OK21: Regioner og praktiserende læger nærmer sig hinanden op til forhandlinger

OK21: Danske Regioner og PLO udsender fælles vision som optakt til de overenskomstforhandlinger, der begynder mandag.

Signe Løntoft

Forholdet mellem to af sundhedsvæsenets væsentligste aktører - regionerne og de praktiserende læger - ser ud til at være på vej mod tidligt forår. 

Lørdag udsendte Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) nemlig en fælles 10-årig vision for almen praksis. Det fælles oplæg kommer lige op til de overenskomstforhandlinger mellem parterne, som påbegyndes mandag.

I oplægget slår parterne fast, at PLO-læger fortsat skal være regionernes førstevalg, og at de praktiserende læger skal spille en endnu størrre rolle i fremtidens sundhedsvæsen. Især når det gælder opgaven med at sikre sammenhæng i patienternes forløb, lægger parterne op til at give almen praksis større beføjelser:

"Almen praksis skal således i fremtiden i langt højere grad være tovholder for patienternes rejse igennem det samlede sundhedsvæsen. Den praktiserende læge skal have digitale værktøjer til at understøtte denne opgave og i øvrigt have hjælp fra resten af sundhedsvæsenet til at udfylde rollen," hedder det blandt andet i oplægget. 

I 2013 måtte regeringen gribe ind i en konflikt, efter regionerne havde opsagt aftalen med PLO, og i 2017 lykkedes det først parterne at nå til enighed midt i september efter næsten et års forhandlinger.

Lægeformand: Andet end varm luft
Konkrete tiltag i oplægget er blandt andet et mål om, at almen praksis fremover skal kunne rekvirere undersøgelser på sygehuset, og at praktiserende læger skal have en velfungerende hotline til en speciallæge. 

Andre emner, som parterne er enige om at give håndslag på, er et ønske om bedre fysiske rammer og større tilgængelighed hos de praktiserende læger. Endelig er der opblødning at spore med hensyn til mulighederne for at udveksle data om patienterne - et emne, der ellers var gået i hårdknude.

En tilfreds formand for PLO slog da også lørdag på Twitter fast, at oplægget er mere end varm luft:

Jeg håber I vil læse den. Visionen er andet end “varm luft”: Reelt frit lægevalg; vi skal kunne hjælpe patienterne mere; vi skal prioritere patienterne; vi skal have større og bedre faciliteter, og vi skal dele relevante data bedre. #sundpol https://t.co/RnaOR1ISx5

Altinget logoSundhed
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget sundhed kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00