Opsang fra forsker: Pas på I ikke kvæler de frivillige med krav og regler

Regler og krav er frivilliges “kryptonit” 
CBS-forskerens kritik går på, at regler og krav gør “frivilligheden” til noget andet, end den er, og i værste fald kvæler den frivilliges lyst til at engagere sig og gøre en forskel.

“Man kunne vende det om og sige, at frivilligheden ikke skal ensrettes, men i stedet inspirere, provokere og skabe nye betingelser for velfærdsproduktionen," siger Anders La Cour. 

Lad os tage et konkret - og karikeret - eksempel for at illustrere Anders La Cours pointe. 

En ældre borger beder sin frivillige hjælper - i dette tilfælde en besøgsven - om at tage opvasken, fordi det roder så frygteligt i køkkenet.

Det giver mening for den frivillige at hjælpe den ældre borger, der ikke selv magter opgaven.

Men uden om den konkrete situation findes der nogle regler og normer, som andre end lige præcis den frivillige og den ældre har udformet.

At vaske glas og tørre dem af bliver pludselig et brud på faggrænser. For kun de fastansatte i hjemmeplejen har ret til at gøre rent. 

Det er den slags rigide regler og kontrakter, Anders La Cour opponerer imod.

Kvælertag på frivilliges motivation
For det første bliver frivilligheden til det, han kalder et “passivt vedhæng”. Reglerne dræber motivationen og betyder, at besøgsvennen ikke føler, at han eller hun gør en forskel.

For det andet ofrer man de synergier og innovationsmuligheder, der ligger gemt i den frivillige arbejdskraft og dens utraditionelle tilgang til arbejdet.

Regler, kontrakter og målrettede opkvalificeringskurser dræber med andre ord de frivilliges superkræfter og bliver således de frivilliges “kryptonit”: 

“Man kunne vende det om og sige, at frivilligheden ikke skal ensrettes, men i stedet inspirere, provokere og skabe nye betingelser for velfærdsproduktionen. Men det er altså ikke en ledelsestilgang, der er herskende, kan jeg se fra min forskning.” 

Ledelse er stadig vigtig
Anders la Cour argumenterer ikke for, at man skal lægge al ledelse på hylden. For frivillige har stadig brug for ledere til at strukturere og skabe orden i kaos.

Desuden opererer sygehuse og plejehjem med nogle regler og kvalitetsstandarder, der er ubøjelige, og som må respekteres.

Balancen skal findes i, at man ikke kun lægger sine egne definerede behov og regler ned over samarbejdet, når man som offentlighed velfærdsproducent søger hjælp i den frivillige sektor.

“De fleste gode ledere, jeg har stødt på, bruger meget tid på kaffemøder og at være i dialog. For de frivillige er også meget forskellige og har forskellige forventninger. Derfor er der ikke en one-size-fits-all-løsning. Det kræver meget tid og lydhørhed og det kræver en rigtig god fingerspidsfornemmelse for, hvornår en regel er ubøjelig, og hvornår den står i vejen for noget, vi synes er godt,” forklarer Anders La Cour. 

Den offentlige leders komplekse opgave
Det er altså med andre ord en kompleks og tidskrævende øvelse at være leder på eksempelvis et plejehjem: På en og samme tid skal man sætte retningen og støtte både fastansatte og frivillige i deres arbejde.

De to ressourcer - altså plejepersonalet og de frivillige - kan ikke sidestilles.

Faktisk er de på mange stræk hinandens modsætninger: Det professionelle plejepersonale er en del af en faglighed, der står på traditioner og evidensbaseret viden, som sikrer, at man gør ting med kvalitet.

De frivilliges kvalitet ligger nærmest i det modsatte. De agerer i forhold til situationen og finder løsninger, der afspejler deres personlighed.

Men hvis lederen er villig til at give den frivillige arbejdskraft mere frie tøjler, kan det komme hele organisationen til gavn, argumenterer Anders La Cour.

Har man en nysgerrig tilgang til, hvad de frivillige kommer med, vil der “nedefra” pible nye ideer og muligheder op.

Noget vil ramme skævt, men andet vil være innovative løsninger, der kan supplere den professionelle pleje:

“I det perspektiv handler ledelse om at facilitere en undersøgelse af, hvordan det professionelle og det frivillige kan indgå i meningsfuld forhold og supplere hinanden til gavn for den målgruppe, man nu har med at gøre. Hvis man giver det rum, bliver “frivilligheden” det alternativ, man i starten ønskede, der skulle være.”