"Socialisme" eller "vigtigt skridt": Sådan reagerer partier og erhvervsliv på politikernes genopretningsplan

REAKTIONER: Regeringen og et flertal i Folketinget er blevet enige om en pakke af økonomiske tiltag, som skal stimulere dansk økonomi efter coronanedlukningen. Få overblik over reaktionerne fra politikere og erhvervsaktører her.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Cecilie Toft

Natten til mandag blev regeringen og et folketingsflertal enige om en økonomisk genopretningspakke, der skal sætte gang i den danske økonomi, som lider på grund af coronakrisen.

Under forhandlingerne om pakken valgte flere partier at forlade forhandlingslokalet. Det gjaldt Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance.

Med den nye aftale får erhvervsaktive danskere blandt andet udbetalt tre ugers feriepenge til efteråret, og borgere på overførselsindkomster kan se frem til at få en sommercheck på 1.000 kroner.

Læs, hvad partierne og de store erhvervsaktører siger om den nye aftale her.

Vi siger NEJ til ny sommerpakke. Socialdemokratiet og de andre aftalepartier vil igen lempe udlændingepolitikken. Check på 1000 kroner til flygtninge, mens vores pensionister må nøjes med samme beløb!

Kristian Thulesen-Dahl
Partiformand for Dansk Folkeparti

Venstre: "Så god, som den kunne blive"
Venstreformand Jakob Ellemann-Jensen har inden forhandlingerne foreslået at halvere momsen fra 25 procent til 12,5 procent resten af året for at stimulere økonomien. Dét forslag kom V ikke igennem med. Venstre havde også på forhånd ønsket at give erhvervsaktive danskere så mange feriepenge som muligt, men det endte på de tre uger.

Ellemann betegner pakken som "så god, som den kunne blive".

Danske Erhverv og Dansk Industri: God aftale, men der skal mere til
Både Brian Mikkelsen, direktør for Danske Erhverv, og direktøren for Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, mener, at aftalen er et skridt mod at få den danske økonomi på rette spor.

Men der skal mere til for at få stimuleret dansk økonomi end sommerpakken, påpeger Brian Mikkelsen.

Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige: "Vi siger NEJ til ny sommerpakke"
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, var inden forhandlingerne ude og kræve, at pengene fra sommerpakken ikke skulle gå til danske migranter på overførselsindkomster, og at der skulle sættes flere penge af til pensionisterne.

Men regeringen bakkede ikke op om forslagene, og derfor gik Kristian Thulesen Dahl fra forhandlingerne.

"Vi siger NEJ til ny sommerpakke. Socialdemokratiet og de andre aftalepartier vil igen lempe udlændingepolitikken. Check på 1000 kroner til flygtninge, mens vores pensionister må nøjes med samme beløb! Det er så grotesk og en hån over for vores ældre medborgere, som har banet vejen for vores velfærdssamfund. ENIG?," skriver Thulesen Dahl på Facebook.

Det samme synspunkt deler Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen.

"Vi finder det ganske urimeligt, at regeringen vil udbetale lige så mange penge til migranter på hjemsendelsesydelse som til folkepensionister. Det hører ingen steder hjemme," siger han til Jyllands-Posten.

Socialdemokratiet: Hjælper også eksportvirksomheder
Regeringen foreslog kort inden forhandlingerne, at danskerne skulle have udbetalt to ugers feriepenge, men under forhandlingerne blev det forlænget til tre uger.

Finansminister Nicolai Wammen (S) lægger vægt på, at aftalen er økonomisk "ansvarlig", og at den hjælper eksportvirksomheder.

"Med aftalen i dag tager vi et vigtigt skridt fremad og videre ud af krisen. Vi sætter en ansvarlig slutdato på de midlertidige hjælpepakker. Og samtidig giver vi en markant saltvandsindsprøjtning til dansk økonomi og iværksætter flere tiltag for at hjælpe danske eksportvirksomheder gennem krisen på de globale markeder," siger han til Berlingske. 

Radikale: Skaber bæredygtige jobs
Radikale er tilfreds med aftalen og lægger vægt på, at den skal sikre, at virksomheder fortsætter med vigtig forskning og udvikling samt bæredygtige job. 

SF: "Sikrer gang i Danmark på en retfærdig måde"
SF's formand, Pia Olsen Dyhr, har tidligere foreslået, at danske børnefamilier skal have udbetalt en ekstra check, som skal sætte gang i forbruget hos familierne. Det forslag indgår dog ikke som en del af den endelige aftale.

Men Pia Olsen Dyhr ser alligevel positivt på aftalen.

"Så sætter vi gang i Danmark igen. Feriepengene udbetales (3 uger), dem på ydelser får 1.000 kroner ligeså. Dagpengeperioden forlænges yderligere. Alt i alt en aftale der sikrer mere gang i Danmark på en retfærdig måde," skriver hun på Twitter.

Konservative: Giver skattelettelser til erhvervslivet
Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, fremhæver de tre ugers feriepenge til erhvervsaktive og gevinsterne for erhvervslivet.

 

Læs også

Liberal Alliance: "Vi er ikke et socialistisk parti"
LA's finansordfører, Ole Birk Olesen, forlod hurtigt lokalerne, efter forhandlingerne gik i gang søndag, da planen har flere "minusser i forhold til plusser" for det danske samfund.

Med aftalen bliver der blandt andet oprettet en statslig fond, der skal hjælpe større "samfundsbærende" virksomheder, der har udtømt alle andre muligheder for at rejse kapital på den anden side af coronakrisen.

Og det er stik imod Liberal Alliances ideologi, forklarede Ole Birk Olesen til DR på vej ud fra forhandlingerne.

"For os at se, så rummer den her aftale, der er lagt op til, en stor del socialisme. Og vi er ikke et socialistisk parti. Vi ønsker ikke, at staten skal gå ud og opkøbe ejerandele i private virksomheder."

Enhedslisten: "Ikke helt socialisme, men gode aftryk"
Partiet foreslog inden forhandlingerne, at danskere, som tjener under 32.000 kroner, skulle have udbetalt en skattefri check på 10.000 kroner, da danskere, som har en lav indkomst, forbruger flest penge ifølge politisk ordfører Pernille Skipper (EL). 

Selvom partiet ikke fik trumfet forslaget igennem, er Enhedslisten tilfreds med aftalen.

"Med aftalen i aften har vi fået 1.000 kr. til alle på overførselsindkomst også pensionister, studerende og alle andre, dagpenge til små selvstændige og forlænget dagpengeperiode også til syge borgere. Og mere til. Ikke helt socialisme, som LA påstår, men gode aftryk," skriver formanden på Twitter.

Alternativet: Hjælper økonomi og udsatte borgere
Alternativets formand, Josephine Fock, lægger vægt på, at aftalen skal hjælpe dansk økonomi og borgere på overførselsindkomst.

"Så fik vi endelig landet en aftale om at få gang i Danmark igen – efter 10 lange timer. Udbetaling af 3 ugers feriepenge til danskerne og 1.000 kr. uden modregning til borgere på offentlig forsørgelse," skriver formanden på Twitter.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Pernille Skipper

Politisk kommentator, TV 2 News, fhv. MF og politisk ordfører (EL)
cand.jur. (Københavns Uni. 2011)

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

0:000:00