har set og adresseret den iøjnefaldende udvikling tidligere. Den økonomisk ansvarlige ledelse er jo ikke røget ud i sparerunderne.

En tredje forklaring kunne være, at det i skattekyndige kredse er velkendt, at der både snydes og under medvirken af konsulenter, advokater og revisorer m.m. bruges mængder af ressourcer på - uden at overtræde lovgivningen - at nedbringe skattebetalingerne for virksomheder og enkeltpersoner.

I EU figurerer et tal på €1 tn, (one trillion euros) svarende til 7.500 mia. kr. (dvs. en billion kr. i det danske talssystem, red.), som skulle være lig med det beløb, EU’ s medlemsstater årligt går glip af i skatteindtægter på grund af svindel og skattetænkning. (De 440 mia. kr., som har været fremme på det seneste, udgør således under 6 procent heraf).

Dette tal er selvklart svært at dokumentere, men hvis størrelsesordenen bare holder nogenlunde, betyder det, at de europæiske skattemyndigheder må - uden for konkurrence - være den myndighedstype, der lever med den største uoverensstemmelse imellem lovgivningens ånd og bogstav på den ene side og befolkningernes praksis på den anden.

Dette kunne tale for en vis resigneret retten sig ind efter realiteterne, men forklarer stadig ikke, at ledelsen i det danske skattevæsen ikke så og greb ind over for udviklingen.

Hvis således hverken personalereduktioner, fejlslagen digitalisering eller institutionel opgivenhed over for en verden præget af svindel og skattetænkning synes at kunne tilbyde en tilfredsstillende forklaring, hvad kan så ?

Er der en god forklaring ?

Nogen simpel forklaring er der tilsyneladende ikke på spørgsmålet:

Hvordan kunne det lade sig gøre at flytte 12.300 millioner kr. ulovligt fra en stat, med en så lang demokratisk tradition og et så enormt administrations- og kontrolapparat som det danske, over på private konti?

En del af svaret, tror jeg, findes i fænomenet ideologi, forstået som de forestillinger, mennesker har om, ikke hvordan verden ser ud, men derimod om hvordan vi synes, den bør se ud.

Ideologi er det, der uden at komme direkte til syne, ligger bag det politiske.

Hvordan kommer ideologi ind i billedet ?

Spørgsmålet om, hvor høj skatten skal være, er og har altid været blandt de mest konfliktbetonede overhovedet ikke bare her i landet, men overalt i den kapitalistiske verden.

Dette handler - teknisk set - om hvor stor en del af BNP, der skal fordeles af markedet, og hvor stor en del, der skal fordeles efter politiske prioriteringer - og  politisk set, om hvorvidt den indkomstfordeling, som markedet giver anledning til, er retfærdig eller ej.

Hverken den tekniske eller den politiske side af dette spørgsmål har et gyldigt svar efter objektive kriterier – det er, selvom det sker hele tiden (også med denne skribent som deltager), meningsløst at tale om, at en økonomi med et skattetryk på 25 procent vil være mere effektiv og føre til mere velstand, vækst og velfærd etc. end en økonomi med et skattetryk på 50 procent og vice versa; det er i den sidste ende et spørgsmål om, hvordan vi synes verden skal skrues sammen, dvs. et ideologisk spørgsmål.

Skattetrykket har længe været under pres i den vestlige verden. I USA vinder man ikke et valg uden at love skattenedsættelser, og i Europa går der ikke en dag, uden at politikere, erhvervsorganisationer og medier m.m. minder befolkningerne om, at skatten skal ned.

Hvis synsvinklen begrænses til EU, kan det slås fast, at bestræbelserne på at få skatten ned i eklatant omfang ikke har været en succes.

Skattetryk og udgifter (general government expenditure) i EU’s medlemsstater excl. UK, steg fra 2000 til 2018 med over 60 procent.

Sideløbende med denne udvikling er der imidlertid – og dette lyder umiddelbart paradoksalt – foregået en nærmest systematisk reduktion af antal ansatte i skattemyndighederne i medlemsstaterne.

Alene i perioden fra 2008 til 2012, hvor den økonomiske krise slog igennem over hele verden, forsvandt over 58.000 jobs i EU’s medlemsstaters skatteadministrationer.

Mønsteret er det samme overalt: Under det politiske slogan ’Do more with less’ blev skatteadministrationerne skåret betydeligt ned, mens opgaveomfanget jf. ovenstående gik betydeligt op.

Hvordan hænger dette sammen ?

Formentlig på den måde at det for politikere - der selv er af fundamental liberalistisk observans - har været så godt som umuligt at skære mærkbart i de store udgiftsområder som børne-, ældre-, social-, sundheds- og uddannelsesområderne.

Derimod har der tilsyneladende kunnet mobiliseres bred enighed om at skære i de organer, der spiller den mest centrale rolle som redskab for velfærdsstaternes overlevelse, dvs. skatteadministrationerne.

Hvis disse ikke har en kapacitet, der modsvarer arbejdsopgaverne, går det ud over staternes finansielle grundlag - og dermed hele måden, staten fungerer på.

De omfattende nedskæringer har selvfølgelig indebåret en funktionel svækkelse af skatteområdet, men må derudover - og det er måske endnu vigtigere - ses som en umisforståelig symbolsk gestus fra det politiske system til skatteadministrationerne.

Det ideologiske signal kan fortolkes derhen, at et skattesystem, der ikke fungerer, er at foretrække, fordi man hellere ser, at pengene forbliver i borgernes lommer, end at de ender som finansiering af det offentlige.

Udtrykt lidt skarpt, er det lige før scenariet ligner en invitation til kreative skattetænkere om at se at komme i gang.

Ideologisk begrundede tab er ikke nyt i den danske stat

Hvilke ligheder er der imellem de ulovlige refusioner af udbytteskat 2012-2015 og salget af Dong til Goldman Sachs i 2014 ?

Der er to oplagte:
- Begge har ideologiske rødder
- De kostede de danske skatteydere ca. lige meget.

Goldman Sachs, der er et multinationalt finansielt supermarked med hovedkvarter i USA med en omsætning på omkring 270 mia. kr i 2017 og en medarbejderstab på 36.600 samme år, købte i 2014 aktier for ca. 8 mia. kr for 18 procent af Dong, der på dette tidspunkt havde en markedsværdi på ca. 44 mia. kr.

Denne aktiebeholdning solgte selskabet fra i flere omgange i årene umiddelbart efter købet.

I 2016 solgtes en fjerdedel af de 18 procent for 4.4 mia. kr. - og i en række handler i 2017 solgtes resten for tilsammen 16 mia. kr.

Goldman Sachs tjente dermed (20.4 – 8) = 12.4 mia. kr., som er præcist det beløb, den danske stat gik glip af i forhold til en situation, hvor Dongs oprindelige kapitalbehov var blevet dækket med et lån.

Dette tab kan ikke forstås på anden måde end som en pris, den daværende regering var villig til at betale for at gennemtrumfe den ideologiske forestilling, at privat er bedre end offentligt, marked bedre end stat.

At regeringen dengang var socialdemokratisk ledet ændrer ikke noget.

Goldman Sachs har efter alt at dømme ikke betalt en krone i skat nogetsteds som følge af denne handel, men det er en anden og dog beslægtet historie.