OL vender forestillingen om idrætsfaciliteter på hovedet
Til OL i Paris er arrangørerne lykkedes med at trække mange konkurrencer ud af betonarenaerne og ind i byrummet. Og det kan ændre forestillingerne om idrætsfaciliteter, lyder det fra ekspert.
Jeppe Højberg Sørensen
Journalist og redaktørBeachvolley med Eiffeltårnet som spektakulær beskuer.
Dansk dressur-sølv foran Versailles-slottet.
Fægtning i det restaurerede Grand Palais.
Det er nogle af de højdepunkter, direktør for Sport Event Danmark, Lars Lundov, fremhæver, når han bliver spurgt til sin vurdering af facilitetsudviklingen til det igangværende OL i Paris.
”Paris har gjort det eminent i forhold til at omdanne nogle af de ikoniske steder til OL-venues,” lyder det fra Lundov, der i Sport Event Danmark arbejder for at tiltrække internationale sportsbegivenheder til Danmark og også har været i Paris under OL.
Vi har gået og forestillet os, at eliten sørme ikke kan trives i andet end de her gigantiske haller og stadions.
Oliver Vanges
Udviklingskonsulent, LOA
Under sloganet ”Games wide open” har arrangørerne haft som erklæret ambition at bruge byens rum som arena fremfor at pakke atleterne ind i klassiske arenaer af cement og beton.
En idé, der ikke er ny, men arrangørerne i Paris har taget tænkningen til næste niveau.
95 procent af faciliteterne til OL er enten midlertidige eller eksisterede allerede, da Paris fik tildelt OL.